20 overfladedykkere – befalingsmænd, værnepligtige og frivillige - blev onsdag indsat i eftersøgningen af kropsdele og andre spor i den såkaldte ubådssag.
Her er den 30-årige svenske journalist Kim Wall blevet fundet død og parteret, og alle lemmer og hovedet eftersøges stadig.
Politiet er i gang med en større eftersøgning i sagen, hvor en ubådsejer er sigtet for drab og sidder varetægtsfængslet.
Undersøger lavvandede områder
Folkene fra beredskabsstyrelsen i Næstved er indsat på begæring af politiet, og undersøger en række lavvandede strækninger og områder nær kysten langs den sydlige del af Amager.
- Vi afsøger simpelthen havbunden i en række mønstre, så vi er sikre på, at alt er blevet kontrolleret, siger Martin Vang Nielsen, sektionschef hos Beredskabsstyrelsen Sjælland, til TV ØST.
De såkaldte overfladedykkere bevæger sig rundt iført tørdragt, maske og snorkel – men altså ikke flasker – og de dykker ikke ned under overfladen for at søge der.
- Det er små vandløb eller indløb, hvor der er dybt, og hvor man kunne forestille sig, at der kunne findes spor, siger Martin Vang Nielsen.
Det er tre år siden, at korpset fik muligheden for at søge fra overfladen. De har siden hjulpet politiet over hele landet i en række eftersøgninger.