Hvorfor skulle en 39-årig mand og far til fire børn en torsdag aften i oktober sidste år påkøres med døden til følge?
Det har været det helt centrale spørgsmål i retssagen, hvor skyldsspørgsmålet i dag afgøres kl. 13.
Den 5. oktober sidste år kort før klokken 23.00 blev en 39-årig mand fra Holbæk kørt ned foran Circle K-stationen ved Valdemar Sejrsvej i Holbæk.
Det var ifølge anklagemyndigheden en 28-årig mand fra Roskilde, der med fuldt overlæg kørte en personbil direkte ind i den 39-årige mand. Den 39-årige døde kort efter af svære kranie- og hjernelæsioner.
Hvad der blev sagt, ved vi endnu ikke
Den 28-årige mand fra Roskilde er tiltalt for vold med døden til følge. Han nægter sig dog skyldig. Anklagemyndigheden vil have manden udvist af Danmark samt frakende ham retten til at køre bil.
Hvorfor blev han kørt ned?
Det centrale spørgsmål i retssagen bliver, hvorfor den 39-årige mand blev kørt ihjel.
Tidligere på aftenen i oktober sad den afdøde og spiste på McDonald's i Holbæk med sine to børn. Her havde han angiveligt en kontrovers med den tiltalte og hans 27-årige ven fra Brøndby.
Det er denne kontrovers, som skulle have ført til mødet senere på aftenen ved Circle K-stationen ved siden af familierestauranten, hvor den 39-årige mand blev påkørt.
Efter påkørslen kørte de to mænd videre. De kontaktede dog senere selv politiet og blev anholdt.
Men det er stadig uklart, hvad uenigheden handlede om, og dermed hvad det mulige motiv bag påkørslen kan være.
- Hvad der blev sagt, ved vi endnu ikke, sagde Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi kort tid efter påkørslen.
Risikerer op til 10 års fængsel
Under grundlovsforhøret i oktober kom det frem, at den tiltalte 28-årige mand fra Roskilde tidligere er dømt for vold, trusler og indespærring i forbindelse med et større familiedrama.
Den 27-årige mand fra Brøndby er tidligere dømt for at affyre et ulovligt våben. Han er også tidligere medlem af rockerklubben No Surrender og har relationer til Loyal To Familia.
Under retssagen skal der afhøres vidner, der var til stede ved påkørslen ved Circle K.
Strafferammen er op til 10 års fængsel.
Sagen kører som en nævningesag, og der er afsat fem retsdage. Der falder dom fredag.