Serie
Mad med Mads og David

Mad med Mads og David - Lam med stuvet kål og bedesalat

Mads har været på besøg på en besøgsmark og fået Lammefjordens guld med hjem i pose og sæk. David har fundet nogle lammemørbrad på tilbudshylden og så kommer der ellers kål på panden, beder i salaten og past i nakken.

OPSKRIFT:
Kål, beder og pastinak

1 bolchebede
1 gul bede
1 spsk eddike
1 spsk olie
Frisk rosmarin

1 lammemørbrad
Olie til stegning

1 pastinak
1 persillerod
¼ palmekål
¼ savojkål
2 bananskalotteløg
2 dl. fløde
Salt og peber
Olie til stegning


Skræl bederne og snit den i tynde skiver. Skær dem derefter i små strimler.
Vend dem i olie og eddike og riv frisk rosmarin groft henover.

Fjern de grove stilke i palmekålsbladene. Snit dem fint.
Snit savojkålen. Skræl løgene og snit dem fint.
Kom olie i en sauterpande og steg savojkål og løg af. Hæld fløde over og smag til med salt og peber. Lad det simre.

Skræl rodfrugterne og skær dem i mindre stykker.

Steg kødet af i olie på en god varm pande. Pas på det ikke får for meget. Tag kødet af panden og lad det hvile.
Imens steges rodfrugterne og palmekålen af på samme pande. Smag til med salt og peber.
Hiv rosmarin groft henover.

Anret palmekål og rodfrugter i bunden af tallerkenen.
Kom det flødestuvede savojkål ovenpå og læg skiver af lam på toppen.
Pynt med de strimlede beder og frisk rosmarin.
15/9/2023

Kokken David Jensin laver nem, inspirerende mad mens køkkenskriveren Mads Gudiksen står i vejen. Udgangspunktet er råvarer Mads har hentet i lokalområdet og resultatet er ”mumsfilibaba”, som fotografen Mika plejer at sige.