Bager må lukke i en måned - kalder reparation af bro et problem for ø-samfund

Når Græshoppebroen til Enø næste år skal renoveres, så kommer det til at ramme erhvervslivet på den lille ø hårdt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sæsonen er ikke slut, når Næstved Kommune næste år indleder arbejdet med at renovere Græshoppebroen mellem Sjælland og Enø.

Derfor kommer fire uger uden vejbro til øen til at koste de erhvervsdrivende på den populære turistø dyrt.

- Vi kommer til at lukke forretningen i den periode, hvor arbejdet står på – og det betyder, at vi kommer til at sende 15 medarbejdere på tvungen ferie, siger Klaus Nielsen, der driver Enø Bageri.

Han er meget ærgerlig over den måde, som Næstved Kommune har valgt at planlægge arbejdet omkring broen på.

Midlertidig bro er for dyr

Arbejdet kommer til at ligge mellem den 7. september og 4. oktober næste år, og i renoveringsperioden er den eneste mulighed for at komme til og fra øen at tage turen til fods via en smal gangbro. Planer om at opstille en midlertidig bro er blevet skrottet, da det ifølge Næstved Kommune ville blive for dyrt.

Karrebæksminde, Enø
Læs også
Populær ferieø bliver afskåret fra omverdenen - ikonisk bro skal renoveres
Karrebæksminde, Enø
Læs også
Populær ferieø bliver afskåret fra omverdenen - ikonisk bro skal renoveres

Men selvom man undgår skolernes sommerferie og efterårsferien, så kommer det til at ramme omsætningen hårdt i de lokale virksomheder.

- Sæsonen er overhovedet ikke slut i september måned. Tværtimod. I vores forretning har vi en betydelig omsætning i september, blandt andet fra salget af is. Men vores is og brød er produceret af råvarer, som vi ikke kan få leveret uden en vejbro til øen, hvis vi skal overholde reglerne for fødevaresikkerhed. Derfor har vi slet ikke muligheden for at holde åbent, mens broen er lukket, siger bagermesteren.

BILLEDE: En måned til næste år vil broen være helt lukket for biler og andre køretøjer. Kun en gangbro vil være åben, så borgerne på Enø kan komme frem og tilbage.

 
  Foto: Mathias Svane Kraft - TV2 ØST

Undervejs i lang tid

Planerne om renovering af den 83 år gamle Græshoppebro har været undervejs i lang tid, og Næstved Kommune har da også talt med Klaus Nielsen og de øvrige erhvervsdrivende på Enø om mulige tidsrum, hvor broen kunne lukkes. Han oplever dog ikke, at kommunen overhovedet har hørt på det lokale erhvervsliv, da de lavede planerne.

quote Det er rigtig mange penge, som vi mister, fordi kommunen er bange for en isvinter

Klaus Nielsen, ejer, Enø Bageri

De lokale pegede på februar, marts eller november som det optimale tidsrum for en lukning.

- Kommunen er bange for, at vintervejr vil påvirke deres arbejde, men for os på Enø virker det ret tydeligt, at projektet er skruet sammen af folk, der ikke bor på øen. Vi forretningsdrivende og sommerhusudlejerne mister en måned af sæsonen, og det er ret alvorligt for omsætningen set hen over året. De havde nok ikke valgt at gøre sådan, hvis indbetalingen af moms gik til Næstved Kommune og ikke til staten. Det er rigtig mange penge, som vi mister, fordi kommunen er bange for en isvinter, siger Klaus Nielsen.

Bro i dårlig forfatning

Græshoppebroen har længe været i en dårlig forfatning, og Enø Bageren er helt på det rene med, at broen skal lukkes for at blive renoveret. Men udover tidspunktet, hvor broen skal renoveres, så er han også ked af den lange byggeperiode. Han mener, at arbejdet kunne gøres meget hurtigere, hvis der blev arbejdet flere timer på byggepladsen end blot mellem 7.00 og 16.00 på hverdage, siger han.

- I sæsonen arbejder vi ikke kun otte timer om dagen i vores virksomheder. Brugte man det samme princip for brorenoveringen og udvidede arbejdsdagen, så ville arbejdet også kunne afsluttes hurtigere, og generne for os forretningsdrivende og borgere på Enø ville blive det mindre, siger han.

Oversvømmelse på det sydøstlige Enø
Læs også
Protester mod digeprojekt på Enø - ikke ambitiøst nok
Oversvømmelse på det sydøstlige Enø
Læs også
Protester mod digeprojekt på Enø - ikke ambitiøst nok

Han håber, at der stadig er håb for de lokale for at få ændret kommunens planer.

- Jeg skal nok klare mig, og det er ikke det, at jeg skal lukke, der er problemet – det er perioden. Det er en af de tidsperioder, hvor der er mange turister og meget omsætning i butikken. Det kan gøres mere elegant, siger han.


Nyhedsoverblik