17 stemmer fra at blive valgt ind - Miralem fik stjålet næsten alle sine valgplakater

Miralem Garagic (S) stillede op til byrådet i Slagelse Kommune, men kort efter hans 100 valgplakater var hængt op, blev stort set alle plakaterne stjålet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For en måned siden, den 21. november, gik danskerne i stemmeboksen for at sætte kryds til kommunal- og regionrådsvalget. Miralem Garagic stillede op som byrådskandidat i Slagelse Kommune, og for taxachaufføren med bosniske rødder var det lige ved og næsten.

Kun 17 stemmer stod i mellem Miralem Garagic og en plads i byrådet. 

Dét faktum har en endnu bitter eftersmag set i lyset af, at den socialdemokratiske byrådskandidat fik 80 af sine 100 valgplakater stjålet blot timer efter, han og hans hjælpere havde hængt dem op.

quote Jeg fik en sms om, at der var nogen i gang med at pille mine plakater ned

Miralem Garagic

- Jeg ved ikke, om mine plakater havde gjort en forskel og gjort, at jeg havde fået de 17 stemmer. Men alt tyder på, at plakaterne gør en forskel, og det er vel derfor, at alle politikere hænger dem op, siger Miralem Garagic.

To besøg hos politiet

Lørdag den 28. oktober klokken 12.00 måtte lokalpolitikere landet over hænge deres valgplakater op i gadebilledet. Miralem Garagic og hans hjælpere hængte i alt 100 plakater op, men kort tid efter fik byrådskandidaten en nedslående besked.

- Jeg fik en sms om, at der var nogen i gang med at pille mine plakater ned. Da jeg sender nogen ud for at se, så ganske rigtigt, både mine og Alis (Yavuz red.) plakater var pillet ned i Nordbyen. Vi havde hængt dem op halvanden time tidligere, siger Miralem Garagic.

valgplakat.jpg
Læs også
To mænd sigtet for groft hærværk: Fjernede 35 valgplakater i Slagelse
valgplakat.jpg
Læs også
To mænd sigtet for groft hærværk: Fjernede 35 valgplakater i Slagelse

Ali Yavuz er Miralem Garagics partifælle, og han stillede også op til byrådet i Slagelse Kommune for Socialdemokratiet. 35 valgplakater, som de to havde hængt op, var blevet fjernet fra Nordbyen i Slagelse. 17 af dem var Miralem Garagics.

Partifællerne anmeldte hændelsen til Sydsjællands og Lolland-Falsters, men kort tid efter måtte Miralem Garagic igen troppe op på politistationen.

- Jeg kører rundt til de andre steder i Østbyen og Slagelse by, og der kan jeg se, at flere af mine plakater er taget ned. Jeg havde hængt hundrede op, og da jeg skulle tage dem ned igen, var der kun 20 tilbage, siger Miralem Garagic, der vender tilbage til politiet i Slagelse og laver endnu en anmeldelse vedrørende stjålne valgplakater.

To personer sigtet

Lokalpolitiet i Slagelse håndterer anmeldelserne seperat. I den ene sag har politiet ikke beviser nok til at gå videre med sagen, men i den anden har man sigtet to personer.

- Der har vi vidneforklaringer, for der er nogen, som har set en bil, og vi har sigtet bilens fører, siger politikommissær Kurt G. Nielsen fra Lokalpolitiet i Slagelse.

Politiet vil dog ikke sige noget om, at det er de samme gerningsmænd, som står bag tyverierne i begge sager.

quote Vi kører ikke på formodninger

Kurt G. Nielsen, politikommissær

- Vi kører ikke på formodninger. Det kan godt være, at dig og mig til et privat selskab kan sige, at det nok er dem, som også har gjort det, men sådan kan vi nødvendigvis ikke operere i politiet. Vi bliver nødt til at se, hvad har vi af beviser, og om de kan bære, at vi kører ud og sigter nogen, siger Kurt G. Nielsen.

Kulturelt farveblinde

De to sigtede har nægter sig skyldige og har ikke ville udtale sig under afhøringerne. Politiet er ifølge Kurt G. Nielsen i gang med de sidste stadier af efterforskningen.

- Det er jo deres ret som sigtede ikke at udtale sig, men sagen kører alligevel, for vi mener at have beviser på, at det er dem, som har gjort det. Hvis de fastholder, at de ikke vil udtale sig, så til sidst, hvis anklagemyndigheden finder beviserne i orden og vælger at rejse tiltale, kommer sagen i retten.

De to sigtede er lokale ansigter, fortæller Kurt G. Nielsen, men politiet vil ikke afsløre noget om deres mulige motiv eller etniske baggrund.

- Det er to 21-årige mænd fra Slagelse. Deres baggrund udtaler vi os ikke om, og det betyder ikke, de har udenlandsk baggrund, det gør vi bare generelt ikke. Vi er kulturelt farveblinde, siger han.

Ville begrænse mine muligheder

Miralem Garagic har selv bosninsk baggrund og arbejder til dagligt som taxachauffør i Slagelse. Han forstår ikke, at nogen ville stjæle hans valgplakater og ødelægge hans chancer for at blive valgt ind i byrådet.

- Det største spørgsmål, man står tilbage med nu, er hvorfor. Min politik var socialdemokratisk politik i Slagelse Kommune, det var ikke drastisk, og jeg svinede ikke en bestemt gruppe til eller noget andet, hvor man kunne forstå, hvis nogen havde følt sig provokeret, siger Miralem Garagic.

quote Plakaterne er noget, jeg selv har sparet op til over lang tid, så selvfølgelig bliver man berørt og ked af det

Miralem Garagic

Hvad tror du, er motivet bag, tror du, det er racistisk motiveret?

- Det eneste, jeg kan sige, er, at det er nogen, som ville bremse mine muligheder for at komme ind i byrådet. Og det er sådan set også lykkedes for dem. Jeg var 17 stemmer fra at komme ind, siger Miralem Garagic og fortsætter:

- Hvem, det kan være, og hvor de kommer fra, om de er danske, bosniske, fra Tyrkiet eller arabere, det har jeg ikke nogen anelse om.

Miralem Garagic har bosninsk baggrund og hans partifælle fra Socialdemokratiet, som også fik fjernet sine valgplakater, Ali Yavuz, har tyrkiske aner.

Angreb på demokratiet

Ligesom alle andre byrådskandidater har Miralem Garagic selv betalt for valgplakaterne. Et faktum, der gør tyverierne endnu sværere at bearbejde.

- Jeg arbejder som taxachauffør til dagligt, og taxabranchen som helhed er udfordret for tiden. Plakaterne er noget, jeg selv har sparet op til over lang tid, så selvfølgelig bliver man berørt og ked af det, siger Miralem Garagic, der er gift og har to børn.

Mest af alt er Miralem Garagic ked af, at kommunalvalget i Danmark ikke kunne løbe af stablen på fair vis.

- Der er ingen tvivl om, at det her har været et direkte angreb på demokratiet. På demokratiske muligheder og fri proces for kandidaterne i de forskellige partier, siger Miralem Garagic.


Nyhedsoverblik