46-årig varetægtsfængslet i sag om narkosmugling

Ved et grundlovsforhør onsdag formiddag er en 46-årig mand blevet varetægtsfængslet frem til 3. juni. Han er sigtet for at indsmugle 18 kilo kokain.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 46-årig mand er ved retten i Nykøbing Falster blevet varetægtsfængslet frem til den 3. juni i en sag om narkosmugling. Manden blev standset i færgehavnen i Rødbyhavn tirsdag formiddag, da han var kommet i land med færgen fra Puttgarden. I bilen fandt politiet 18 kilo kokain.

Grundlovsforhøret, der fandt sted onsdag formiddag, blev holdt for lukkede døre, og politiet er yderst sparsomme med oplysninger. Politiet ønsker ikke at oplyse om mandens nationalitet, men anklager Skipper Falsled fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter, at der var en tolk til stede i retten.

Tolk oversatte til svensk

Ifølge Folketidende var manden mellemøstlig af udseende, og dommerens og anklagerens udtalelser blev oversat til svensk. Det er ikke den 46-åriges hovedsprog, men tolken forklarede, at manden kunne forstå og tale svensk, hvis der blev talt tydeligt. Manden nægter sig skyldig.

Af hensyn til den videre efterforskning blev dørene lukket ved grundlovsforhøret. Anklageren begrundene ifølge Folketidende de lukkede døre med, at det er sandsynligt, at der er medvirkende til smuglingen på fri fod.


Nyhedsoverblik