Tirsdag, 22. maj 2012 - 20:28

Syriske oprørere har bortført 13 shiamuslimer fra Libanon. Derfor er der udbrudt kampe i Syrien.

Libanesere, som var på vej hjem efter en pilgrimsrejse til Iran, er blevet bortført i den syriske millionby Aleppo. Det fortæller medlemmer af de bortførtes familier og libanesiske myndigheder.

De 13 muslimer var på gennemrejse, da de blev pågrebet. Ifølge familierne er bortførerne fra den oprørske Fri Syriske Hær.

Familierne gik umiddelbart efter bortførelsen på gaden i en forstad til Libanons hovedstad, Beirut, for at protestere mod bortførelserne. Flere hundrede sluttede sig til demonstrationerne.

De protesterende blokerede veje og satte ild til bildæk. Det har straks fået Hizbollah til at kræve ro og orden.

- Jeg beder alle om at udvise tilbageholdenhed, siger lederen af den palæstinensiske Hizbollah-gruppe Hassan Nasralla.

Han fortæller, at der er ved at blive skabt kontakt med de syriske myndigheder og andre lande i regionen for at finde en hurtig løsning på situationen.

- Vi vil arbejde dag og nat, indtil folks familier er tilbage ved os - og forhåbentlig vil situationen, gennem samarbejde, få en lykkelig udgang, siger Hassan Nasralla.

Hizbollah er den reelle magthaver i Libanon og en trofast støtte til Syriens præsident, Bashir al-Assad.

Bevægelsen er med i den libanesiske regeringskoalition, men Hizbollahs reelle magt ligger i det faktum, at den er bedre bevæbnet end både militæret og andre grupper i landet.

Styrker i Syrien har efter bortførelserne indledt et angreb nær det sted, hvor de 13 personer blev kidnappet. Det er angiveligt styrker, der er loyale over for Assad.

Der har gennem lang tid været voldsomme kampe i Syrien i den voldelige opstand mod præsidenten.

Den seneste tid har kampene bredt sig til Libanon.

For en uge siden blev to mænd dræbt og 16 andre såret i den nordlibanesiske by Tripoli efter sekteriske sammenstød. Det formodes, at sammenstødene har sammenhæng med den blodige opstand i Syrien.

/ritzau/AFP

Tirsdag, 22. maj 2012 - 18:38

Internetgigantens køb af mobilselskabet er blevet godkendt. Det koster Google mere end 70 milliarder kroner.

Internetgiganten og den kendte søgetjeneste Google har opkøbt den amerikanske mobilproducent Motorola Mobility for cirka 72 milliarder kroner.

Motorola Mobility er den del af virksomheden, som står for produktionen af blandt andet mobiltelefoner.

Milliardhandlen har trukket i langdrag på grund af konkurrencemyndighedernes frygt for, at Googles overtagelse af Motorola ville gøre det vanskeligt for andre producenter af smartphones at bruge Googles styresystem.

- Jeg er glad for at kunne meddele, at handlen er blevet lukket. Motorola er en stor amerikansk teknologivirksomhed med mere end 80 års innovativ erfaring, lyder det fra Googles topchef og medstifter Larry Page.

- Det er godt at være i mobilbranchen nu, og jeg er sikker på, at holdet bag Motorola vil skabe den næste generation af mobiler, som vil forbedre vores liv i de kommende år, fortsætter han.

Siden 2008 har Motorola stort set kun brugt Googles åbne mobilplatform, Android, i sine smartphones og tablet pc'er.

Google-frontfiguren Larry Page mener derfor, at det er helt naturligt med en sammensmeltning af de to selskaber.

Købet er tidligere enstemmigt blevet vedtaget i begge virksomheders bestyrelser. Prisen, som Google vil betale for Motorola, svarer til 40 dollar per aktie.

/ritzau/

Tirsdag, 22. maj 2012 - 18:18

280 elever og deres lærere måtte låse sig inde i klasselokaler, efter en bevæbnet elev affyrede skud.

