Ægtepar laver protestside mod renseanlæg

Et par fra Bognæs på Tuse Næs er så meget imod et renseanlæg i Holbæk at de nu har lavet en hjemmeside i protest.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Anne og Thomas Skarbye går nu til kamp på tasterne gennem deres nye protesthjemmeside SIG NEJ NU!

Parret fra  Tuse Næs er, ligesom en række andre borgere i området, imod Holbæk Kommunes planer om at bygge et stort renseanlæg til spildevand et endnu ikke fastlagt sted på Bognæs inden 2025.

- De tager jo naturen fra os, som er det, vi har herude, siger Thomas Skarbye til TV Øst. 

Derfor advarer parret nu om planerne på deres hjemmeside, som blandt andet fortæller, hvordan man kan være med til at stoppe renseanlægget, der er en del af et forslag i Holbæk Kommunes nye spildevandsplan.

- Vi håber, at hjemmesiden kan hjælpe med til, at politikerne indser, at det er en dårlig idé med et spildevandsanlæg herude. Hele området kommer jo til at blive præget af, at der vil være spildevandstankbiler, der hvert kvarter kører forbi. Vi har ganske små veje, ingen cykelstier, og vores børn cykler hver dag tre kilometer fra Bognæs til Udby Skole. Det er der ingen, der tør lade sine børn gøre, hvis de skal cykle mellem tankbilerne, siger Anne Skarbye til TV Øst. 

Parret har fået lavet en masse flyers om deres hjemmeside som de nu vil dele ud i den lokale brugs, i børnehaven og andre steder, så folk kan blive opmærksomme på forslaget fra kommunen. Derudover kan man via hjemmesiden signejnu.dk skrive under på en fællesprotest elektronisk.

Politikerne i Holbæk Kommune skal inden for nogle måneder beslutte, om de vil arbejde videre med forslaget om et spildevandsanlæg ved parret på Bognæs, men formanden for Klima- og Miljøudvalget John Harpøth (O) bekræfter at Bognæs på Tuse Næs er det sted, politikerne arbejder med. - Det er det sted, vi har fået udpeget af entreprenøren som det bedste sted, så det er det, vi kigger på. Men vi håber på at der kommer mange høringssvar, og så har vi også et møde med borgerne d. 22 marts, hvor vi møder op og lytter, siger John Harpøth til TV Øst. 

 


Nyhedsoverblik