Truet dyr får hjælp langs motorvejen

Det er som bekendt arbejdernes internationale kampdag. Men langs Sydmotorvejen kæmpes en helt anden kamp - nemlig en overlevelseskamp for hasselmusen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den bruger det meste af sit liv på at sove og ses sjældent.

Alligevel var hasselmusen onsdag den 1. maj centrum for et møde ved Sydmotorvejen ved Rønnede.

quote Hasselmusen er virkelig presset i Danmark

Thomas Danielsen (V), transportminister

Hasselmusen er nemlig en truet dyreart i Danmark og har brug for bestemte typer af beplantning for at overleve. 

Imens er der gennem årene blevet færre levende hegn og markskel, hvor den lille gnaver ynder at holde til.

Hasselmusen er ikke en mus, men en syvsover. Og den er den eneste syvsoverart, vi har i Danmark. Den lille gnaver på billedet her er udstoppet.
Hasselmusen er ikke en mus, men en syvsover. Og den er den eneste syvsoverart, vi har i Danmark. Den lille gnaver på billedet her er udstoppet. Foto: Rasmus Krøll - TV2 ØST

Derfor har Vejdirektoratet og Danmarks Naturfredningsforening i samarbejde med Næstved og Faxe kommuner iværksat et projekt, der skal give hasselmusen flere leveområder.

- Vi har i vinter lavet et pilotprojekt, hvor vi har plantet en masse småplanter, siger Christina Steenbeck, der er biolog ved Vejdirektoratets miljøteam.

- Simpelthen for at kunne hjælpe bestanden af hasselmus til at sprede sig og få nye levesteder, tilføjer hun.

Risikerer indavl

Netop stedet langs motorvejen er ifølge Vejdirektoratet nøje udvalgt for hasselmusen.

- Vi ved, den findes i nærheden, forklarer Christina Steenbeck og fortsætter:

- Den er fundet i nogle små isolerede bestande, både øst og vest for motorvejen, så vi har en formodning om, at den gang motorvejen blev bygget, så er det en stor samlet bestand, der er blevet delt op i to mindre.

Danmarks eneste syvsover

  • Hasselmusen er ikke en mus, men en syvsover. Og den er den eneste syvsoverart, vi har i Danmark. 

  • Lidt afhængig af vejret sover den om vinteren fra oktober-november til april-maj. Den finder ly under rødder og kvasbunker, men er også fundet i hasselmuskasser 150 cm over jorden.

  • Om sommeren laver den kunstfærdigt flettede og kugleformede reder i træer i områder med hasselmusvenlig vegetation, hvis ikke den flytter ind i en kasse.

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening Sorø.

Og det er et problem, hvis bestandene bliver for små.

- De bliver genetisk indavlede på hver side, og der er ikke særlig mange af dem. Så vi ved, at de har brug for at få nogle nye levesteder og nogle nye spredningsmuligheder, siger biologen.

Koster ikke ekstra

Transportminister Thomas Danielsen (V) var onsdag med til at inspicere det nyplantede område ved Rønnede. 

Ifølge ham koster det ikke ekstra at indtænke hensyn til en truet dyreart som hasselmusen, når Vejdirektoratet anlægger nye veje.

- Hasselmusen er virkelig presset i Danmark, og derfor er det bare skræmmende, når man tænker på, hvor små initiativer, der skal til, siger Thomas Danielsen.

Læs også
Fredet hasselmus får egen bro ved nyt anlæg
Læs også
Fredet hasselmus får egen bro ved nyt anlæg

- Det koster simpelthen ikke ekstra, at man tænker rabatterne ind som biodiversitetsmotorvej for vores insekter og mus og så videre, det er gratis, siger han og understreger:

- Det er bare den helhedstanke, man skal tænke ind i sin projektering.

Skal inspirere resten af landet

Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening, er glad for, at Vejdirektoratet tænker på biodiversiteten, når der anlægges nye veje.

Hun ser derfor projektet ved Rønnede som et vigtigt første skridt.

Transportminister Thomas Danielsen (V), biolog Christina Steenbeck fra Vejdirektoratets miljøteam og Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Transportminister Thomas Danielsen (V), biolog Christina Steenbeck fra Vejdirektoratets miljøteam og Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Foto: Rasmus Krøll - TV2 ØST

- Det er faktisk første gang, at Vejdirektoratet ikke bare laver afværgeforanstaltninger, altså lapper på skaden, men proaktivt går ud og gør noget godt.

- Så det her må være første skridt til, at vi får meget mere natur langs vejene, siger Maria Reumert Gjerding.

Derfor mener hun også, at projektet langs Sydmotorvejen skal være en inspiration til resten af landet og vise, hvordan man kan få mere natur langs vejene.

Læs også
Planter 50.000 træer
Læs også
Planter 50.000 træer

- Der er nogle truede arter, der skal have en hånd, og det Vejdirektoratet gør her, det kan faktisk gøre en forskel, siger hun.

Men et område med beplantning, som hasselmus kan bo i løser langt fra alt, vurderer Maria Reumert Gjerding.

- Det her kan gøre noget for en meget truet bestand, der lever lige præcist her, siger hun.

Men det, der ifølge hende skal løse biodiversitetskrisen, er mere omfangsrigt.

- Vi skal have store sammenhængende naturområder tilbage, siger Maria Reumert Gjerding.

Kræver tålmodighed

Man kan dog ikke kalde den nye beplantning ved motorvejen i Faxe Kommune for et quick Fix.

Der kommer nemlig til at gå 10 til 20 år, før beplantningen er klar, til den truede dyreart kan flytte ind i området.

- Man er nødt til at være lidt tålmodig i det her, fordi de planter vi står i, som ikke er mere end 50 centimeter høje, siger Christina Steenbeck og tilføjer:

- De skal jo nå at vokse sig store, de skal op i et par meters højde, så det bliver et tæt krat, hvor hasselmusen kan finde føde og sprede sig.


Nyhedsoverblik