Anker dom i Ateasag: Tidligere chef i Region Sjælland vil i Højesteret

Højesteret skal se på, om Østre Landsret har begået juridisk fejl, da den valgte at dømme for mandatsvig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To mænd vil have landets øverste domstol til at bedømme danmarkshistoriens største bestikkelsessag, den såkaldt Atea-sag. Det oplyser mændenes advokater Kåre Pihlmann og Naja Wærness Larsen til Ritzau.

Mændene blev 12. juli sammen med tre andre dømt i Østre Landsret i sagen. Den handler om offentligt ansatte i Region Sjælland og andre steder, som modtog flere gaver fra ansatte hos it-leverandøren Atea. Blandt andet en bekostelig Formel 1-rejse til Dubai.

- Jeg har i fredags ansøgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke til Højesteret, fortæller Kåre Pihlmann.

Dømt for mandatsvig uden at være tiltalt for det

Hans klient, den tidligere koncerndirektør i Atea Peter Trans, blev i landsretten idømt tre måneders betinget fængsel. Han blev frifundet for anklagerne om bestikkelse og underslæb. I stedet blev han dømt for medvirken til mandatsvig.

- I de fire år, sagen har varet, er bestemmelsen om mandatsvig aldrig blevet nævnt. Så spørgsmålet er, om man kan dømmes for mandatsvig, når man ikke er tiltalt for det, lyder det fra Kåre Pihlmann.

- Spørgsmålet er også, om retten kan dømme for det, når anklageren ikke engang har nævnt mandatsvig i sine bemærkninger. Og når vi ikke har haft mulighed for at udtale os om det, siger han.

For den jævne borger er forskellen mellem underslæb og mandatsvig nok til at overse. Underslæb er at sammenligne med tyveri, men hvor man er i lovlig besiddelse af det stjålne - for eksempel hvis man tager af kassen.

Mandatsvig er lidt mere kompleks. Her bruger man en bemyndigelse - et mandat - til at rage til sig.

Det kan for eksempel være en person, som forvalter en andens formue - eller som i denne sag - en person, der i kraft af sin stilling har adgang til at forvalte en konto.

Tidligere it-udviklingschef i Region Sjælland vil have sagen i Højesteret

Naja Wærness Larsen repræsenterer en tidligere it-udviklingschef i Region Sjælland, som i landsretten blev idømt fire måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Hun holder ferie og kan derfor ikke oplyse nærmere om årsagen til hendes klients ansøgning om anketilladelse.

atea_0.jpg
Læs også
Landsret skærper ubetingede straffe i Atea-sag
atea_0.jpg
Læs også
Landsret skærper ubetingede straffe i Atea-sag

To ud af fem dømte vil ikke anke

Tidligere it-driftschef i Region Sjælland René Clausen og tidligere Atea-koncernchef Claus Hougesen blev i landsretten idømt henholdsvis to års ubetinget fængsel og seks måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

Deres advokater, Andro Vrlic og Jakob Lund Poulsen, oplyser til Ritzau, at deres klienter ikke vil søge om anketilladelse.

- Min klient har - af hensyn til de økonomiske og personlige omkostninger ved en ankesag - valgt ikke at indbringe sagen for Højesteret, skriver Andro Vrlic i en mail til Ritzau.

Den femte mand, der blev dømt i landsretten, tidligere Atea-salgschef Per Juul Andersen, blev i landsretten idømt 15 måneders ubetinget fængsel. Det er ikke lykkedes at få oplyst, om han vil anmode om adgang til Højesteret.

 


Nyhedsoverblik