10 tegn på at din pårørende kan være dement

Cirka 14.300 personer i Region Sjælland lider af demens. Her kan du se, om din pårørende har brug for hjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Sjælland og øerne lider cirka 14.300 personer over 60 år af demens, og antallet ventes at stige de kommende år.

Det viser de seneste tal på området fra Nationalt Videnscenter for Demens.

Derfor er det ifølge professor og overlæge Gunhild Waldemar, der er leder af centeret, vigtigt at få undersøgt sig selv eller sin pårørende for demens, hvis man i hverdagen begynder at opdage faresignaler. 

quote Det kan i forvejen være meget grænseoverskirdende at tale om demens

Gunhild Waldemar, der er leder af Nationalt Videnscenter for Demens

- Det er vigtigt at få stillet diagnosen, fordi der kan i nogle tilfælde være mulighed for behandling - det kan der for eksempel være ved demenssygdommen alzheimers, siger Gunhild Waldemar.

- Hvis man går med det i for lang tid, kan der nogle gange ske det, man til sidst får så svært ved at klare sig, at et eller andet bryder sammen en dag, og man pludselig ikke kan mere. Derfor er det vigtigt at få den rette hjælp og støtte i tide, tilføjer hun.

Læs også
Plejehjem åbner købmandsbutik for beboerne - har allerede skønhedssalon og mandeværksted
Læs også
Plejehjem åbner købmandsbutik for beboerne - har allerede skønhedssalon og mandeværksted

Gunhild Waldemar fremhæver desuden, at det for personer med begyndende demens kan være vigtigt tidligt selv at tage stilling til, hvordan man senere hen vil hjælpes med for eksempel ens økonomi eller personlig pleje.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Det kan dog være svært for personer med begyndende demens at erkende, at sygdommen har ramt én, forklarer Gunhild Waldemar. 

- Et af symptonerne på demens er, at man ikke selv synes, der er noget galt, og det kan være rigtig svært for personen selv og de pårørende. Det kan i forvejen være meget grænseoverskirdende at tale om demens. Derfor er det vigtigt med øget opmærksomhed omkring det, siger hun.

Ti tegn på demens

Her kan du se, hvilke ti ting du skal være opmærksom på, hvis du vil vide, om der er risiko for, at du eller din pårørende er demens.

Det er Nationalt Videnscenter for Demens, som har oplistet punkterne.

Hvad er demens?

  • Demens er betegnelsen på den tilstand, man kommer i, når de mentale færdigheder bliver svækket af sygdom. Den hyppigste årsag til demens er Alzheimer, som mindst halvdelen af alle mennesker med demens lider af.
     
  • Der er dog mere end 200 forskellige sygdomme, som kan medføre demens. Foruden Alzheimer er vaskulær eller kredsløbsbetinget demens en hyppig årsag, mens for eksempel Lewy body-demens, demens ved Parkinson og frontotemporal demens er mindre hyppige.
     
  • Demens skyldes sygdom, ikke alderdom. Risikoen for demens stiger med alderen, og demens skyldes altid sygdom. Det er en myte, at demens er en naturlig følge af at blive ældre. Kun få af de sygdomme, der giver symptomer på demens, kan helbredes. Men flere af sygdommene kan behandles i større eller mindre grad. Derfor er det vigtigt at få afklaret præcist, hvilken sygdom, der har udløst demensen, og få lagt en plan for behandlingen.

 

Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens.

De understreger dog, at du eller dine pårørende ikke nødvendigvis er demente, hvis de passer på nogle af punkterne. Men hvis problemerne bliver værre eller opstår oftere end tidligere, så er det en god idé, at kontake sin egen eller deres læge.
 

1. Glemsomhed

  • Det er normalt at have brug for huskesedler eller glemme en aftale for senere komme i tanke om det. Det er ikke normalt at spørge om det samme flere gange eller at glemme noget, man har lært for kort tid siden.
     

2. Besvær med at udføre velkendte opgaver

  • Det er normalt at skulle have hjælp til at indstille fjernsynet. Det er ikke normalt at have problemer med at følge en opskrift, man har brugt mange gange tidligere.

 

3. Problemer med at finde ord

  • Det er normalt ikke at kunne finde det rette ord ind imellem. Det er ikke normalt at gå i stå midt i en samtale uden at ane, hvordan man kommer videre eller at kalde tingene noget helt forkert.
     

4. Forvirring vedrørende tid og sted

  • Det er normalt at komme i tvivl om, hvilken ugedag det er. Det er ikke normalt ikke at vide, om det er forår eller efterår eller at glemme, hvor man er, og hvordan man kom derhen.

5. Svigtende dømmekraft

  • Det er normalt at træffe en dårlig beslutning af og til. Det er ikke normalt, at tage sandaler på om vinteren eller gentagne gange lade sig overtale til at købe ting, man åbenlyst ikke har brug for eller råd til.
     

6. Problemer med at tænke abstrakt

  • Det er normalt at have lidt svært ved at forstå en talemåde eller ordsprog som f.eks. "det er som at slå i en dyne". Det er ikke normalt at tro, at musene bogstaveligt talt danser på bordet, når katten er ude.
     

7. Vanskeligheder med at finde ting

  • Det er normalt at glemme, hvor man har lagt fjernbetjeningen. Det er ikke normalt at lægge brillerne i køleskabet eller anklage andre for at stjæle de ting, man ikke kan finde.
     

8. Forandringer i humør og adfærd

  • Det er normalt at have en dårlig dag eller blive irriteret, når ens vaner bliver brudt. Det er ikke normalt at tabe fatningen, blive mistænksom, bange, vred eller forvirret uden nogen oplagt grund.
     

9. Ændringer i personlighed

  • Det er normalt at ændre holdning over tid og kunne sige undskyld, hvis man er gået over stregen. Det er ikke normalt at sige alt, hvad man tænker, uden at tage hensyn til andres følelser.
     

10. Mangel på initiativ

  • Det er normalt, at man nogle gange ikke orker arbejdet, familien og sociale forpligtelser. Det er ikke normalt ofte at trække sig fra fritidsaktiviteter, sociale sammenkomster eller sport, som man ellers plejer at gå op i.

 

Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens.


Nyhedsoverblik