Anita Pedersen forsøger nu at få kontanthjælp

Anita Pedersen er efter 29 år i landet ikke dansk statsborger. Senest fik hun at vide, at hun ikke kunne få dagpenge, så nu forsøger hun kontanthjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det hele begyndte for kort tid siden, da Anita Pedersen fra Nyråd ved Vordingborg, efter at have levet hele sit liv her i Danmark, pludselig fik at vide, at hun ikke er dansk statsborger.

I dag, torsdag, skulle Anita Pedersen så møde på jobcenteret i Vordingborg. For senest har Anita Petersen fået besked om, at hun ikke må modtage dagpenge.

Og det er altså til trods for, at hun fra Udlændingestyrelsen har fået besked om, at hun skal søge dagpenge, mens hun venter på afklaring i sin sag.

Så nu forsøger hun at få kontanthjælp. 

Hvis du ikke kan få kontanthjælp - hvad så? 

- Ja, det aner jeg virkelig ikke. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, hvis jeg ikke kan få kontanthjælp, for så står jeg uden indtægt. Som sagt er jeg jo heller ikke berettiget til at få dagpenge. Så ved jeg ikke, hvad man så gør. Og det virker heller ikke, som om at hverken min fagforening eller a-kasse eller jobcenteret ved, hvordan de skal håndtere det her, siger Anita Pedersen til TV ØST.

quote Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, hvis jeg ikke kan få kontanthjælp, for så står jeg uden indtægt

Anita Pedersen

Ikke 100 procent sikker

Anita Pedersen, der har dansk far og thailandsk mor, opholder sig her i Danmark, mens myndighederne vurderer, om hun kan få lov at blive her. 

- Mine forventninger er, at jeg kommer ind og får en god samtale og forhåbentligt en god sagsbehandler indenfor kontanthjælpsområdet, som måske kan vejlede mig til, hvad jeg nu skal gøre med at søge kontanthjælp - og om det overhovedet er muligt for mig. 

Anita Pedersen forklarer efter mødet med jobcenteret, at hun havde fået at vide, at det nok skulle kunne lade sig gøre at få kontanthjælp. 

- Men igen - hun kunne ikke svare mig med 100 procent sikkerhed, siger hun til TV ØST.


Nyhedsoverblik