Nyhedsoverblik

Fandt lager med hash i børnehøjde

Onsdag klokken 09:15 bankede lokalbetjente på ved et hus i Jyderup, da politiet havde fået tip om salg af hash og puffbars, som er nikotinholdige e-cigaretter, fra adressen.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

En mand i 30'erne lukkede betjentene ind, hvor en narkohund gennemgik hele huset, og der blev fundet en stor mængde ulovlige ting.

Det var blandt andet 600 ulovlige puffbars med smag, 1000 gram hash, steroider og vingummi med forskellig smag, som indeholdt det euforiserende stof THC og en smule kokain. 

En del af de fundne ting blev fundet i børnehøjde spredt over hele huset, og i hjemmet var et mindreårigt barn, så politiet orienterede de sociale myndigheder om sagen.

Der blev desuden fundet et større kontantbeløb, som formodedes at være udbytte fra det ulovlige salg og et regnskab, som også pegede på salg fra adressen. 

Den mistænkte mand blev sigtet, anholdt og taget med på politistationen, og de ulovlige ting og pengene blev beslaglagt. 

Den store mængde puffbars anslås til alene at have en salgsværdi på mellem 50.000 til 70.000 kroner.