Lever i lejligheder befængt med skimmelsvamp: - Vi bliver syge

Flere beboere er flyttet fra Jernbanevej i Tølløse på grund af fugt og skimmelsvamp, fordi de bliver syge. Udlejeren gør ikke noget ved problemet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skimmelsvamp på badeværelset, store sorte plamager på bagsiden af køkkenskabene og fugt i vindueskarmenes hjørner.

Sådan ser flere lejligheder ud på Jernbanevej 10 i Tølløse.

quote Vi blev syge konstant, og det er ikke til at holde ud at bo i

Nick Christensen, beboer på Jernbanevej i Tølløse

- Udlejer er bedøvende ligeglad med hvor "giftig" hans lejemål er, og hvor mange af dine ting, der går i stykker, mens du bor der.

Sådan skriver Nick Christensen, der bor på Jernbanevej i Tølløse, på Facebook.

Nu har han fået nok og kontaktet Lejernes Landsorganisation, LLO, og Holbæk Kommune, der er tilsynsmyndighed i sagen.

Har flere gange henvendt sig til udlejer

Nick Christensen bor i lejligheden på Jernbanevej sammen med sin kæreste, som flyttede ind for halvandet år siden.

- Der var problemer for et års tid siden, men ikke lige så slemt, som den er nu. Her i vinterperioden eskalerede det helt sindssygt, så alt mugnede, og udlejeren var bare ligeglad, siger Nick Christensen til TV2 ØST.

Artiklen fortsætter under billederne.

Sådan ser det ud i Nick Christensens bolig i Tølløse.
Sådan ser det ud i Nick Christensens bolig i Tølløse. Foto: Privatfoto
Nick Christensen har forsøgt at råbe udlejeren op uden held, fortæller han.
Nick Christensen har forsøgt at råbe udlejeren op uden held, fortæller han. Foto: Privatfoto

Han fortæller, at han og hans kæreste flere gange har prøvet at gøre udlejer opmærksom på problemet. Første gang for et år siden, hvor udlejer angiveligt lovede at gøre noget ved det. Men det gjorde han aldrig. Siden har de kontaktet udlejer flere gange for at udbedre problemerne, men uden held.

- Nu er det blevet så slemt, at vi må forlade vores lejlighed. Vi blev syge konstant, og det er ikke til at holde ud at bo i, siger Nick Christensen.

Skimmelsvamp i Sorø
Læs også
Beboere finder skimmelsvamp og fugt i spritnye boliger - skal bo i skurvogne i flere måneder
Skimmelsvamp i Sorø
Læs også
Beboere finder skimmelsvamp og fugt i spritnye boliger - skal bo i skurvogne i flere måneder

Flyttede fra lejlighed på grund af skimmelsvamp

Den tidligere lejer, der boede i ejendommen før Nick Christensen, havde også problemer med skimmelsvamp. Det opstod i soveværelset, hvor det også var gået i klædeskabet.

I november 2018 meddelete de udlejeren, at de også havde fundet skimmelsvamp i stuen og ikke længere kunne bo i lejligheden af sundhedsmæssige hensyn.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan så det ud, da de tidligere lejere boede i boligen på Jernbanevej.
Sådan så det ud, da de tidligere lejere boede i boligen på Jernbanevej. Foto: Privatfoto

Udlejeren fortalte ifølge beboerne, at de blot skulle gøre godt rent med desinficerende middel som Rodalon eller Klorin og afvente, om det kom igen. Desuden fortalte han angiveligt, at han ikke mente, at skimmelsvamp er sundhedsskadeligt.

Sjaskhamrende vådt i soveværelse og stue

Naboen til den omtalte lejlighed, Annika Jakobsen, har også store problemer med fugt og skimmelsvamp i sin bolig.

Skimmelsvamp Stillevang
Læs også
Beboere lever i skimmelsvamp: - Jeg kan ikke holde ud at være her
Skimmelsvamp Stillevang
Læs også
Beboere lever i skimmelsvamp: - Jeg kan ikke holde ud at være her

Hun har boet i lejligheden siden 29. september, hvor lejligheden blev nymalet. Men siden er det gået ned ad bakke. Væggen i hendes soveværelset buler ud og er helt våd, og hun har fundet skimmelsvamp i stuen.

- Allerede da jeg flyttede ind, sagde han, at der var problemer med den væg, men at han ville komme 14 dage efter og lave det. Han siger, han kommer, men han kommer aldrig, siger Annika Jakobsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan ser væggen ud i Annika Jakobsens soveværelse.
Sådan ser væggen ud i Annika Jakobsens soveværelse. Foto: Privatfoto

- Når man kommer ind i min lejlighed, er det ligesom at gå på en byggeplads, fordi luften er så tør. Jeg kan se på mit soveværelsesvindue og stuevindue, at det er ligesom, jeg har været i bad, fordi det er sjaskhamrende vådt, siger Annika Jakobsen.

quote Jeg begyndte at hoste, mine øjne begyndte at svie, jeg havde hovedpine og følte mig træt

Annika Jakobsen, beboer på Jernbanevej i Tølløse

- Alt mit tøj og min dyne i soveværelset er vådt. Udlejer har sagt, at vinduet skal stå åbent hele tiden, og at jeg ikke må sætte noget op ad væggene, fordi der er skimmel i det. Det er sådan, man holder det væk, siger han.

Hoste, røde øjne, hovedpine og træthed

Annika Jakobsen har nu fået foretaget en blodprøve hos egen læge for at se, om hun har skimmel i luftvejene.