Et skuddrama har udspillet sig på en tysk skole, hvor en 14-årig elev har affyret et skud.

Gerningsmanden var ifølge elever på skolen, som ligger i Memmingen i det sydlige Tyskland, bevæbnet med to våben.

Skolens 280 elever og deres lærere fik over et højttaleranlæg besked på, at de skulle låse sig inde i klasselokalerne, inden den 14-årige gerningsmand flygtede. Ingen kom til skade ved episoden.

Politiets specialenhed rykkede hurtigt ud til skolen. Efter at enheden havde gennemsøgt skolen, fik eleverne lov til at komme ud fra klasselokalerne.

- Vi bliver nød til at formode, at hans våben er ladt, siger en talsmand for politiet, som fortsætter eftersøgningen.

Dagens hændelse gav straks minder om et tragisk skoleskyderi i Tyskland for tre år siden.

En 17-årig mand skød og dræbte dengang ni elever og tre kvindelige lærere på sin tidligere skole i Winnenden - nær Stuttgart. De dræbte elever var alle i alderen mellem 14 og 16 år.

Efterfølgende flygtede han og blev senere trængt op i et hjørne af politiet ved en bilforhandler.

Her skød og dræbte den bevæbnede dreng en bilsælger og en kunde. Han sårede yderligere to politifolk under den efterfølgende skudveksling.

Den unge blev ramt i benet af en af politiets kugler, inden han rettede pistolen mod sig selv og trykkede af.

Et andet voldsomt skoleskyderi i Tysklands fandt sted i 2002, da en 19-årig gymnasieelev gik amok i Erfurt og dræbte 12 lærere, to studerende, en skolesekretær og en politimand, inden han begik selvmord.

/ritzau/AFP

Tirsdag, 22. maj 2012 - 17:43

Grækenland bliver i euroen, selvom den græske venstrefløj vinder valget. Det garanterer partileder for Syriza.

Der er gennem længere tid blevet spekuleret og spået om Grækenlands fremtid i det europæiske samarbejde, hvis venstrefløjskoalitionen Syriza får fremgang og mulighed for at danne regering efter det kommende nyvalg.

Men hvis det står til formanden for partiet, Alexis Tsipras, fortsætter Grækenland som medlem af eurozonen, hvis han får magten efter valget.

- At stemme på venstrefløjen er ikke det samme som at stemme på, at vi melder os ud af eurosamarbejdet. Tværtimod. Hvis vi kommer i regeringsposition, vil vi beholde euroen, siger partilederen.

Udmeldingen kommer, efter at det konservative parti Nyt Demokrati har anklaget Syriza for at bringe eurosamarbejdet i fare.

Alexis Tsipras er for tiden på rundrejse i Europa, hvor han forsøger at skabe forståelse for partiets politik.

Der blev udskrevet nyvalg i Grækenland, da det første valg gav et politisk landskab, der gjorde det umuligt at forhandle sig frem til en ny regering.

Ved det seneste valg buldrede Syriza frem, og partiet står ligeledes til at få fremgang ved det kommende valg.

Syriza har tidligere fastslået, at partiet ikke vil godkende de nedskæringer, den græske regering har forpligtet sig til at gennemføre til gengæld for en hjælpepakke fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF).

- Spørgsmålet i det kommende valg er ikke drakmer mod euro, men om Grækenland skal fortsætte med de aftaler, der leder mod en katastrofe - eller rive aftalerne i stykker og gå mod en bedre fremtid, sagde Alexis Tsipras mandag ifølge Bloomberg News.

To andre partier, Nyt Demokrati og Pasok, holder fast i den græske låneaftale med EU og IMF, som medfører, at Grækenland skal gennemføre omfattende nedskæringer.

/ritzau/AFP

Tirsdag, 22. maj 2012 - 17:13

Tuneserne vil udlevere Libyens tidligere premierminister i løbet af få uger, lyder det fra justitsminister.

