Og her tegner man et helt andet billede af sommeren 1831, end lægerne skrev ned.
- Vores data viser, at juni var usædvanlig våd, mens resten af sommeren og det meste af efteråret derimod var meget varme og tørre, forklarer klimatolog Frans Rubek fra DMI, som har undersøgt årets vejr for TV2 ØST.
Mens der i juni faldt hele 130 millimeter regn i løbet af måneden, så var tallene for juli, august og september til gengæld usædvanligt tørre. Her faldt der henholdsvis 18,0, 51,6 og 27,2 millimeter regn.
- Det har været meget tørre måneder, og temperaturen ligger samtidig meget højt. Når vi ser i beretningerne står der, at der var godt høstvejr. Men i disse måneder har vi også beskrivelser af voldsomme uvejr, fortæller han.
En af fortællingerne kommer fra en bonde, der på sin gård ved Svallerup ved Kalundborg, der den 16. juni 1831 havde oplevet den voldsomste omgang tordenvejr i hele sit liv, med kraftig regn og blæst. På Sydfyn beskrives især første del af september som havende meget vildt vejrlig - men med alt andet end tåge.
Først om efteråret klingede smitten af - men sygdommen blev ved med at komme igen år efter år. Årene kaldes i dag for koldfeberårene, og der er mange af dem i løbet af 1800-tallet. Først da man drænede markerne, slap man for alvor af med sygdommen.
Den værste syge
Hvordan vejret så ellers kunne spille ind, så begyndte folk at blive ramt af den meget voldsomme febersygdom, da høsten stod for døren.
- Da man begyndte at høste, gik det galt. Folk blev syge og dårlige. De nærmest faldt om med pludselige feberanfald. De måtte bæres hjem og led af kulderystelser og timelange hedeanfald. Der var mange symptomer, der pegede i mange forskellige retninger. De kastede op, fik diare og tykke belægninger på tungen, fortæller Cecilie Bønnelycke.
Efter en dag eller to, oplevede de pludselig at blive friske igen - men feberen kom tilbage, og det tog mindst en uges tid, før man kom ovenpå - hvis man ellers klarede den, fortæller hun.
Sygdommen tærede voldsomt på patienterne. Patienterne blev svage, og rigtig mange oplevede bagefter senfølger.
- Bagefter fik mange nyrebetændelse, gulsot og tilbagevendende feber. For mange var det noget, der fulgte dem resten af livet, fortæller Cecilie Bønnelycke.
Stammede den fra dyr?
Hans Jørgen Kolmos mener, at sygdommen kan være en en zoonose - en sygdom, der kan smitte gensidigt mellem mennesker og dyr - lidt ligesom mennesker og mink smittede hinanden med coronavirus.
- Sygdomme kommer og går. Det ser vi også nu med pandemien. Den døjer vi med nu - men om to år er det nok en helt anden sag. Når vi ser på situationen i omkring 1831, så ligner det mest en introduktion af en ny sygdom, som tilpasser sig, siger han.
Hans Jørgen Kolmos mener, at sygdommen godt kunne have spredt sig fra dyr.
- Der findes mange sære virussygdomme og bakterier. Vi skal se situationen dengang som om, at naturen var lidt forstyrret efter en stormflod i 1828. Der var nok mere fugtigt på markerne end normalt. Dyr var måske nødt til at søge tættere sammen. Mus og rotter søgte måske mod huse og gårde, hvor der var tørt. Måske har virus eller bakterier slået sig på en ny vært, fordi vi gik tættere sammen, siger han.
Han peger på den type sygdomme, der kaldes spirokæter - som Weils Sygdom, der også fremkalder gulsot og leverproblemer. Det er en bakteriesygdom, der den dag i dag spredes med urin fra gnavere, og stadig rammer danskere hvert år.
- Det kan have været en epidemi, blandt gnavere, som folk på landet har været i kontakt med. Der er en række bakterier, der kan vandre mellem mennesker og dyr, der som Weils Sygdom er i familie med bakterier som syfilis og borrelia, men som opfører sig anderledes. Vi ser udbrud engang imellem i Danmark - det kunne også være tilfældet dengang, siger han.
Han hælder selv til, at det var en sygdom, som vi ikke kender i dag.
Slående, at den kun ramte på landet
Læge og historiker fra Steno Museet under Aarhus Universitet, Morten Arnika Skydsgaard, har fremhævet, at sygdommen nærmest lignede coronavirus, på den måde, som den spredte sig i befolkningen. I den sammenhæng er det dog tankevækkende, at sygdommen stort set kun rammer de fattige bønder på landet. Hovedstaden, provinsbyerne og godsernes store landbrug gik stort set fri.