Afklaring af årsag til dødelig togulykke kan tage op til et år

Havarikommissionen undersøgte både det forulykkede passagertog og godstoget, der tabte en trailer. Foto: Ivan Nielsen - TV ØST

Havariundersøgelse af togulykke med otte dræbte kan tage op mod et år. Blandt andet vindhastighed undersøges.

Et større arbejde er gået i gang for at klarlægge omstændighederne omkring den ulykke, der onsdag morgen kostede otte togpassagerer livet.

De blev dræbt, da dele fra et godstog ramte et forbipasserende passagertog på Storebæltsbroen.

Og mens den første vurdering på ulykkesstedet lyder, at det formentlig var en tom lastvognstrailer fra godstoget, der blæste af og bragede ind i passagertoget, kan det have lange udsigter, før et samlet billede af den tragiske hændelse står klart.

- Med en ulykke af den her størrelse kan der sagtens gå adskillige måneder eller helt op til et år, siger Bo Haaning, der er undersøger hos Havarikommissionen.

Vi skal indsamle alle informationer, som vedrører ulykken. Vi er simpelthen i gang med at samle et meget stort puslespil

Bo Haaning, souschef, Havarikommissionen

- Vi skal indsamle alle informationer, som vedrører ulykken. Vi er simpelthen i gang med at samle et meget stort puslespil, tilføjer han.

Nærmede sig grænse for vindhastighed

Det står klart, at ulykken skete klokken 07.35 på lavbroen på Storebæltsforbindelsen.

Broen var lukket for biltrafik på grund af stormen Alfrida. Men både gods- og persontog havde tilladelse til at køre.

Vindhastigheden op til togulykken nærmede sig dog ifølge Banedanmark den grænse, der kræver, at godstog sænker hastigheden.

- Det giver anledning til, at vi undersøger, hvad der er sket, og om der er noget, vi kan gøre for at undgå det her i fremtiden, siger Banedanmarks områdechef, Martin Harrow.

Formålet er at finde ud af, hvad der har været af sikkerhedsmæssige brister. Og om vi kan komme med anbefalinger, så vi sikrer, at sådan en skrækkelig ulykke ikke sker igen

Bo Haaning, souschef, Havarikommissionen

Den værste togulykke i 30 år

Havarikommissionen ser også på vindhastighed, ligesom vidner skal interviewes, og vragdele undersøges.

- Formålet er at finde ud af, hvad der har været af sikkerhedsmæssige brister. Og om vi kan komme med anbefalinger, så vi sikrer, at sådan en skrækkelig ulykke ikke sker igen, siger Bo Haaning.

Togulykken er den værste på dansk jord i mere end 30 år - siden 25. april 1988. Her blev otte dræbt og 72 kvæstet, da et tog kørte af sporet med høj hastighed i Sorø.

I forbindelse med Sorø-ulykken førte Havarikommissionens undersøgelse til, at der blev indsat en ny type vinduer i de danske tog, fortæller Bo Haaning.

Og selv om det kan tage tid, før det samlede billede af, hvad der præcist skete den tragiske januarmorgen på Storebæltsbroen, så kan Havarikommissionen sagtens rykke hurtigt undervejs.

- Hvis vi finder nogle sikkerhedshuller undervejs, så reagerer vi selvfølgelig med det samme. Det kan ikke vente på et færdigt stykke papir, siger Bo Haaning.

00:35

En passager i den bagerste del af det forulykkede tog har her filmet dele fra godstoget, der ligger på sporet.

Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App