I løbet af kort tid vil den tidligere libyske premierminister Al Baghdadi al-Mahmoudi blive udleveret fra Tunesien til myndighederne i Libyen. Han var ved magten under den tidligere leder Muammar Gaddafi.

Det siger den tunesiske justitsminister, Noureddine Bouheiri, ifølge Reuters.

- Regeringen har besluttet at overdrage ham, og det eneste, der mangler, er at færdiggøre en række formelle ting, siger ministeren.

I november besluttede en tunesisk appeldomstol, at Muammar Gaddafis tidligere premierminister skulle udleveres til Libyen.

Dengang sagde præsidenten i Tunesien dog, at man først ville udlevere den tidligere premierminister, når situationen i Libyen var blevet stabiliseret - og han krævede en garanti for, at al-Mahmoudi får en retfærdig rettergang.

Den tidligere premierminister blev fængslet i september sidste år, da han krydsede grænsen på ulovlig vis. Dengang blev han idømt ham seks måneders fængsel.

Selvom Tunesien nu er klar til at udlevere al-Mahmoudi, er der stadig en del uro i Libyen.

For blot to uger siden omringede tidligere oprørere, som var med til at vælte den nu dræbte diktator Muammar Gaddafi sidste år, regeringsbygningen og begyndte at skyde på den.

I begyndelsen af april blev mindst 14 mennesker dræbt og omkring 80 såret i hårde kampe i det vestlige Libyen. Og i februar blev snesevis af mennesker dræbt under sammenstød mellem militser i provinsen al-Kufra.

/ritzau/

Tirsdag, 22. maj 2012 - 16:58

Anden rapport om Anders Behring Breivik er godkendt, så retten nu skal forholde sig til to rapporter.

Den Retsmedicinske Kommission i Norge godkender den anden psykiatriske ekspertrapport, som påpeger, at den terrortiltalte Anders Behring Breivik er tilregnelig og egnet til straf for drabene på 77 mennesker.

Dermed står Oslo Byret, hvor terrorsagen fra 22. juli sidste år behandles, nu med to psykiatriske rapporter, der har stik modsatrettede konklusioner.

I den anden rapport indgår en omfattende psykologisk test, der har afsløret, at den 33-årige Breivik systematisk har forsøgt at narre dem, der udførte testen, skriver webudgaven af den norske avis Aftenposten.

Breiviks svar fremstod som totalt upålidelige. I en uge sad Breivik bag murene i Ila Fængsel og besvarede 600 skriftlige spørgsmål. Testen havde til formål at afsløre, om han snød de to senest udpegede psykiatere.

Det fremgår af psykiaterne Agnar Aspaas og Terje Tørissens omfattende rapport. Den Retsmedicinske Kommission har nu godkendt rapporten, hvis konklusion er, at den 33-årige er tilregnelig.

Et af de store spørgsmål under terrorsagen i Oslo Byret har netop været, om Breivik svarer strategisk på spørgsmål for at narre både psykiaterne og retten. Hans erklærede mål er at blive dømt tilregnelig og egnet til fængselsstraf.

Breivik har selv sagt, at han tilpasser sin forklaring i retten, fordi der sidder fire psykiatere og følger hans adfærd og udtalelser.

I november konkluderede to psykiatere, at han var paranoid skizofren. Det har Breivik protesteret imod.

En senere psykiatrisk undersøgelse kommer til den modsatte konklusion, idet de to ikke finder, at diagnosen, som Breivik havde fået, holdt stik. Han blev derfor testet med en af de mest avancerede psykometriske tester.

Her slår han højt ud på løgneskalaen, hvilket er bevis på, at han prøver at skjule sine negative egenskaber. Testen giver svar på, om folk forsøger at give et perfekt billede af sig selv med de svar, som forventes.

På den skala, der måler, om svarene er konsistente, falder Breivik igennem. Der var meget få selvmodsigelser i de 600 svar, og det er typisk for kontrollerede personer, der ønsker at skjule deres svagheder.

/ritzau/

Tirsdag, 22. maj 2012 - 16:48

Nordisk Råds Miljøpris går til miljøaktivisten Olli Manninen for hans arbejde for at bevare Nordens skove.

