¨

Mand kendt skyldig i at skjule sprængstoffer på gods

00:31

Han er nu kendt skyldig og idømt et års betinget fængsel. Video: Jacob Bagge - TV2 ØST

En 41-årig mand med tilknytning til Forsvaret har gemt sprængstoffer på et loft i over 25 år. Retten i Nykøbing Falster har netop afsagt dom i sagen.

En 41-årig mand, der har tilknytning til Forsvaret, har onsdag siddet på anklagebænken for at have gemt en stor mængde sprængstof på Petersgaard Gods på Sydsjælland.

Manden var tiltalt for at have været i besiddelse af 35 trotylsprænglegemer, 550 gram plastisk sprængstof, 30 el-kanonslag samt sprængsnor og el-detonatorer.

Han er nu kendt skyldig og idømt et års betinget fængsel. Da dommen blev afsagt, brød manden grædende sammen.

Blev dømt under skærpende omstændigheder

Sprængstofferne og mængderne var så farlige, at det var særligt skærpende omstændigheder.

- Jeg er ganske tilfreds med, at retten også kom frem til, at det var en overtrædelse af straffeloven og ikke kun af våbenloven, for det er jo eksplosive stoffer, vi har med at gøre. Strafferammen er jo to år, men der gives rum for at retten kan gå ned, og det er det, man har gjort her, siger senioranklager Mariam Khalil.

- Det afgørende er, om det er sket under særdeles skærpende omstændigheder, og det er beskrevet i loven, at når vi har med eksplosive sprængstoffer at gøre af den her karakter, så er det under skærpende omstændigheder, siger hun.

Alligevel har retten nedsat straffen med et år på grund af blandt andet personlige forhold.

- Det, jeg hører, retten lægger vægt på, er, at sprængstofferne er fundet på et øvelsesterræn, som tiltalte selv har forklaret. Derudover at der er gået så mange år – det er to år siden, vi finder sprængstofferne, han har opbevaret dem i 25 år, han er personlig berørt af sagen, har familie og fast arbejde. Det var nogle af de personlige forhold, som jeg hørte retten lagde vægt på, siger senioranklager Mariam Khalil.

Fandt ifølge egen forklaring sprængstoffet som barn

Ifølge mandens egen forklaring, fandt han en stor mængde farligt sprængstof på en militærøvelsesbane i 1992, da han var 14 år, og siden har han gemt det i to forskellige loftsrum i bygninger på Petersgaard Gods ved Vordingborg.

Sprængstoffet, der er fremstillet i 1960'erne, lå ifølge mandens forklaring frit i en grusgrav på Forsvarets øvelsesplads i Kulsbjerg få kilometer fra Petersgaard Gods, hvor han efterfølgende gemte det i en tilhørende bygning til godset.

Flere militærfolk har dog vidnet i retten og beskrevet det som "meget usandsynligt", at sprængstoffet er blevet fundet som beskrevet. Siden sagen er startet, er den 41-årige mand smidt ud af Forsvaret. Retten fandt dog ikke vidnernes forklaring sikre nok til at afvise tiltaltes forklaring.

Ingen tilknytning til rocker- eller bandemiljø

Manden har gjort karriere i Forsvaret siden 1999. Her har han også fået et sprængstofkursus. Først da det gemte sprængstof blev fundet i 2017, mistede han sin stilling i Forsvaret.

Den tiltalte har ingen relationer til rocker- eller bandemiljøet, og det er derfor formidlende omstændigheder.

Manden har selv haft tilknytning til det familieejede gods, siden han var dreng. Den tiltaltes far smed ham ud, da han var 14 år, og i den periode blev han taget ind af familien på Petersgaard Gods, som manden betegner som familie.

Opdatering

  • 13. nov 2019 kl. 15:59 Artiklen er opdateret med udtalelser fra senioranklager Mariam Khalil.

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App