32-årig mand fængslet for at true tre teenagere med pistol

En 32-årig mand er blevet anholdt efter han mandag aften truede tre personer på 13, 15 og 18 år med en splatterpistol

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Anklagemyndigheden vil tirsdag forsøge at få en 32-årig mand fra Slagelse varetægtsfængslet, efter han mandag aften mødte op i hjemmet hos to børn og en ung mand, som han truede med det, der senere viste sig at være en splatterpistol.

Manden mødte op hos de tre unge i Jerslev ved Kalundborg mandag aften klokken 18.15. Her truede han de tilstedeværende - en pige på 13 år, en dreng på 15 og en mand på 18 år – med det, som de antog var en rigtig pistol.

- Vi tror at der ligger et økonomisk mellemværende til grund for episoden – og vi tror ikke, at han ville have fat på børnene. Det var bare dem, der var hjemme, siger Carsten Andersen fra Midt og Vestsjællands Politi.

En meget grov sag

De tre unge var rystede efter episoden, og Carsten Andersen betegner da også sagen som meget grov. Han kan dog ikke komme med mange detaljer i sagen, da den anholdte tirsdag middag skal fremstilles i grundlovsforhør.

Den 32-årige blev anholdt tre timer efter episoden. Her havde han stadig en splatterpistol på sig.

Opdatering
Clock19. jun 2018, kl. 14:54
Den 32 årige mand fra Slagelse er varetægtsfængslet 14 dage for afpresning ved retten i Holbæk.

 


Nyhedsoverblik