2011 - Økologisk frugt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vejret er ingen hindring, når Helle Bjørn fra Sdr. Kirkeby ved Nykøbing Falster træder op i sin varevogn for at køre økologisk frugt ud til sine kunder på Lolland og Falster. Sne, regn eller slud, frugten skal bare ud, og sådan har det været i over 25 år.

- Som ung havde jeg en ambition om at ville ”omvende” folk til at spise mere økologisk, men i dag satser jeg mere på at være det gode eksempel til efterfølgelse, siger Helle Bjørn, der som vegetar gennem mange år selv går forrest ad den sti. Og som lever efter princippet om en sund sjæl i et sundt legeme masser af grøntsager og motion.

Elsker selv grøntsager- Jeg elsker bare grøntsager, og faktisk er det lidt af et problem for min mave, at jeg spiser så mange, griner falstringen, der dog ikke har vundet kampen på hjemmefronten, for hverken mand eller de to børn er hoppet med på vegetarvognen.Grøntsagerne køber Helle Bjørn hos grossister, for hendes egen jord ligger for tæt på arealer, der sprøjtes, så hun kan ikke dyrke økologisk selv.

OverrasketIndstillingen til Seernes Sundhedspris kom som noget af en overraskelse for Helle Bjørn, som var helt på bar bund, da Region Sjælland ringede hende op og meddelte, at hun var blandt de ni nominerede til prisen.- Det var noget af en overraskelse, må man sige, og jeg måtte da straks i gang med lige at undersøge, hvad det her nu var for noget…

DeltidsjobDa Helle i sin tid etablerede sit kørende, økologiske frugtsalg, var det et fuldtidsjob for hende, men også her har årene – og udviklingen – ændret ved tingene. I dag er det et deltidsjob.- I begyndelsen var der ikke så mange, der udbød økologiske produkter, men efterhånden har de jo vundet indpas overalt, og det er svært for en lille virksomhed som min at konkurrere prismæssigt med de store kæder, fortæller Helle, der har sin faste kundekreds og  mund-til-mund metoden som eneste form for markedsføring.

Kordirigent og graverSideløbende med direktørtitlen i sit eget en-kvindes firma kan Helle kalde sig graver og kordirigent. Den sidste titel endda i fire forskellige korsammenhænge, mens arbejdet som graver er lokaliseret til hendes egen kirke i Sdr. Kirkeby.

Måske kommer der inden længe endnu et par titler til visitkortet, for der er nye planer i støbeskeen. De indledende øvelser til at udvide sortimentet med økologisk garn er allerede taget, og herfra er der ikke langt til at begynde som designer, når man nu som Helle går rundt med en masse kreative gener og talenter.

Tekst: Gert Ellegaard, Region Sjælland Kommunikation


Nyhedsoverblik