Bandholm Hotel får nye ejere

En ny ejerkreds overtager det 133 år gamle Bandholm Hotel på Lolland. Foto: Lars Plougmann, Flickr, CC BY-SA 2.0 https://flic.kr/p/LxmqJ7

Det historiske hotel i Bandholm er blevet solgt med øjeblikkelig virkning. Den nye ejerkreds vil fortsætte stedets drift.

Bandholm Hotel får nye ejere. En ny ejerkreds har med øjeblikkelig virkning overtaget ejerskab og drift af det historiske hotel. Det oplyser hotellet i en pressemeddelelse.

- Det er med stor glæde og ydmyghed, at vi overtager et særdeles veldrevet hotel. Og vi ser frem til at fortsætte med at kunne tilbyde gæster en helt særlig oplevelse her på Bandholm Hotel, udtaler Peter Hauge, direktør for selskabet Bandholm Hotel Holding i en pressemeddelelse. 

Det historiske hotel fra 1886 har siden 2008 været drevet af et holdingselskab med tilknytning til den tidligere frikirke Faderhuset, men der er nu tale om en anden ejerkreds med lang erfaring fra det danske erhvervsliv og hotel- og restaurationsbranchen.

Kendt hotelchef overtager

Den daglige ledelse vil blive varetaget af Peter Bøgil, der er kendt som chef for både Ruths Hotel og Brøndums Hotel i Skagen. Han vil nu, sammen med sin ægtefælle, flytte til Bandholm og vil overtage den daglige ledelse af hotellet.

Bandholm Hotel blev i september 2016 meldt til salg i medierne, men kom aldrig til salg hos nogen ejendomsmægler. Ifølge Folketidende.dk ligger der fem måneders forhandlinger forud for salget af hotellet, der ligger nær Knuthenborg Safaripark på Lolland.

Personkredsen omkring Faderhuset har de seneste år ejet en lang række ejendomme i Bandholm, og en række af disse ejendomme indgår i handlen. Den omfatter ifølge Folketidende blandt andet byens benzintank og en række boliger.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App