Akutte patienter måtte køres med hylende ambulancer på tværs af Sjælland, fordi CT-scannere var brudt ned.

Besparelser på CT-scannerne på Slagelse Sygehus kombineret med sort uheld sendte i denne uge akutte traumepatienter på en lang køretur på tværs af Sjælland.

Regionens store akutsygehus i Slagelse måtte nemlig afvise samtlige traumepatienter mellem mandag og tirsdag i denne uge. De skulle i stedet fragtes til Køge. Det meddeler DR Sjælland.

Man kan ikke behandle traumepatienter uden scannerne – og derfor måtte akutsygehuset for Syd- og Vestsjælland melde hus forbi på patienterne.

Slagelse har to scannere, hvor den ene efter de normale retningslinier skulle være udskiftet for fire år siden.  Sygehuset har dog fået nej til at få en ny scanner tre år i træk.

Og det er en beklagelig fejl. Det siger formanden for formand for sundhedsudvalget i Region Sjælland, Flemming Stenild (SF).

- Når et sygehus har to scannere, så er det selvfølgelig, fordi der skal være en i reserve. Det er meget beklageligt, hvis Slagelse som akut sygehus har været afskåret fra at kunne modtage akutte patienter i et døgn, indtil den nyeste scanner kom i gang igen, siger han til radiostationen.

Regionens politikere og sygeplejersker stadig ikke på samarbejdskurs.

Der blev ikke sluttet fred, da regionsrådsformand Steen Bach Nielsen i dag holdt fredsmøde med Helle Dirksen fra Dansk Sygeplejeråds Sjællandskreds.

Fredsmødet var kommet i stand, efter sygeplejerskerne gik på krigsstien, da de ikke mente, at regionen gav dem lov til offentligt at kritisere forringelser af sygehusene og til at kommentere på de høje dødelighedstal på regions sygehuse.

Uenighederne på dagens møde var dog for store, og fredspiben blev altså ikke fundet frem.

Og det ærgrer en af mødedeltagerne, regionsrådsformand Steen Bach Nielsen.

- Jeg havde bestemt helst set, at sygeplejerskerne havde brugt de gode faglige systemer på sygehusene til at fremfører deres påstande og få dem afklaret den vej igennem. Men hvis Dansk Sygeplejeråd insisterer på at skændes i medierne i stedet for at gå i dialog – ja så bliver jeg nødt til at afkræve dem beviser for deres påstande, siger Steen Bach Nielsen i en pressemeddelse.

Formanden for regionens sundhedsudvalg opfordrer nu kommunalpolitikere, regionsrådspolitikere og regionale medlemmer af Folketinget til at stå sammen mod regeringens ekspertudvalg.

Regeringens ekspertudvalg har anbefalet at Region Sjælland får en milliard mindre end forventet, når der skal deles penge ud til sygehusforbedringer. Men udvalgsformanden vil forsøge at påvirke regeringen til ikke at lytte til ekspert-udvalget.

- Jeg synes, at vi har så gode argumenter, at jeg tror på, at regeringen vil lytte til os, siger Flemmings Stenild til TV2 Øst.

Han har dog ikke fået noget respons fra de politikere, han beder om at samarbejde.

- De holder kortene tæt til kroppen. Det ville jeg måske også nok gøre i den situation, for de har jo først lige fået ekspertudvalgets indstilling, siger han.

Hvis det står til ekspert-udvalget, får Region Sjælland 5,4 milliarder kroner. Dermed bliver der kun penge til at bygge det nye supersygehus i Køge, og der bliver ikke råd til at modernisere sygehusene i Nykøbing Falster, Holbæk og Slagelse.

Sygehus Syd er nu klar med en status for regionens enkelte sygehuse og for de planlagte flytninger, som følger af den nye sygehusplan

Her følger en status for de enkelte sygehuse og de planlagte flytninger.

