19 kommuner er ved at lægge sidste hånd på et søgsmål mod staten for fejl i udligningssystemet.
En stævning vil formentlig blive indleveret ved Københavns Byret om få dage, oplyser advokat Anker Laden-Andersen.
Han repræsenterer kommunerne, der anslår, at de har tabt 737 millioner kroner i årene 2017 og 2018.
- Vi har fundet to kommuner - Jammerbugt og Lolland - der er repræsentative for problemstillingen, og som vi vil køre som prøvesager, siger Anker Laden-Andersen.
Vi har fundet to kommuner - Jammerbugt og Lolland - der er repræsentative for problemstillingen, og som vi vil køre som prøvesager
Da sagsøgerne mener, at sagen er principiel, vil man arbejde for at få sagen behandlet ved Østre Landsret som første instans.
Alternativt i Københavns Byret med tre byretsdommere.
En fejl i udligningssystemet
Kommunerne mener, at de har tabt penge på en fejl i udligningssystemet. Det er det system, der fordeler midlerne mellem landets 98 kommuner ud fra nogle fastsatte kriterier.
Fejlen består ifølge de sagsøgende kommuner i, at udlændinges uddannelsesniveau ikke er blevet registreret.
Det har ifølge kommunerne ført til, at kommuner med mange veluddannede udlændinge har fået for store tilskud, mens kommuner med mange udlændinge uden uddannelse har fået for lidt.
- De synspunkter, stævningen bygger på, kan findes direkte i forarbejderne og formålet til loven, siger Anker Laden-Andersen.
Kammeradvokat: Der er ikke noget at komme efter
Kommunerne gør gældende, at de allerede i 2014 gjorde staten opmærksom på fejlen.
- Man kunne efter vores mening have undgået problemstillingen, ved at man dengang ofrede et ganske lille beløb til at få Danmarks Statistik til at lave en rigtig opgørelse, så man kunne administrere efter loven.
- Det fravalgte man, siger Anker Laden-Andersen.
Fejlen i udligningssystemet er rettet med virkning fra 2019. Statens advokat, Kammeradvokaten, har tidligere udtalt, at der ikke er noget at komme efter.
Kommunerne bag søgsmålet har hver især betalt 300.000 kroner i advokatudgifter.
Anker Laden-Andersen forventer, at sagen tidligst vil kunne blive behandlet ved retten i løbet af 2020.