På FN's dag for biologisk mangfoldighed vælger Nordisk Råd og de nordiske miljøministre at hædre den finske feltbiolog Olli Manninen ved at tildele ham Nordisk Råds Miljøpris.

Manninens aktiviteter foregår både i Finland, Sverige og Norge. Han har arbejdet for stort set alle Nordens miljøorganisationer og blandt andet oprettet webportalen www.nordicforests.org.

Han fik meddelelsen om prisen i en skov i Värmland, hvor han er i færd med at kortlægge og dokumentere fredningsbehovene i de nordiske skove. Det er netop det arbejde, han nu belønnes for, oplyser Nordisk Råd i en meddelelse.

- Nordisk Råds miljøpris går ikke bare til mig, men til alle dem, som brænder for at bevare de nordiske skove. Den frivillige indsats er så vigtig, også for at få politikerne til at gøre en større indsats for vores natur, siger Olli Manninen.

- Prisen vil også være med til at sikre arbejdet fremover, tilføjer prismodtageren, der alene i Finland har været drivkraft bag fredning af 100.000 hektar skov. Han er også kendt for at mobilisere og uddanne andre feltbiologer og miljøaktivister.

Bedømmelseskomitéen hæftede sig især ved Manninens arbejde for at konkretisere miljøpolitiske mål.

- Olli Manninen har gennem sin indsats som kortlægger og netværksbygger været en central person bag fredningen af titusindvis hektar skov i Finland, Sverige og Norge," hedder det blandt andet i motiveringer, der tilføjer:

- Han har udviklet et unikt system for kortlægning af rødlistede arter og været drivkraft bag kampagner, som har øget offentlighedens kendskab til skovenes biologiske mangfoldighed."

Prisen og de 350.000 kroner uddeles 30. oktober i forbindelse med Nordisk Råds session i Helsinki, hvor også de øvrige nordiske priser overrækkes.

/ritzau/

Tirsdag, 22. maj 2012 - 16:38

En afrikansk gårdejer er kendt skyldig for drabet på den højreekstreme leder Eugene Terre Blanche i 2010.

En domstol i Sydafrika har tirsdag fundet den afrikanske gårdejer Chris Mahlangu skyldig i drab. Han var tiltalt for at stå bag drabet på den hvide, højreekstreme leder Eugene Terreblanche i Sydafrika.

I alt var to mænd tiltalt i sagen.

- Efter at jeg har vurderet beviserne i sagen, slår jeg fast, at tiltalte nummer et er skyldig, sagde dommeren John Horn, da han afsagde kendelsen.

Han tilføjede, at der ikke var lagt stærke nok beviser frem mod den anden tiltalte. Den anden tiltalte var under den kriminelle lavalder, da mordet fandt sted.

Terreblanche ledede den halvmilitære og racistiske bevægelse Afrikaner Weerstandsbeweging (AWB).

Han blev dog kørt ud på et politisk sidespor, efter at apartheid blev afskaffet, og det sorte flertal i Sydafrika kom til magten.

AWB, der samles under hagekorslignende flag, forsøgte ellers at sabotere Sydafrikas første demokratiske valg i 1994 ved at gennemføre flere bombeattentater, og flere af medlemmerne blev pågrebet i forbindelse med vold og drab.

Terreblanche blev dræbt på sin farm i Ventersdorp, der ligger omkring 100 kilometer vest for Johannesburg. De to anklagede, der arbejdede på farmen, har forklaret, at de dræbte Terreblanche på grund af en strid om manglende lønudbetaling.

Den karismatiske leder var alene på sin ejendom og sov, da han blev blev slået ihjel med jernrør og jungleknive.

Foran retslokalet havde støtter af de to anklagede og folk fra AWB tirsdag taget opstilling. Enkelte medlemmer af AWB viftede med flag med symboler, som minder om nazisternes hagekors.

Eugene Terreblanche markerede sig i en årrække som en af de mest fanatiske forsvarere af det hvide mindretalsstyre i Sydafrika.

