Når man som kræftpatient i Danmark har afsluttet sin behandling, skal man ofte til faste kontrolbesøg hos en læge.
Men hvad sker der, hvis man i stedet har fokus på livet efter kræft i samtaler med en sygeplejerske og løbende skriver ind i et spørgeskema, hvis man oplever symptomer på, at sygdommen er vendt tilbage?
Det har forskere og klinikere fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, Sjællands Universitetshospital og Rigshospitalet undersøgt i et nyt studie.
En af dem, der deltog, er Rikke Strange.
Hun var i 2016 i behandling for brystkræft. Og hun oplevede det som en lettelse, da hun blev tilbudt et opfølgningsforløb, der slet ikke involverede kontrolbesøg.
I stedet sad Rikke Strange derhjemme og udfyldte et spørgeskema.
Derudover havde hun tre samtaler med en kræftsygeplejerske i starten af forløbet.
Her fortalte sygeplejersken hende blandt andet, hvilke symptomer Rikke Strange skulle være opmærksom på i forhold til tilbagefald.
- Jeg skulle ikke møde op hvert halve år og sidde sammen med alle dem, der var syge. Jeg blev kun kontaktet, hvis jeg selv gav udtryk for, at der var noget galt. Det betød, at jeg ikke blev mindet om, at jeg havde været syg, fortæller Rikke Strange.
Hun var ikke den eneste, der havde en positiv oplevelse med at droppe lægekontrollerne.
Signifikant bedre livskvalitet
Lena Saltbæk, overlæge og leder af Klinik for Senfølger efter Kræft ved Sjællands Universitetshospital, stod for udførelsen af projektet.
I projektet medvirkede 503 brystkræftpatienter. De blev ved lodtrækning delt i 2 grupper.
Den ene gruppe, kontrolgruppen, skulle til halvårlige lægebesøg i 3 år efter endt behandling.
Her mærkede lægerne patienterne på brysterne for at vurdere, om der var tegn på tilbagefald.
Er det overhovedet tryghedsskabende at møde op hyppigt og få at vide, at man ikke har kræft?
Anderledes var det i interventionsgruppen, som Rikke Strange var en del af.
Patienterne i denne gruppe fik tre til fem samtaler med en sygeplejerske i løbet af det første halve år efter endt behandling.
Samtalerne handlede om, hvor patienten mentalt befandt sig efter kræftforløbet, hvordan vedkommende kom godt videre i sit liv, samt hvilke symptomer hun skulle være opmærksom på i forhold til tilbagefald.
Symptomerne indrapporterede patienterne med jævne mellemrum i et elektronisk spørgeskema.
Og de blev kun kontaktet, hvis der stod noget i spørgeskemaet, der skulle reageres på.
Efter et halvt år havde patienterne slet ingen samtaler, medmindre de fik symptomer på tilbagefald. De fortsatte med at indrapportere symptomer i spørgeskemaet i tre år.
Og både 6, 12, 24 og 36 måneder efter lodtrækningen havde disse patienter en signifikant bedre brystkræftspecifikt livskvalitet end de patienter, som fortsat gik til lægekontroller.
Den brystkræftspecifikke livskvalitet måles som en samlet score, hvor man kigger på fysiske og psykiske symptomer, som kan opstå hos patienter, der har haft brystkræft.
- Tilsvarende scorede gruppen signifikant bedre både på mindre frygt for tilbagefald, mindre angst og mindre depression, fortæller Lena Saltbæk.
Behov for en anden strategi
Lena Saltbæk påpeger, at de ikke kan fastslå præcis, hvad der har gjort forskellen.
Om det er samtalerne med sygeplejerskerne eller spørgeskemaerne.
Hun understreger desuden, at studiet ikke siger noget om, hvorvidt man finder tilbagefaldene hurtigere eller langsommere, end man ellers ville.
- Men vi kan sige, at livskvaliteten kan forbedres, og frygten for tilbagefald kan mindskes, hvis patienterne tilbydes det her forløb.
Det overrasker ikke Jakob Kjellberg, som er professor i sundhedsøkonomi på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).
- Det er ikke en stor overraskelse, at næsten ligegyldigt hvad man gør anderledes, er det bedre end det, vi har gjort før, siger han.
Han er enig i, at der er behov for en anden strategi på opfølgning efter kræftforløb end den strategi, vi bruger i dag.
- Den her tryghedsskabende effekt omkring hyppige kontroller har været diskuteret i en årrække. Er det overhovedet tryghedsskabende at møde op hyppigt og få at vide, at man ikke har kræft? lyder det fra Jakob Kjellberg.
Det er forskelligt, hvordan opfølgning efter et kræftforløb foregår, alt efter hvilken kræftform man har haft, og hvilken afdeling man er tilknyttet.
Derfor findes der ifølge Lena Saltbæk "nærmest lige så mange forskellige opfølgningsforløb, som der er onkologiske afdelinger i Danmark".
Jakob Kjellberg mener, at vi kan bruge studiet til at kigge på meningsfuldheden i den aktivitet, vi laver efter kræftforløb.
- Det stiller et stort spørgsmålstegn ved, om det, vi gør i Danmark, er meningsfuldt. Jeg synes, at det er ret presserende, at vi får kigget på alle de her kontroller efter kræft, siger han.
Er det realistisk at udbrede?
Trine Kjær, som er professor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Dansk Center for Sundhedsøkonomi, har læst studiet igennem.
Og hun "tror bestemt, at der er noget at hente i det".
- Umiddelbart er resultaterne af projektet meget positive, for patienterne får det mærkbart bedre, siger hun.
Men de økonomiske omkostninger ved at lave denne slags opfølgning er ikke afdækket i studiet.
Det handler om at tage medansvar for sit eget velbefindende
Derfor vil det kræve en opfølgende analyse, hvor man undersøger, hvad det vil koste at implementere modellen i forhold til standard praksis i dag.
- Herunder omkostninger til at uddanne sygeplejerskerne, og om de kan modsvare nogle af de udgifter til lægebesøg, man forventer bliver mindre, forklarer Trine Kjær.
En kæmpe befrielse
Lena Saltbæk synes, at det er svært at svare på, om det er realistisk at tilbyde et lignende forløb til andre brystkræftpatienter, når Danmark mangler sygeplejersker.
Da de planlagde studiet, var standarden, at alle brystkræftpatienter kom til lægekontrol halvårligt.
- Men i mellemtiden har mange afdelinger skåret ned på antallet af regelmæssige lægebesøg, og derfor er det ikke sikkert, at det er nogen økonomisk gevinst længere i forhold til, hvad det ellers ville have været, siger Lena Saltbæk.
Trine Kjær foreslår, at man til en start kunne undersøge, hvorvidt man kunne udbrede modellen inden for brystkræftområdet.
- Umiddelbart ser det ud, som om der godt kunne være ræsonnement i det – også fra en ressourcemæssig vinkel – men det kræver en decideret sundhedsøkonomisk analyse som opfølgning, siger hun.
Tilbage hos Rikke Strange husker hun forløbet som "en kæmpe befrielse".
- Og det handler jo ikke om, om jeg kunne køre de tre kvarter, det tager til hospitalet. Det handler om at tage medansvar for sit eget velbefindende, siger hun.
Rikke Strange har i dag ingen senfølger fra sit kræftforløb.
Frygten for, at hun får tilbagefald, forsvinder aldrig helt. Men den bliver mindre og mindre med tiden.