Søndag formiddag gik starten ved Medieløbet 2019.
De fleste af de omkring 1.000 deltagere kører deres rute på en cykel med to hjul, men Amanda Laursen tager turen på et lidt specielt køretøj.
- Det er en ethjulet cykel, en 36 tommer racercykel, fortalte hun inden start.
Ved Medieløbet kan deltagerne selv vælge, hvilken rute de vil tage. Der er en familierute på 23 kilometer, en motionistrute på 52 kilometer og en på 113 kilometer. Amanda Laursen fra Haslev har valgt den mellemste distance.
- 52 kilometer er lidt af en udfordring, men det er noget, man kan gøre, så det er ikke helt umuligt, sagde hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Cyklister i topform
Nogle af dem, der tager turen på en traditionel cykel, er TGU Cykling fra Kalundborg.
Herfra stillede et hold af cykelrytter, der var helt klar til dagens løb.
- Vi har trænet hele sommeren, så vi kan ikke være mere klar, sagde Thomas Nielsen fra TGU Cykling inden løbsstart.
Holdet cykler den længste rute på 113 kilometer.
- I regnvejr, kan jeg meddele jer, sagde Thomas Nielsen inden løbet gik i gang.
Han var dog fortrøstningsfuld, selvom søndagens vejr ikke er det bedste cykelvejr.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Det kan ikke slå os ud, sagde han.
- Det bliver en hyggelig tur sammen med min forening og noget socialt samvær efterfølgende, for vi går meget op i det med noget hygge bagefter, sagde Thomas Nielsen.
Medieløbet er arrangeret af TV2 ØST, Sjællandske Medier, Folketidende og DGI Storstrømmen.