Asylansøgere udtaget til førsteholdet i lokal fodboldklub

Den sidste måned har omkring 40 asylansøgere fra Rødbyhavn været en del af Rødby Boldklub. Til start var det for hyggen, nu er det for alvor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rødby Boldklub har fået en meget mere differentieret trup. De kan nu kalde sig et internationalt fodboldhold, for de har nemlig indlemmet omkring 40 asylansøgere fra Rødbyhavn i klubben.

Der bliver hver mandag og torsdag trænet, og klubben er meget tilfredse med de nye spillere.

Klubbens gamle spillere har også taget godt imod de nye holdkammerater, og de ser det som en kærkommen mulighed for at få udfordret deres spil.

- De har taget rigtig godt imod det, og de drager selv stor nytte af, at der er over dobbelt så mange til træning. Det giver et større konkurrenceelement, siger Anders Wede Andersen, bestyrelsesmedlem i Rødby Boldklub.

Fra god gerning til integrationsprojekt

Rødby Boldklub åbnede op for muligheden, fordi de synes, det er på sin plads, at asylansøgerne har mulighed for at røre sig og lave andet end at sidde indelukket på centrene.

Og det, der i starten var ment som en god gerning, har nu udviklet sig til et større projekt. For egentlig havde klubben bare inviteret asylansøgerne på lidt hyggebold.

- Men da der troppede 40 mand op til første træning, så kunne vi godt se, at vi havde fat i noget større, siger Anders Wede Andersen, bestyrelsesmedlem i Rødby Boldklub.

Klubben indgik et samarbejde med DBU Lolland-Falster og DIF Get2Sport og sammen skaffede de støvler og udstyr, som de nye spillere kan låne til træning og kamp.

De ser det nu også som en mulighed for at hjælpe med at integrere asylansøgerne. Og de har sågar overvejet at tilmelde et tredje hold officielt.

- Vi går med små tanker om at starte et nyt hold. Det kunne være et rent asylhold, men vi ser helst at få det integreret, så vi har blandet med spillere, siger Anders Wede Andersen.

På udkig efter talenter

Klubbens seniorherre har indtil starten af februar bestået af 30 spillere, så nu er afdelingen mere end fordoblet.

Og efter at have set potentialet hos flere af de nyankommne spillere, så håber Rødby Boldklub nu også på, at der gemmer sig et talent blandt dem.

- Det kan jo være, der er en ny Cristiano Ronaldo blandt dem, siger Anders Wede Andersen og griner.

Men faktisk er der en gran sandhed i det. For allerede nu har klubben udtaget fire af asylansøgerne til deres første hold, som spiller i Herre LF serien.

I opslaget fra DBU Lolland-Falsters facebookside kan man se en video af torsdagens træning.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 


Nyhedsoverblik