Mads Gudiksen har fulgt soldaterne i Charliekompagniet fra Antvorskov Kaserne, der kom i krig i Afghanistan .
Først handlede det om forberedelserne og den svære afsked med de pårørende.
Derefter tog vi ned og besøgte dem for at se, hvordan livet er som udsendt soldat. Hvilke tanker gør de sig om dem derhjemme, hvordan bor de, hvor meget tænker de på, at de er i krig, hvad laver de i lejren, når de ikke er på patrulje - og mange andre spørgsmål.
Det sidste afsnit i serien 'De Udsendte' handler om tre journalister fra TV2 Øst, der skal ud i krigen for at dække soldaternes oplevelser.
Det bliver et kig bag kameraet, hvor Mads Gudiksen, Lone Mikkelsen og Anders Ahlbjerg dels forbereder sig til at skulle afsted på en meget farlig opgave - og dels undervejs fortæller om hvordan de oplevede krigen og de danske soldaters liv på baserne i det fremmede.
Det er med en blanding af spænding og nervøsitet at Mads Gudiksen og fotograf bevæger sig ud for Budwans beskyttende sandsække. Men når soldaternes opgave er at gå patrulje, skal de naturligvis med, for at vi hjemme foran fjernsynet også kan se den del af hverdagen for soldaterne.
På en lang række går de ud fra lejren og ned mod den først compound - en lermur hvor hele familier bor bag. Vejen ville være det nemmeste sted at gå, men fordi Taleban formentlig har lagt miner ud, vælger soldaterne at zig-zagge på markerne. Det er den almindelige afghaner ofte ret træt af, for de ødelægger både den hvede og det opium, der vokser på markerne. Men soldaterne gør det for deres sikkerheds skyld.
Undervejs bliver der snakket med folk uden for husene og pludselig får soldaterne at vide at der er talebanere, der kan se dem. Det tager de stille og roligt. Det er blevet hverdag.
Videre til næste compound gennem vandløb og masser af mudder. Ingen ved hvad der venter.
Heldigvis bliver der hverken skudt eller trådt på miner på denne patrulje. Men soldaterne skal afsted igen i morgen og dagen efter det. Og ingen ved hvornår det kan ske.
Budwan er den lænsgte fremskudte danske lejr i Afghanistan. Den ligger på kanten til greenzone og fra udkigsposterne i lejren kan man se den frodige Helmandflod.
Budwan er en såkaldt compound. Det er lermure bygget op, så der er plads til meget store familier med mange forskellige små rum hegnet ind af en lermur. Så er der tilføjet et køkken, en container med toilet og bad, et træningscenter hvor man kan løfte vægte og en masse soverum bygget op af kæmpe sand- og grusmure.
Her bor soldaterne i et halvt år af gangen. Hver især har de en feltseng og et lille skab til deres rådighed.
Når soldaterne ikke er ude at gå patrulje eller er på vagt i et af udkigstårnene, renser de blandt andet våben, spiser, laver møbler til at sidde i når der er lidt fritid.
Og netop fritiden kan være rigtig hyggelig. Der er plads til sort humør, grin og sjov. Men de ved alle sammen at på den anden side af murene lurer farene.
Inden de kører afsted med forsyninger og hele kompagniet, bliver der holdt briefing. Hvem gør hvad i hvilke tilfælde. Men de har prøvet det før. Og selv om de ved, der kan være vejsidebomber undervejs, og selv om de ved, de kan blive beskudt, tager de det helt roligt. Som én siger:
- Hvis jeg skulle være nervøs hver gang ville jeg jo aldrig få sovet.
Turen gennem ørkenen er støvet. Der er simpelt hen sand overalt. En soldat bruger turen til at få hvilet lidt og få lidt mad. De andre hører lidt god musik og holder ellers udkig, som de er blevet trænet til.
Men pludselig kommer der en melding. Der har været en eksplosion længere fremme. Straks er alle i endnu mere opmærksomme og der bliver rettet flere våben i netop den retning.
Lidt efter kommer endnu en melding - alle har det godt. Det var ikke danskere, men vist nogle englændere der var i nærheden.
Endelig når kolonnen Budwan - det er blevet aften og nu skal soldaterne, pakke ud, ordne biler, have lidt mad og så i seng i det de kalder hjem i Afghanistan.
Vis Helmand provinsen på et større kort