111 år gammel biograf er verdens næstældste - nu skal den renoveres

02:53

VIDEO: Den 111 år gamle biograf i Korsør skal renoveres, så den også kan skabe glæde i fremtiden. Video: Peter Kryger - TV2 ØST

Korsør Biograf Teater er over 100 år gammel og kan kalde sig verdens næstældste biograf. Nu bliver den sat i stand for millioner.

Korsør Biograf Teater er nærmest fra før filmen blev opfundet.

Siden 1908 har biografen nemlig ligget på Jens Baggesens Gade og vist film i mørket på det store lærred.

I dag ligner biografen dog ikke helt sig selv. Alle stolerækker er væk, for der bliver gennemført en storstilet og nødvendig renovering for tre millioner kroner. Pengene kommer primært fra fonde.

Artiklen fortsætter under billedet.

Renoveringen er i fuld gang. Blandt andet har man fjernet gulv og de mursten, det hvilede på. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Og det var meget nødvendige for at skabe et stabilt gulv, forklarer Margit Enderlein, som er frivillig i den gamle biograf.

- Det var sådan, at det gamle gulv hvilede på nogle søjler af gamle mursten. Og de stod simpelthen og vaklede, fandt vi ud af. Så på et eller andet tidspunkt har det kunnet blive et flydende gulv, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sæderne på billedet her er også fjernet. I fremtiden vil der blive mere gulvplads i salen. Foto: Korsør Biograf Teater

Den næstældste biograf

Ud over det stabile gulv under sæderne bliver biografen mere handicapvenlig og med mulighed for at dække op til arrangementer. Nogle af de forreste biografsæder kan nemlig rykkes ud til siden, så der er kan blive mere fri gulvplads i salen.

Der kommer nyt lærred og nye stole, men det gamle røde velourforhæng får lov til at blive. Frem til 1992 har stedet kørt som almindelig biograf, men derefter overtog 35 frivillige driften.

Artiklen fortsætter under billedet.

Biografen er verdens næstældste fungerende biograf beliggende på den samme adresse. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Og selvom de frivillige glæder sig til at biografen bliver fornyet, så ved de også, hvilken arv de forvalter.

- Her køber man ikke kun en biografbillet og ser en film. Her køber man en oplevelse og en speciel stemning, siger Margit Enderlein.

Den særlige historie fik Korsør Biograf Teater papir på i 2008. Her fik de dokumentation fra Guinness World Records på, at biografen var verdens ældste fungerende biograf beliggende på den samme adresse.

Desværre blev titlen ændret sidste år, da en anden biograf dukkede op i USA.

- Sidste år fandt man ud af, at der ligger en biograf i USA, som rent faktisk er et par år ældre end vores, siger Margit Enderlein.

Det ændrer dog ikke på stoltheden over den gamle biograf eller glæden ved at se den blive forvandlet langosmt.

- For hver gang, man kommer, kan man se, at der er sket lidt mere. Men det er stadig lidt svært at forestille sig, hvordan det bliver. Men det bliver fantastisk. Det tror vi på, lover Margit Enderlein.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App