SLAGELSE SYGEHUS:
På Slagelse Sygehus gennemføres en omfattende rokade i løbet af 2010. Dette indebærer flytning af afdelinger, sengepladser og personale.

Akutafdelingen
Akutafdelingen udvides med en fælles akutmodtagelse af medicinske, kirurgiske og ortopædkirurgiske patienter. Der tilføres sengepladser og personale fra medicinsk, kirurgisk og ortopædkirurgisk afdeling. Afdelingen samles i den nuværende Skadestue/Modtagelse samt Fødeafdelingen. Det er en midlertidig placering. Det skal opføres en helt ny fløj til Akutafdelingen for 300 millioner kroner. Regeringens ekspertudvalg forventes at frigive penge fra Kvalitetsfonden på sit næste møde.

Fødsler og gynækologi
Gynækologisk-Obstetrisk afdeling
Denne afdeling flytter 1. oktober 2010 til henholdsvis Næstved og Holbæk, hvor der er børneafdelinger. Inden for seks til ti år flytter specialet samlet tilbage fra Næstved til et nyt mor/barn-hus i Slagelse. Ud af de cirka 950 årlige fødsler i Slagelse flytter ca. 65 procent til Næstved og ca. 35 procent til Holbæk.

Øre-, Næse- og Halskirurgi
Afdelingerne i Slagelse og Næstved fusionerer mandag 3. maj på Slagelse Sygehus.
ØNH-personalet fra Næstved og Slagelse samles til temadage 27.-28. april og ser generelt frem til den fælles udvikling af specialet efter fusionen.

Ortopædkirurgi
Ortopædkirurgisk afdeling får flere akutte patienter fra Næstved Sygehus. Der overføres ressourcer til orto-geriatri til geriatrien. Ambulatorium mv. er flyttet til ny pavillon.

Kirurgi
Kirurgisk afdeling samles på afdelingerne A1 og A2. I henhold tilsygehusplanen vilder ske en gradvis øgning af akutte patienter fra Næstved Sygehus.

Intern medicin
Medicinsk afdeling overtager A3-bygningen, som er af betydelig bedre standard end afdelingerne i B-bygningen.

Geriatri
Geriatrien fra Korsør flytter pr. 1. januar 2011 til primært B6 (pt. Akutafdelingen) og får fordelene af at være tæt på de øvrige specialer frem for at man ofte skulle transportere patienterne mellem de to sygehuse. Geriatrien øger tilbuddet til de orto-geriatriske patienter, for eksempel ældre kvinder, som skal genoptrænes efter et hoftebrud. Fysio- og ergoterapien flytter med fra Korsør og får træningslokaler i tilknytning tilsengeafdelingen.

Tand-, Mund- og Kæbekirurgi
Afdelingen er flyttet til Næstved efter overtandlægen gik på pension.

NÆSTVED SYGEHUS:
Planlagt ortopædkirurgi, urologi og flere fødsler

På Næstved Sygehus går etableringen af et center for planlagt ortopædkirurgi i gang, helt i overensstemmelse med sygehusplanen. Perspektivet er en mulighed for at hjemtage operationer for Region Sjælland.

Ortopædkirurgi
Opbygning af et center for planlagt ortopædkirurgi. Den ortopædkirurgiske afdeling fra Ringsted Sygehus flytter ind pr. 1. januar 2011. Den akutte ortopædkirurgi flytter fra Næstved til Slagelse, Nykøbing F. og Køge pr. 1. januar 2011.

Kirurgi og urologi
Det etableres en selvstændig Urologisk afdeling på Næstved Sygehus for at styrke behandlingen af urinsvejssygdomme hos mænd, herunder prostatakræft. Ifølge Sygehusplan 2010 skal den akutte kirurgi flytte til Slagelse snarest, men der er ikke sat dato på endnu. En proces skal kortlægge, hvordan det skal ske.

Fødsler og gynækologi
Gynækologisk-Obstetrisk afdeling i Slagelse og Næstved fusionerer 1. oktober 2010 på Næstved Sygehus.

