Arkitektfirma bag Køge Supersygehus fyret

Arkitektfirmaet C.F. Møller blev sammen med de to ingeniørfirmaer, Rambøll og Alectia, i formiddag fyret som totalrådgivere på byggeriet af supersygehuset i Køge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Årsag til fyringen er, at første etape af sygehusbyggeriet pludselig blev op mod 350 millioner kroner dyrere end aftalt.

Samtidig viser de endelige tegninger, at første etape fylder 23.000 kvadratmeter mere, end regionsrådet i Region Sjælland har bestilt.

Den overskridelse er fuldstændig uacceptabel, siger formanden for regionsrådet, Jens Stenbæk (V), til DR Sjælland:

- Man varsler, at der vil komme en økonomioverskridelse, og det kan vi ikke leve med. Det er derfor, vi har bragt samarbejdet til ophør.

- Vi vil ikke reducere vores ambitioner om, at vi vil have et helt hospital og ikke kun få 85 procent af den vare, vi havde forventet. Vi vil bringe projektet tilbage på sporet nu, fortsætter Jens Stenbæk.

Gigantiske sygehusbyggeri til fire milliarder kroner

Tilbage på sporet betyder formentlig, at der skal gennemføres en ny udbudsrunde af det gigantiske sygehusbyggeri i Køge til godt fire milliarder kroner.

Foreløbig bliver byggeriet forsinket i cirka et halvt år:

- Vi forventer, at vi kan indhente en del af forsinkelsen, så sygehuset i Køge kan stå klar i 2020, siger Jens Stenbæk til DR Sjælland.

 Til marts tager regionsrådet stilling til, om de fyrede totalrådgivere skal erstattes af en totalentreprenør.


Nyhedsoverblik