19-årig siger ja til asylcenter i Kalundborg

03:49

Mange både lokalpolitikere og borgere er skeptiske overfor et asylcenter i Kalundborg, men nu går en 19-årige gymnasieelev mod strømmen. Han siger JA til asylansøgere, og flere tusinde bakker ham op på Facebook.

Både lokalpolitikere og borgere er skeptiske overfor et asylcenter i Kalundborg, men nu går en 19-årige gymnasieelev mod strømmen. Han siger JA til asylansøgere, og flere tusinde bakker ham op på Facebook.

Chris Rosenberg Hansen er 19 år og går i 3.P på Allikelund Gymnasium i Kalundborg. Han er medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og så er han stifteren bag facebooksiden ”Ja til asylcenter i Kalundborg”.

- Jeg blev inviteret til facebooksiden ”Nej til asylcenter i Kalundborg” af en klassekammerat, og så tænkte jeg, det ikke kan være rigtigt, at 2.000 mennesker skal synes dårligt om et asylcenter i Kalundborg. Derfor gik jeg ind i det og oprettede det modsatte, fortæller Chris Rosenberg Hansen.

Splittelse blandt Kalundborgensere

Det er bekymrede borgere, der har oprettet siden ”Nej til asylcenter i Kalundborg”. Administratoren bag siden har ikke haft mulighed for at deltage i indslaget, men skriver følgende til TV ØST:

- Vi er bekymrede for vores familie og børn. Det er under al kritik, at man vælger at placere et asylcenter midt i byen, når man ud fra erfaringer ved, hvilke problemer det kan give. Vi vil gerne præge politikerne til, at vi ikke modtager asylansøgere i asylcentre, men i stedet på forskellige steder i kommunen i meget mindre grupperinger, så opgaven løftes bredt. Det andet er prøvet før, og vi kan jo erfare, at det ikke duer. Folk i Nej-gruppen føler, at der er ved at blive truffet beslutninger henover hovedet på folk. Hvis man havde inddraget borgerne og kommunen lidt mere, var kommunikationen nok blevet meget anderledes.

Facebooksiden har næsten 2.600 likes, mens Chris Rosenberg Hansens modsvar ”Ja til asylcenter i Kalundborg” nu har rundet de 3.050 likes. Der er derfor stor splittelse blandt borgerne i Kalundborg om, hvorvidt man ønsker et asylcenter eller ej.   

Afventer ministerens afgørelse

Debatten er opstået, fordi Udlændinge- Integrations og Boligministeriet planlægger at benytte det gamle sygehus i Kalundborg som asylcenter.

Det er dog endnu ikke endeligt vedtaget, at asylcenteret med plads til 400 flygtninge skal åbne i Kalundborg. I aftes drøftede Kommunalbestyrelsen et høringssvar til Ministeriet, og nu afventer borgmester Martin Damm Inger Støjbergs afgørelse.

Et flertal i Kommunalbestyrelsen har valgt at skrive i høringssvaret, at der er lokale forhold omkring det gamle sygehus, der vil blive berørt, hvis det skal indrettes som asylcenter. Kommunalbestyrelsen skriver blandt andet følgende i høringssvaret:

- Kalundborg Kommune vil gerne gøre opmærksom på, at placeringen af asylcentret i det tidligere sygehus ikke er den bedste. Dels grundet bygningsmassens forventede fremtidige anvendelse, dels grundet naboskabet med akut- og sundhedshuset.    

Vil råbe lokalpolitikerne op

Chris Rosenberg Hansen er ikke bekymret for at byde asylansøgere velkommen i Kalundborg. Han håber nu, at den store opbakning til hans facebookside kan bruges til at råbe politikerne op.

- Jeg håber, at vi kan vække lokalpolitikerne, så de kan se, at vi rigtig gerne vil have det her asylcenter, slutter Chris Rosenberg Hansen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App