Op af gruset sprang en lille tudse.
Den var dog ikke alene.
Det er altid lidt vemodigt. Naturen er jo barsk
I grusgraven i Munke Bjergby ved Sorø havde tudsen lagt æg, som nu var blevet til små haletudser, der hvirvlede rundt i vandet.
Det var den truede strandtudse, som blev fundet den dag i 2020.
Med fundet gik et projekt i gang for at gøre grusgraven til det perfekte levested.
Et par hundrede haletudser blev sat i en genbank i Zoologisk Have i København.
- Vi satte tudser i banken, hvis det skulle gå galt med vores projekt i Munke Bjergby, siger Peter Henriksen, der er biolog hos Limno Consult og biologisk faglig rådgiver for NCC i en pressemeddelelse.
Tudser i eksil
Siden er de truede små tudser blevet passet og plejet af Lene Vestergren Rasmussen, der er dyrepasser og projektkoordinator i Zoologisk Have i København.
- Den natur den oprindeligt skulle leve i, den findes nærmest ikke.
- Strandenge hvor køerne går og græsser, og marehalm bliver spist og trampet ned af køerne og små vandhuller opstår - mig bekendt findes det ikke desværre, fortæller hun.
Mens haletudserne blev passet i København, gjorde firmaet bag grusgraven, NCC, klar til at flere hundrede tudser kunne bo ved vandhullet.
- Hvis ikke vi gør noget for at hjælpe den, så uddør den, og det ville jo være trist, siger Lene Vestergren Rasmussen og tilføjer:
- Vi vil ikke bare sidde på hænderne og lade det hele gå til, og det vil man jo heldigvis heller ikke hernede.
Haletudserne tre år efter
Haletudserne er nu blevet til tudser, og tirsdag var det så tid til, at de skulle tilbage i grusgraven.
- Det er altid lidt vemodigt. Naturen er jo barsk, siger Lene Vestergren Rasmussen.
I tre år har tudserne været hendes, men tirsdag gav hun slip.
- De ville jo have det bedre inde på Valby Bakke, hvor vi kan passe på dem, men det er jo det her, der er meningen med det hele. Det er selvfølgelig det, de skal, siger hun.
For Strandtudsen er en grusgrav nemlig et godt levested. Den er afhængig af løse, sandede og grusede materialer, som den kan søge føde på og overvintre i.
- Strandtudserne kan godt lide at grave sig ned i sandet. De møver sig lige ned med rumpen og bagbenene, og så laver de sådan en lille hule, de ligger i dernede, fortæller Lene Vestergren Rasmussen.
Den sidste tudse
Kort efter de første tudser var sat i vandet, kunne hun allerede se lovende tegn.
- Vi satte 100 ud for en halv time siden, og nu kan vi faktisk ikke se dem, så de ved hvad de skal. De skal gemme sig, og det har de gjort, fortæller Lene Vestergren Rasmussen.
Mens hun sætter den sidste tudse i vandet sidder Nanna Swane Lund, der er chefgeolog hos NCC ved hendes side.
- I har passet godt på dem, må man sige, lyder det fra Nanna Swane Lund.
- Ja, vi har gjort vores bedste, slutter Lene Vestergren Rasmussen.
Hun giver slip på strandtudsen.
- Blop, siger det, og strandtudsen sparker sig med bagbenene gennem vandet.
Et øjeblik efter er den ude af syne.