En alvorlig trafikulykke har søndag eftermiddag lukket Vestre Ringvej i Næstved. Vejen var i flere timer helt spærret på stedet i begge retninger.
En mand er blevet dræbt ved ulykken, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Det er en lastbil og en personbil, der er stødt sammen på ringvejen. Men jeg kan ikke sige yderligere om de involverede i ulykken, siger vagtchef Anders Mikkelsen til TV ØST. Det er føreren af personbilen, der er dræbt i ulykken, mens føreren af lastbilen er uskadt.
Meldingen om ulykken indløb til alarmcentralen klokken 13.06.
Må køre 90 kilometer i timen
Ulykken er sket nær rundkørslen ved Slagelsevej i retning af rundkørslen ved Karrebækvej. Man må køre 90 kilometer i timen på strækningen.
Politiet oplyser, at strækningen var spærret så længe, fordi der skulle ryddes op og en bilinspektør skulle undersøge omstændighederne ved ulykken.