Ældre slipper for lange ventetider - undersøges af læger med iPad

Mangel på læger og langt til konsultationen har fået et lægehus i Sakskøbing til at indføre lægekonsultationer via iPad.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lægehuset i Sakskøbing og Plejecenter Kildebo i Sakskøbing har indledt et samarbejde, hvor de ældre patienter kan tilses via en iPad. Det fortæller P4 Sjælland.

Ordningen betyder, at de ældre slipper for at vente i flere timer på lægens ankomst, og lægerne slipper for at bruge lang tid i bil før et sygebesøg. I stedet er der i løbet af fem minutter forbindelse til lægen via kameraet i iPaden, og her kan de fleste problemer ordnes med det samme.

- Tidligere har de ældre ventet længe på læger kom på hjemmebesøg, men nu kan det meste ordnes med det samme. Det er klart, at lægen ikke kan mærke patienten og lave fysiske undersøgelser, men vi har nogle meget kompetente hjemmesygeplejersker, som vi læner os op ad. Og er det nødvendigt, så kører vi jo ud på sygebesøg, siger sygeplejerske Ditte Knudsen fra Lægehuset i Sakskøbing til P4 Sjælland.

Ordningen vækker opsigt i regionen, hvor Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) nu gerne vil se mere på at udnytte de digitale muligheder i forbindelse med lægebesøg.


Nyhedsoverblik