Han opbyggede en halvmilitær bevægelse af bevæbnede medlemmer, som ofte marcherede i brune khaki-uniformer.

/ritzau/Reuters

Tirsdag, 22. maj 2012 - 16:23

Tirsdag er Facebook-aktien åbnet med et fald på mere end otte procent, og dermed fortsætter aktien nedturen.

Der er dårlige nyheder til de mange mennesker verden over, som har valgt at sætte penge i Facebook-aktier. Lige efter åbningen af den amerikanske børs tirsdag er aktien nemlig faldet med 8,2 procent.

Det sker efter, at aktien allerede mandag tabte hele 11 procent. Her lukkede aktien i en kurs på 34,03 dollar - omkring fire dollar mindre, end da aktien blev introduceret på børsen i fredags.

Facebooks børsintroduktion var ventet med stor spænding, og mange analytikere forudså stigninger på op mod 10 procent. Det er gået lige modsat.

Da Facebook gik på børsen fredag, var der tale om den største børsintroduktion nogensinde for en amerikansk teknologivirksomhed.

Danskerne og de nordiske naboer deltog i høj grad i aktiefesten fredag.

I de fire nordiske lande blev der omsat 225.000 aktier i løbet af fredagen.

Hele 40 procent af den nordiske omsætning lå i Danmark, oplyste Nordnet, som er Nordens største online-børsmægler.

Selvom aktierne falder kraftigt, er mange personer dog blevet meget rige på introduktionen.

Topscoreren er ikke overraskende Facebooks grundlægger, den kun 28-årige Mark Zuckerberg, der nu har aktier for knap 20 milliarder kroner.

/ritzau/

Tirsdag, 22. maj 2012 - 16:23

Danskerne er det folkefærd, der er mest tilfredse med livet, viser en undersøgelse, som OECD står bag.

Danmark er det land, hvor indbyggerne er mest tilfredse med livet. Det viser en OECD-undersøgelse blandt medlemslandene, hvor borgernes trivsel og sociale liv bliver målt og vejet.

Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) vil med undersøgelsen "Your Better Life Index" sætte fokus på, om vores liv egentlig forbedres i takt med vores stigende rigdom.

Indekset indeholder 11 kriterier, som beskriver, hvordan OECD-medlemslandene klarer sig, når det handler om for eksempel sundhed, borgernes oplevelse af balance mellem job og privatliv, oplevelse af sikkerhed, påvirkning fra forurening og generel tilfredshed med livet.

Og det er på sidstnævnte, hvor danskerne kårer sig selv som de mest tilfredse med en score på 7.8.

Undersøgelsen viser også, at danskerne bruger en forholdsvis stor del af deres indkomst på at betale deres bolig i forhold til de andre medlemslande. Med 26 procent af indkomsten til boligudgifter overgås danskerne kun af newzealænderne med 29 procent.

Danskerne ligger med en gennemsnitlige levealder på 79,3 år noget fra japanerne, der gennemsnitligt kan regne med at blive 83 år.

OECD lancerede undersøgelsen sidste år i forbindelse med organisationens 50-års fødselsdag og er et forsøg på at sætte fokus på alt fra BNP til mere bløde værdier.

OECD håber, at initiativet vil skabe større interesse for menneskelige værdier og de faktorer, der er vigtige for menneskers velbefindende.

På hjemmesiden "Your Better Life Index" slår OECD fast, at "mennesket er et socialt væsen"

Ifølge OECD er "Your Better Life Index" det første konkrete resultat af den såkaldte Stiglitz rapport fra 2009, som anbefalede at udvikle en mere fyldest gørende måde at måle et lands succes på, end blot ud fra størrelsen af bruttonationalproduktet.

/ritzau/

TV PÅ NETTET
Vi lægger vores udsendelser på nettet, så du kan se dem, når det passer dig.

Klik på en dato i kalenderen for at se vores programmer, eller læs mere om nettv på TV2 ØST på dette link.