11-årig finder tand fra 63 millioner år gammel fortidskrokodille

Tanden er erklæret for danekræ og udstilles på Geomuseum Faxe i efterårsferien sammen med andre nye danekræ fra området. Foto: Geomuseum Faxe

Museumsinspektør fra Geomuseum Faxe kalder det et fantastisk vigtigt fund.

Det var et unikt fund, som 11-årige Mads Hyldager fra Gentofte gjorde sig, da han tilbage i august var på fossiljagt i Faxe Kalkbrud.

Her fandt han en stor tand, som han viste til Geomuseum Faxes guide Amanda Mc Keever. Hun kunne straks se, at det ikke var en hajtand, som ofte findes i Faxe Kalkbrud.

Den nye tand her stammer fra en krokodilleform, der absolut ikke ville have problemer med at knuse et skildpaddeskjold

Jesper Milàn, museumsinspektør ved Geomuseum Faxe

Tanden var nemlig cirkulær i tværsnit og kegleformet som tænderne hos en krokodille. Hajtænder er flade i tværsnit. Desuden havde tanden tydelige striber i emaljen som hos krokodilletænder.

Det er ifølge Geomuseum Faxe yderst sjældent at finde tænder fra krokodiller i Faxe Kalkbrud.

En helt ny type krokodille

Derfor blev museumsinspektør Jesper Milàn tilkaldte. Han kunne bekræfte, at 11-årige Mads Hyldager ovenikøbet havde fundet en tand fra en helt ny type krokodille, der aldrig før er fundet i kalkbruddet.

Den type krokodille man hidtil kendte fra kalkbruddet var en langsnudet fiskespisende krokodille, som hed Thoracosaurus, hvis tænder var lange og slanke.

Men den tand, som Mads Hyldager havde fundet var bred og kegleformet som hos en moderne alligator.

 - Det er et fantastisk vigtigt fund, Mads har gjort der. Vi har længe haft mistanke om, at der levede mere end en type krokodiller i havet ved Faxe for 63 millioner år siden, men nu har vi det første håndgribelige bevis for det.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mads Hyldager med tanden. Foto: Geomuseum Faxe

- Vi har et stykke skildpaddeskjold i museets udstilling der har bidmærker fra krokodilletænder i sig, og det har altid undret mig en del, da den velkendte krokodille Thoracosaurus havde lange tynde tænder, der ikke ville kunne holde til at knuse skjoldet på en skildpadde. Den nye tand her stammer fra en krokodilleform, der absolut ikke ville have problemer med at knuse et skildpaddeskjold, udtaler Jesper Milàn i en pressemeddelelse.

Hvad er danekræ?

Inspireret af loven om danefæ indførtes i 1989 begrebet danekræ som betegnelse for jordfundne naturskabte genstande af enestående naturhistorisk værdi.

 

Ligesom danefæ tilhører danekræ staten og skal afleveres til et af statens naturhistoriske museer som Zoologisk Museum og Geologisk Museum.

 

Af danekræ kan nævnes:

  • Sjældne eller meget velbevarede fossiler (forstenede dyr og planter).
     
  • Hele dyreskeletter, eller større dele heraf, samt sjældne hele kranier eller dele af kranier fra istiden og tiden herefter.
     
  • Mineraler med sjælden sammensætning eller forekomstmåde og krystaller af usædvanlig størrelse eller form.

 

Kilde: Nationalmuseet.

Se mere

Tanden er desuden erklæret for danekræ og udstilles på Geomuseum Faxe i efterårsferien sammen med andre nye danekræ fra området.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App