- Vi skal samle de to afdelinger og sikre sammenhæng med Børneafdelingen for at leve tilkravene i Sundhedsstyrelsens specialeplan. Da der ingen børneafdeling er i Slagelse, kan det kun ske i Næstved. Vi får samtidig styrket det faglige miljø og samlet speciallægerne, siger sygehusdirektør Svend Skov Jensen.

Vedtagelsen af den nye sygehusplan indebærer, at den samlede afdeling om seks-ti år flytter ind i et nyt mor/barn-hus i Slagelse.

Udvidelsen på Næstved Sygehus kræver, at der foran kantinen opføres en 1-planbygning til bl.a. barselsafsnit og et nyt svangreafsnit til akutte og indlagte gravide. Fødslerne skal foregå i den nuværende fødeafdeling, hvor der indrettes to ekstra fødestuer. Svangreambulatoriet udvides og flyttes.
Etablering af byggepladsen går i gang 12. april.

P-pladser i Næstved
De midlertidige parkeringspladser på græsplænen foran kantinen på Næstved Sygehus lukkes, når der skal afspærres til byggeplads 12. april. Der arbejdes intenst på at finde en løsning til at etablere alternative p-pladser, men problemer må  forventes. Sygehusledelsen opfordrer til at medarbejderne cykler eller samkører, hvis der er muligt.

Pædiatri
Børneafdelingen får rådighed over et helt børnehus i tre etager, når ØNH-kirurgi forlader de to af etagerne. På sengeafdeling 17 ændres tre-sengsstuer til to-sengsstuer med mere plads til forældrene.

De nye etager indrettes til dagafdeling med dagsenge og ambulatorium med forskellige klinikker. Neonatalafdelingen får rådighed over hele afdeling 10 med to nye neonatalpladser og nye familiefaciliteter.

Øre-, Næse- og Halskirurgi
Afdelingen i Næstved lukker mandag morgen 19. april for nye akutte og planlagte patienter og flytter mandag 3. maj ind i Slagelse. Cirka 75 procent af Næstved-medarbejderne følger med specialet til Slagelse. Alle andre har fået andet arbejde. To medarbejdere fik ikke opfyldt ønsket om at få et andet job i Næstved og tager med til Slagelse.

Stråleterapi
Strålebehandlingen udbygges og bliver i Næstved de næste 10-12 år.

NAKSKOV SYGEHUS:
De medicinske afdelinger skal flytte til Nykøbing. Nakskov Sygehus skal ifølge Sygehusplan 2010 omdannes til et sundhedscenter i samarbejde med Lollands Kommune.

Det er allerede planlagt, at den såkaldte Alto-bygning frigøres pr. 1. maj til etablering af et kommunalt sundhedscenter. Det indebærer flytning af Afdeling AMA, der blandt andet modtager hjertepatienter, til de to andre medicinske afdelinger. Set i lyset af at Nakskov Sygehus skal omdannes til sundhedscenter er det besluttet, at hjertepatienter med behov for telemetri-overvågning skal til Nykøbing F. Sygehus.

En detaljeret plan for afvikling af Nakskov Sygehus er ikke på plads. De medicinske sengeafdelinger skal flytte til Nykøbing F. Sygehus så snart det er muligt. En del af de kliniske faciliteter – røntgen, blodprøver m.v. – forbliver i Nakskov som del af sundhedscentret.

NYKØBING F. SYGEHUS:
Akutafdelingen står færdig i maj 2011
Nykøbing F. Sygehus er udpeget til ét af fremtidens fire akutsygehuse i Region Sjælland. Den nye akutafdeling skal stå færdig 1. maj 2011, inklusiv en ny tilbygning.

Sygehuset berøres kun i begrænset omfang af strukturændringerne, men får nye opgaver ind som mere akut ortopædkirurgi og - i takt med flytninger fra Nakskov Sygehus - flere medicinske patienter.

