Alvorligt overgreb mod udviklingshæmmet barn på aflastningstilbud

Det kommunale botilbud Kikhøj er et bo- og aflastningstilbud for udviklingshæmmede børn og unge med autisme, ADHD, hjerneskader, svær epilepsi og hyperaktiv adfærd. Foto: TV2 ØST

Forholdene på det kommunale botilbud Kikhøj for udviklingshæmmede får den strengeste sanktion af socialtilsynet.

Vikarer og ufaglærte medarbejdere, ureflekteret brug af magtanvendelse og flere tilfælde af overgreb på børn og unge.

Forholdene på Kikhøj, der er et kommunalt bo- og aflastningstilbud for udviklingshæmmede børn og unge med autisme, ADHD, hjerneskader, svær epilepsi og hyperaktiv adfærd, er ifølge socialtilsynet så dårlige, at stedet ikke længere kan opretholde sin godkendelse til at drive botilbud.

Det kan ikke blive værre

Mie Andresen, leder af Socialtilsyn Hovedstaden

Socialtilsyn Hovedstaden har undersøgt stedet syv gange siden januar 2014 og vurderet, at Kikhøj, der drives af Holbæk Kommune, ikke har den fornødne kvalitet til at passe ordentligt på de børn og unge, som kan være tilknyttet stedet. Kikhøj er godkendt til 13 døgnpladser og 13 aflastningspladser. 

- Når et socialtilsyn træffer afgørelse om at tilbagekalde en godkendelse, så er det den absolut strengeste sanktion, man kan give, fordi så kan man ikke drive tilbuddet, siger Mie Andresen, leder af Socialtilsyn Hovedstaden, til TV2 ØST.

- Det kan ikke blive værre, og derfor har vi valgt at tage det skridt ved at tilbagekalde godkendelsen. Vi står ved den afgørelse, som er sendt til Holbæk Kommune, og vi er bekymret over kvaliteten, tilføjer hun.

Eftersom Kikhøj drives af Holbæk Kommune, som også driver Socialtilsyn Øst, er det Socialtilsyn Hovedstaden, der har undersøgt stedet.

Medarbejder lukkede beboere inde

I afgørelsen, som TV2 ØST er i besiddelse af, beskriver Socialtilsyn Hovedstaden blandt andet, at der er dokumenteret og observeret alvorlige overgreb mod et barn og en ung fra medarbejdernes side.

Hos Socialtilsyn Hovedstaden kan man ikke gå i detaljer omkring de pågældende episoder. Men magtanvendelse har ifølge tilsynet været brugt flere gange.

Blandt andet observerede Socialtilsyn Hovedstaden under tilsynsbesøget, at en medarbejder fastholdt et barn gennem længere tid ved at holde om barnets håndled i et fast greb, så der efterfølgende kunne ses mærker på barnet. Det fremgår efter dialog med både tidligere ledelse og medarbejdere, at denne praksis har til hensigt at forebygge, at barnet ikke stikker af.

- Når man arbejder med borgere, som har et stort støttebehov, skal man kende de regler, der er i forhold til at varetage omsorg og hjælp over for de borgere. Man skal blandt andet kende reglerne om magtanvendelse, og det har de ikke styr på hos Kikhøj. Det er selvfølgelig alvorligt, hvis man fremfor pædagogiske tiltag bruger magt mod dem på tilbuddet, siger Mie Andresen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hvis Holbæk Kommune vælger af anke afgørelsen, ender sagen i Ankestyrelsen. Foto: TV2 ØST

Der blev desuden ifølge socialtilsynet foretaget en ulovlig frihedsberøvelse, da en ung på Kikhøj i 2019 blev lukket inde på sit værelse og medarbejderne holdt håndtaget, så den unge ikke kunne komme ud.

Mangelfuld hygiejne og medicinhåndtering

Der er flere kritikpunkter i afgørelsen fra Socialtilsyn Hovedstaden såsom personalegennemstrømning, kompetencerne hos medarbejderne og manglende kendskab til magtanvendelse.

- Det er på rigtig mange områder, at kvaliteten er rigtig lav på det tilbud. Når man lægger det sammen, er det årsagen til, at vi tager det meget alvorlige skridt og tilbagekalder deres godkendelse, siger Mie Andresen.

Jeg vil gerne vente med at udtale mig, til vi har drøftet sagen i kommunalbestyrelsen

Bente Juul Röttig (SF), formand for Socialudvalget i Holbæk Kommune

Socialtilsyn Hovedstaden lægger desuden vægt på, at en unavngiven kommune, som havde anbragt en borger på Kikhøj, har henvist til en række magtanvendelser, som ikke er blevet indberettet til socialtilsynet. De oplysninger indikerer, at der er skyggetal af ukendt omfang, hvilket socialtilsynet finder uacceptabelt.

Samtidig har Socialtilsyn Hovedstaden noteret sig, at Styrelsen for Patientsikkerhed har været på tilsynsbesøg på Kikhøj den 7. maj 2019. Her blev det kommunale botilbud på dialogmødet oplyst om, at de skulle forvente at modtage et påbud om mangelfuld sundhedsfaglig dokumentation, hygiejne og medicinhåndtering.

Får vidtgående konsekvenser

Det fremgår desuden i afgørelsen fra socialtilsynet, at tilbuddet gennem årene har fået en lang række udviklingspunkter angående forhold, der har betydning for tilbuddets drift og borgernes trivsel og udvikling.

Men Kikhøj har ifølge Socialtilsyn Hovedstaden ikke formået at arbejde med disse udviklingspunkter, hvilket viser lav vilje og manglende evne til at fokusere målrettet på at optimere tilbuddets generelle kvalitet.

En lukning af stedet har ifølge Mie Andresen nogle vidtgående konsekvenser. De borgere, som er anbragt på stedet, skal finde et andet bo- eller opholdstilbud, mens medarbejderne risikerer at miste deres arbejde.

Kommune kan anke sagen

I Holbæk Kommune mødtes kommunalbestyrelsen onsdag aften for at diskutere sagen. Her besluttede kommunalbestyrelsen, at de ikke ville anke socialtilsynets afgørelse, og derfor skal Kikhøj altså lukke. 

Medlemmerne af kommunalbestyrelsen blev allerede før mødet opfordret af administrationen i Holbæk Kommune til ikke at anke afgørelsen om at tilbagekalde godkendelsen af bo- og aflastningstilbuddet Kikhøj.

Bente Juul Röttig (SF), der er formand for Socialudvalget i Holbæk Kommune, udtalte på mødet onsdag aften, at de allerede i starten af året blev klar over, at der var forhold på Kikhøj, som var alvorlige.

Kommunen igangsatte derfor en analyse af Kikhøj, som netop viste, at forholdene var alvorlige. Der blev lavet en handlingsplan og ledelsen blev erstattet med det samme.

- Det er ikke en overraskelse, når vi ser den grundige dokumentation, som Socialtilsyn Hovedstaden kommer med, lyder det fra Bente Juul Röttig.

- Jeg vil altså anbefale, at vi simpelthen undlader vores ankemulighed og i stedet for accepterer og også bidrager med at lukke stedet og finder nogle bedre forhold for de borgere, vi selv har der, og så må de andre kommuner, der har borgere der, gå i gang med at finde bedre kvalificerede steder.

Opdateret

  • 14. aug 2019 kl. 18:32 Artiklen er opdateret med, at Holbæk Kommune ikke anker Socialtilsyn Hovedstadens beslutning.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App