29-årig kørt ned bevidst

Tre mænd er anholdt for drabsforsøg, da de mistænkes for bevidst at have kørt en 29-årig mand ned.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sent lørdag aften skulle nogle mænd mødes i Nykøbing Falster for at få talt nogle uoverensstemmelser ud.

Men det eskalerede hurtigt, og resulterede i, at en 29-årig mand bevidst blev kørt ned.

Det skriver Ritzau, og efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Bo von Würden, bekræfter episoden over for TV ØST.

Tre mænd, der sad i bilen, som kørte den 29-årige mand ned, er derfor anholdt for forsøg på manddrab. De er 21, 23 og 28 år.

- Nogle mennesker, der kender hinanden, er blevet uenige, formentlig om noget der er foregået på Facebook. Og de aftalte så at mødes for at få talt det ud på Stubberupvej. Og der udviklede det sig så, hvilket ender med en forsætlig påkørsel, siger Bo von Würden til TV ØST.

Anholdt for besiddelse af haglgevær

quote Og der udviklede det sig så, hvilket ender med en forsætlig påkørsel

Bo von Würden, efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Den påkørte 29-årige mands tilstand er stadig uvist.

- Han er overført til Rigshospitalet, men ellers er hans tilstand ikke helt klarlagt endnu, siger Bo von Würden.

Derudover er to mænd, der begge er 29 år, anholdt for at have et haglgevær i bilen, de sad i. Haglgeværet blev ikke affyret.

Klokken 15 skal de anholdte personer fremstilles i grundlovsforhør, oplyser Bo von Würden.


Nyhedsoverblik