RINGSTED SYGEHUS:
Mammakirurgien bliver i Ringsted. Ortopædkirurgisk afdeling på Ringsted Sygehus flytter til Næstved pr. 1. januar 2011.

Mammakirurgisk afdeling bliver liggende i Ringsted sammen med de tilhørende funktioner. Det samme gør Radiologisk afdeling.

KORSØR SYGEHUS;
Korsør Sygehus lukker 1. januar 2011, hvor geriatrien flytter tilSlagelse.

Kilde:
NYHEDSBREV SYGEHUS SYD

Næstved fik ikke supersygehuset - men hvad skal det eksisterende sygehus indeholde fremover?

På kort sigt bliver der ikke de store forandringer at mærke på Næstved Sygehus.

Sjællandske har talt med sygehusdirektør i Næstved Svend Skov Jensen, og han siger, at fødeafdelingen bliver et godt stykke tid på Næstved sygehus, inden den en gang med tiden flyttes til Slagelse Sygehus. Som situationen er nu, er der slet ikke fysisk plads i Slagelse.

Ortopædkirugien skal også flytte til Slagelse, men der vil fortsat være planlagte operationer i Næstved.

De senere år er Næstved Sygehus blevet tilgodeset med bygninger til stråleterapi til kræftpatienter. Det bliver afviklet over de næste 8-10 år.

 

 

 

 

 

Når 2010 bliver til 2011, så er der en ting, der er helt sikkert. Faxe har ikke længere et sygehus.

Hvad skal man bruge en række store røde bygninger, der snart står tomme, til. Borgerne i Faxe kan drømme på livet løs.

- Et godt sommerhotel. Det kunne vi da godt bruge, siger Faxe-borger Jan Marckmann.

Borgmesteren i Faxe opfordrer borgerne til kreative forslag.

- Ja, vi vil gerne have gode idéer, siger Knud Erik Hansen, der er borgmester i Faxe.

De røde bygninger er Fakse Sygehus - det første offer i sygehus-krigen. Regionen lukker sygehuset i år.

- Det er jeg ked af, siger Anne-Mette Thorsen. Hun er sygeplejerske og souschef på sygehuset.

Personalet skal flytte ind på det store sygehus i Køge.

- Det bliver da en stor omvæltning. Vi er næsten som en stor familie, hvor alle kender alle, siger Anne-Mette Thorsen.

Niels Krogsgaard, der er afsnitsansvarlig læge, er enig.

- Det er meget familiært her på sygehuset, siger Niels Krogsgaard.

Igennem mange år har foreningen Bevar Fakse Sygehus kæmpet for netop at beholde sygehuset i byen.

- Jeg ved ikke, at om man kan sige, at det er ligesom at miste en arm, men det får en stor betydning. Sygehuset har været en stor del af byens selvforståelse, siger foreningens formand Arne Skovbæk.

Det er ikke kun sygehuset, der nu lukker. Det gør også foreningen Bevar Fakse Sygehus.

- I det øjeblik sygehuset lukker, så bliver det svært at holde kunstigt live i foreningen, forklarer Arne Skovbæk.

Borgmesteren i byen håber selv på, at der kan blive plads til et såkaldt sundhedscenter, når hospitalet flytter.

- Man kunne for eksempel have en speciallægepraksis, nogle kommunale genoptræningstilbud og en aktiv forebyggende sundhedsafdeling, siger Knud Erik Hansen.

På gaden håber en borger stadig på, at man får et sommerhotel i de røde hospitalsbygninger.

- Når vi nu ikke kan have noget sygehus, så må vi have nogle turister og nogle penge til kommuenen, siger Jan Marckmann.

TV PÅ NETTET
Vi lægger vores udsendelser på nettet, så du kan se dem, når det passer dig.

Klik på en dato i kalenderen for at se vores programmer, eller læs mere om nettv på TV2 ØST på dette link.