Anonymt tip førte museum på sporet af ødelagte gravhøje

Det var Museum Sydøstdanmark, der havde tilsynet med de gravhøje, som ligger på Lundbygaard Gods' jord ved Stensved ved Vordingborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi har ikke haft andre sager, der er så grel som den her.

Så direkte beskriver kulturarvschef Kristoffer Buck Pedersen fra Museum Sydøstdanmark sagen om de ødelagte gravhøje på Lundbygaard Gods' jord.

Og ifølge Kristoffer Buck Pedersen var det et anonymt tip, der førte museet på sporet af beskadigede og ødelagte fortidsminder på arealerne i Skovhuse og Vallebo Skov ved Stensved nær Vordingborg.

Det fik folk fra museet til at inspicere områderne, og den var god nok:

I alt 11 gravhøje og en langdysse (aflang gravhøj, red.) fra den yngre stenalder var blevet ødelagt eller beskadiget i forbindelse med beplantning af grantræer, og godsejeren, Bernt Collet, er blevet dømt til at betale for at få gravhøjene genetableret - en dom, han har anket til landsretten.

Historien om langyssen er ødelagt

Kristoffer Buck Pedersen fortæller, at jordlagene på langdyssen er blevet forstyrret, idet store maskiner har kørt henover.

- Det vil sige, at nu vil man ikke længere kunne afgøre hvor mange begravelser, der har været, og hvordan den er blevet bygget.

Efter pløjningen lå nogle af genstandene fra gravene lå helt oppe i overfladen af jorden. Der var både flintgenstande og potteskår.

Kristoffer Buck Pedersen fortæller, at det er normalt, at landmænd får pløjet lidt for tæt på gravhøjene, men at det sjældent giver uoprettelige skader.

Landsret skal tage stilling til regning

Mandag begyndte ankesagen i Østre Landsret så, hvor godsejer Bernt Collet håber at slippe for at skulle betale over 600.000 kr. for genetablering af gravhøjene.

Byretten har tidligere frikendt godsejeren for at have ansvaret for ødelæggelserne, da dommeren ikke fandt bevis for, at han havde givet ordre til at jævne langhøjen med jorden, eller for den sags skyld var vidende om, at det skulle ske.

Og Kristoffer Buck Pedersen tror da heller ikke, at gravhøjene er blevet ødelagt med vilje.

- Jeg har svært ved at tro. at der har været noget koldblodighed involveret i det her. Det kan ikke betale sig at beplante gravhøjene, for omkostningerne ved at skulle reetablere dem er høje, siger kulturarvschefen fra Museum Sydøstdanmark til TV ØST.

Sagen kom senere for Københavns Byret, som idømte Bernt Collet at betale regningen for at genetablere gravhøjene. Det er den sag, der nu skal for landsretten. Der ventes dom om cirka fire uger.


Nyhedsoverblik