- Jeg har hostet lige siden, jeg flyttede ind. Det startede i oktober måned, hvor jeg begyndte at hoste, mine øjne begyndte at svie, jeg havde hovedpine og følte mig træt.

Sådan ser lejligheden ud i Nick C
Sådan ser lejligheden ud i Nick C Foto: Privatfoto

Annika Jakobsen har også talt med den tidligere lejer, der har boet der, som måtte flytte ud efter tre måneder på grund af problemer med skimmelsvamp.

Udlejeren af boligerne på Jernbanevej er i CVR-registret registreret som ejer af virksomhederne V8 ApS og V12 ApS.

quote Vi ser rigtig mange, der bliver syge

Marianne Berg, juridisk sagsbehandler i LLO Nykøbing Falster

TV2 ØST har været i kontakt med ejeren af virksomhederne. Men han ønsker ikke at udtale sig om problemerne.

LLO: Vi får dagligt henvendelser

Hos Lejernes Landsorganisation, LLO, kender de alt til problemer med beboere, der opdager skimmelsvamp og fugt i deres bolig.

- Vi får dagligt henvendelser omkring skimmelsvamp. Det er slemt i vores område, fordi vi snakker Lolland-Falster, men jeg kunne godt forestille mig, at Midtsjælland også har en del af det, siger Marianne Berg, der er juridisk sagsbehandler i LLO Nykøbing Falster.

Læs også
Advokat om skimmel-sag: Beboerne kan gå to veje, hvis dialogen med udlejer ikke giver et resultat
Læs også
Advokat om skimmel-sag: Beboerne kan gå to veje, hvis dialogen med udlejer ikke giver et resultat

I øjeblikket er der ikke en lokal LLO-afdeling i Holbæk og derfor bliver opgaver i det område varetaget hos LLO Nykøbing Falster.

Marianne Berg fra LLO har oplevet mange tilfælde, hvor skimmelsvamp senere viser sit grimme ansigt.

- Jeg ser så mange lejemål, hvor lejer siger, at det var så pænt, da vedkommende flyttede ind, men efter halvanden måned, begynder det at blive sort på væggene, fordi udlejer bare maler det over.

Kommer af manglende vedligeholdelse

Ifølge LLO forsøger udlejere ofte at dække over problemerne - bogstaveligt talt med hvid maling. Men den går bare ikke, mener Marianne Berg.

- Der er en årsag til, at skimmel kommer. Skimmel kommer af manglende udvendig vedligeholdelse eller en gammel vandskade, som man har dækket til. Som regel er det fordi, der er noget fugt, der trækker ud et sted, eller en vandskade, der ligger og lurer. Tagrender, der ikke bliver tømt eller er utætte.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan ser væggen ud hos Nick Christensen, der bor på Jernbanevej i Tølløse.
Sådan ser væggen ud hos Nick Christensen, der bor på Jernbanevej i Tølløse. Foto: Privatfoto

- Det er ikke rimeligt, at en lejer skal have sin sofa stående 20 centimeter ud for væggen. Så er der jo et problem, siger juridisk sagsbehandler Marianne Berg.

quote Skimmel kommer af manglende udvendig vedligeholdelse

Marianne Berg, juridisk sagsbehandler i LLO Nykøbing Falster

Reagér med det samme

LLO anbefaler, at man straks skrider til handling, hvis man som lejer opdager fugt eller skimmelsvamp i sin bolig.

- Man skal gøre det, imens man er tilknyttet lejemålet. I det øjeblik du fraflytter lejemålet, er man ikke part i sagen mere rent juridisk. Så jeg vil opfordre lejerne til at kontakte LLO hurtigst muligt, hvis de har mistanke om noget skimmelsvamp, siger juridisk sagsbehandler Marianne Berg.

- Man kan kontakte sin LLO-afdeling, og så kan vi komme ud og se lejemålet. Hvis vi konstaterer, at der er tale om skimmel, så kontakter vi tilsynsmyndigheden, som er kommunen.

Hun understreger dog, at hvis de skal gå ind i sagen, så skal man være medlem. Hvis man har problemer med at betale for et medlemskab, kan man dog i visse tilfælde få assistance alligevel.

Holbæk Kommune, der er tilynsmyndighed, hos boligerne på Jernbanevej i Tølløse, har endnu ikke reageret på henvendelsen fra Nick Christensen.

Hvordan opdager du svampeskader, og hvad gør du ved dem?

  • Skjolder på vægge, lofter og gulve kan være tegn på fugt– og evt. svampeskader. Skjolderne kan være sorte, grå, gule eller hvide. Kontakt ejendomsfunktionæren og/eller udlejer, hvis du tror, der kan være tale om fugt eller svamp.
     
  • Har du fået skader, kan du bruge rodalon eller klorin til at fjerne det med. Det skal sidde i 20 min. Husk at klorin afbleger.
     
  • Synes du der lugter muggent i boligen, så undersøg skabe, bag møbler, ved rør osv. Buler tapetet, så mærk om der er fugtigt.
     
  • Har du tørretumbler i din bolig er det vigtigt, den har sin egen udsugningskanal. Du kan også købe en kondenstørretumbler, der ikke kræver udsugning.
     
  • Tjek køkken- og badeafløb for utætheder. Finder du nogen, så kontakt ejendomsfunktionæren eller udlejer.
     
  • Undersøg om den mekaniske udsugning kan holde et stykke papir oppe, og tjek om emhætten fjerner al dampen, når du f.eks. koger pasta. Det er vigtigt at udsugningsventiler og emhættens filter holdes helt rene.

    Kilde: Lejernes Landsorganisation, LLO

Nyhedsoverblik