Halvandet år uden mobiler i skolen: Vi har ændret en kultur

Søndre Skole i Rødby på Lolland har været mobilfri i halvandet år. Det fungerer rigtig godt, mener Mette Møller, som er lærer i udskolingen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Halvandet år efter Søndre Skole i Rødby blev mobilfri, savner eleverne stadig at have deres mobiltelefon på sig, mens de er i skole.

Det fortæller Mette Møller, som er lærer i udskolingen.

- De tilkendegiver ofte, at de savner den. Men de får kun lov at have den på sig, hvis vi er på ekskursion. De dage er jo så  lidt af et hit.

Hun er som lærer rigtig glad for, at eleverne afleverer deres mobiltelefoner, når de møder i skole og først får dem igen, når de går hjem.

- Jeg synes i hvert fald, at vi skal holde fast i det her. Vi skal ikke tilbage til sådan, som det var før, hvor de havde mobiltelefonerne på sig, siger Mette Møller.

quote Der er mere ro og nærvær - både i timerne og i frikvartererne. Eleverne er mere til stede

Mette Møller, udskolingslærer, Søndre Skole

- Vi har ændret en kultur

Ifølge udskolingslæreren har fordelen for eleverne været, at de er mere sammen i stedet for at være optaget af, hvad der foregår på telefonen.

- Vi har fået ændret en kultur. Nu skal eleverne ikke lige noget i timerne på deres telefon, siger Mette Møller.

Hvad har fordelen været set med lærernes øjne?

- Der er mere ro og nærvær - både i timerne og i frikvartererne. Eleverne er mere til stede, fortæller Mette Møller og fortsætter:

- Det giver også os (lærerne, red.) en mulighed for at finde ud af, hvad der foregår. Især blandt de store elever går jungletrommerne hurtigt, men uden mobiltelefoner er der lidt længere reaktionstid. Konflikter og uenigheder bliver sat lidt ned i tempo, siger hun.

Særregler ved sygdom

De mindste elever afleverer som regel deres mobiltelefoner uden problemer, mens det er blandt de større elever, der kan være lidt brokkerier over det.

Hvis der foregår noget på hjemmefronten, kan nogle elever have svært ved at skulle aflevere telefonen om morgenen.

- For eksempel hvis der er en i familien, der er syg, eller man har en mor, der skal opereres, så vil de gerne kunne komme i kontakt med vedkommende. Men så plejer jeg at lave en aftale med dem om, at de for eksempel kan få lov at se deres telefon klokken 10 og så lige ringe og tjekke op, fortæller Mette Møller.

Omvendt har nogle forældre også skulle vænne sig til de nye regler på Søndre Skole.

- I starten havde vi nogle enkelte episoder, hvor forældre ikke rigtig forstod, at de ikke kunne ringe eller skrive til deres børn og få fat på dem, når de ville. Men de kan jo altid ringe til skolen, og så skal vi nok give en besked videre eller få fat på eleven, fortæller udskolingslæreren. 


Nyhedsoverblik