De voksne sviner: 146.000 børn og unge rydder op i naturen

Danmarks Naturfredningsforening sætter fokus på affald i naturen. Især cigaretskodder volder problemer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I løbet af ugen skal over 100.000 børn og unge rydde op i naturen. Det sker som en del af den årlige affaldsindsamling, som Danmarks Naturfredningsforening står bag.

I år har indsamlingen særligt fokus op cigaretskodder. For hver dag ender flere millioner skodder nemlig i naturen, fortæller foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.

- Cigaretskodder er den hyppigste type af affald, som vi finder ude i naturen. Derfor synes vi, at det er relevant at sætte fokus på.

quote Det er jo et problem, fordi fugle kan tro, at det er mad og derfor komme til at spise det

Maria Reumert Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening

- Det er jo et problem, fordi fugle kan tro, at det er mad og derfor komme til at spise det. Og så er der giftige stoffer, som frigives, når skodderne bliver nedbrudt i naturen, hvilket tager fem til ti år, siger hun.

Maria Reumert Gjerding tilføjer desuden, at der i skodderne også findes mikroplastik. Derfor bidrager de mange millioner cigaretskodder også til mikroplast-problematikken.

Rekordmange hjælper til

Omkring 146.000 børn fra skoler og daginstitutioner har tilmeldt sig og sagt ja til at rydde op i naturen i løbet af ugen. Det er en rekordstor tilslutning, fortæller Maria Reumert Gjerding.

Det hele kulminerer på søndag, hvor mere end 1000 private arrangører som spejder- og idrætsforeninger, samler borgere til lokale affaldsindsamlinger.

Sidste år blev der samlet 173.000 kilo affald i løbet af indsamlingsugen, og også i år forventer foreningen, at danskernes samler meget affald.

quote (...) der er stadig behov for at rydde op efter dem, der ikke kan finde ud af at bruge en skraldespand.

Maria Reumert Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening

For selv om foreningen oplever, at danskerne i højere grad bliver mere bevidste om at passe på naturen, så er der stadig meget affald, der ender det forkerte sted.

- Umiddelbart kan vi ikke se nogen indikation på, at der bliver mindre affald, og der er stadig behov for at rydde op efter dem, der ikke kan finde ud af at bruge en skraldespand.

- Ligesom vi har en rekordstor tilslutning af mennesker, der har tilmeldt sig, så tror jeg også, at vi finder rekordstore mængder affald i år, siger Maria Reumert Gjerding.

De "voksne" generationer er ikke gode nok til at ramme skraldespanden, mener miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V).
De "voksne" generationer er ikke gode nok til at ramme skraldespanden, mener miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Minister: Voksne har ikke været gode nok

Indsamlingen blev skudt i gang mandag formiddag i Botanisk Have i Aarhus af Maria Reumert Gjerding i selskab med miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og 4. klasse fra Samsøgade skole.

Skoleeleverne var ifølge ministeren fyldt med gåpåmod og en sund holdning til, at affald ikke hører hjemme i naturen. Det er dog ikke tilfældet med andre, fortæller han.

- Man må konstatere, at min egen generation og generationer før den ikke er dygtige nok til at ramme skraldespanden. Det skal vi i øvrigt skamme os over.

- Hvis der skal være håb for fremtiden, så er det børnene vi skal satse på på det her område, siger Jakob Ellemann-Jensen.


Nyhedsoverblik