50-årig lastbilchauffør dømt for at torpedere bil

Østre Landsret fastholder, at en 50-årig chauffør med vilje påkørte en uvens bil. Den 50-årige bliver dog fri for en fængselsstraf.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med en fart på 60-70 kilometer i timen kørte en nu 50-årig lastbilchauffør sidste år direkte ind i en 65-årig mands bil, der var ved at bakke ud af sin indkørsel i Næstelsø ved Næstved.

Østre Landsret vurderede mandag, at påkørslen var sket med vilje. De nedsatte dog den straf, han tidligere havde modtaget i byretten, til 60 dages betinget fængsel plus samfundstjeneste. Det skriver Sjællandske.

I byretten mente dommerne, at fængslet skulle have være ubetinget.

Følte sig snydt af 65-årig

Ifølge Sjællandske skete påkørslen som følge af en strid, som lastbilchaufføren havde haft med den 65-årige.

Den 50-årige skulle have følt sig snydt af den 65-årige, der er ejendomsmægler, i en handel. Heller ikke ejendomsmægleren var tilfreds med udfaldet, og begge påstod i retten, at de havde følt sig chikaneret af den anden.

Lastbilchaufføren fastholdt dog i landsretten, at det var tilfældigt, at det netop var ejendomsmæglerens bil, han havde ramt.


Nyhedsoverblik