Flere byer oplever stigende børnetal - det giver pladsmangel i dagpleje og daginstitutioner

Der er kommet flere små børn end forventet i en række områder i Holbæk, Slagelse, Sorø, Ringsted, Stevns og Faxe kommuner. Det giver mangel på daginstitutionspladser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Maria Rosenmarks datter, Cornelia, bliver tre år om et halvt års tid. Det betyder, at hun skal skifte sin dagpleje ud med en børnehave. Men den lille familie bor lidt udenfor Jystrup i Ringsted Kommune, og her er der kommet venteliste til den lokale daginstitution, Børnenes Hus. 

Da Maria Rosenmark for nylig ringede til pladsanvisningen i kommunen var beskeden ikke ligefrem opløftende.

- Hun sagde, at der var seriøse og massive pladsproblemer i Jystrup og i Vigersted, som er det alternativ, der ligger næsttættest på os. Så jeg kunne nok regne med en plads inde i Ringsted by, fortæller Maria Rosenmark.

Men Ringsted ligger omkring 10 kilometer fra familiens bopæl og vil udfordre Maria Rosenmarks hverdag.

- Det er den stik modsatte retning af mit arbejde, så jeg krydser fingre hele tiden, og håber på, der bliver en plads.

Maria Rosenmarks datter, Cornelia har brug for en plads i børnehave om et halvt års tid. Men udsigterne til at få en plads i den lokale daginstitution i Jystrup ser svære ud.
Maria Rosenmarks datter, Cornelia har brug for en plads i børnehave om et halvt års tid. Men udsigterne til at få en plads i den lokale daginstitution i Jystrup ser svære ud. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Her er der mangel på pladser i dagpleje og daginstitutioner

Både i Jystrup, Vigersted og Benløse er der stigende børnetal og pladsmangel i de lokale dagtilbud. Det samme oplever man i andre byer i TV2 ØST's sendeområde. 

I kortet herunder kan du se hvilke byer, der oplever områder med pres på daginstitutionerne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De stigende børnetal tre steder i Ringsted Kommune har givet forvaltning og politikere noget at se til.

- Det gør jo, at vi har behov for nogle ekstra dagtilbudspladser, og det er så det, vi kigger på i de måneder her, fortæller Klaus Hansen (V), formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Ringsted Kommune.

Daginstitutionerne i tre byer i Ringsted Kommune har pladsudfordringer. Klaus Hansen (V) og de andre politikere i Børne- og Undervisningsudvalget har endnu ikke besluttet,. hvordan man løser udfordringerne i Jystrup.
Daginstitutionerne i tre byer i Ringsted Kommune har pladsudfordringer. Klaus Hansen (V) og de andre politikere i Børne- og Undervisningsudvalget har endnu ikke besluttet,. hvordan man løser udfordringerne i Jystrup. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Kommunen har besluttet at sætte en pavillon op ved en daginstitution i Benløse til 40 ekstra børnehavebørn, mens der endnu ikke er fundet løsninger i Jystrup og Vigersted. 

Forvaltningen vurderer dog, at der både i Jystrup og Benløse er brug for mere permanente løsninger. Eksempelvis er der i Benløse lige nu 80 børn, som har plads i dagtilbud andre steder i kommunen, og der er 313 nye parcel- og rækkehuse på vej frem mod år 2026. Også i Jystrup og Kværkeby-Vigersted er der nye boliger på vej.

- De må meget gerne skynde sig lidt, for hun skal ikke starte i en børnehave for så at blive flyttet til en anden senere, siger Maria Rosenmark.

Flere flyttede ud af byen under coronapandemien

I flere kommuner tættere på København har man det seneste år også oplevet en større tilflytning end forventet. Måske er det det samme, man nu ser længere ude på Sjælland, vurderer Helle Nørgaard, som er seniorforsker og ph.d på Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet.

- Det er så den bølge, vi ser her nu, at der er nogle, der flytter til lidt fjernere kommuner, i hvert fald hvis man siger, at København er centrum. Det er en udvikling, vi har set i stigende grad siden 2015, at flere børnefamilier flytter ud, og det har så taget til under corona, fortæller hun.

quote De må meget gerne skynde sig lidt, for hun skal ikke starte i en børnehave for så at blive flyttet til en anden senere

Maria Rosenmark, Jystrup

Det er blandt andet stigende boligpriser inde i hovedstaden, der er med til at skubbe byboerne længere ud på Sjælland.

- Men typisk er der mange flere forklaringer end bare økonomien, fortæller Helle Nørgaard.

- Hvis man flytter til Stevns, Ringsted eller Faxe kommuner, kan det også være, fordi man gerne vil drosle ned og vurderer, at det er vigtigt, at den ene forælder er hjemme hos børnene, når de er små, og at familien bor tæt på vejnet og togtransport, så den anden kan bruge lidt mere tid på arbejde og transport. Det ved vi i hvert fald, at det er nogle forklaringer og motiver, som nogle fortæller om, når de flytter længere væk.

Siden 2015 er flere børnefamilier flyttet ud af København, og den tendens er forstærket under coronapandemien, fortæller seniorforsker og ph.d, Helle Nørgaard fra Aalborg Universitet.
Siden 2015 er flere børnefamilier flyttet ud af København, og den tendens er forstærket under coronapandemien, fortæller seniorforsker og ph.d, Helle Nørgaard fra Aalborg Universitet. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Pladsmanglen er en ny udfordring

I Stevns Kommune er det især det nordlige Stevns og Hårlev, der oplever en pludselig stigning i børnetallet, hvilket giver pladsudfordringer i dagtilbuddene.

- Det er ret nyt, at vi begynder at være pressede på den samlede kapacitet i de to områder, så det er opstået op til sommerferien, skriver Daniel Gottrup, centerchef for Børn og Læring i Stevns Kommune, i en mail.

Læs også
Børneboom på Orø giver pladsproblemer i øens daginstitution
Læs også
Børneboom på Orø giver pladsproblemer i øens daginstitution

Stevns Kommune har forsøgt at få ansat flere dagplejere, men foreløbig uden held.

- Konsekvensen ved pladsudfordringerne vil være, at forældre inden for den kommunale pasningsgaranti skal køre længere efter aldersrelevant pasningstilbud, skriver Daniel Gottrup. 

I Strøby Egede og Strøby har nogle forældre formentlig førhen gjort brug af pasningsmuligheder i nabokommunen Køge, men her har man nu lukket for tilgang af børn fra andre kommuner.

Ingen løsning i Jystrup endnu

I Jystrup forstår Maria Rosenmark ikke, hvorfor der ikke for længst er fundet en løsning på pladsmanglen.

- Det undrer mig lidt, for jeg tænker ikke, det kan være kommet bag på dem, der står for at planlægge det her, at der er mange børnefamilier, der gerne vil bo her og rent faktisk flytter hertil.

quote Det er rigtig svært, fordi tingene tager tid

Klaus Hansen (V), formand, for Børne- og Undervisningsudvalget, Ringsted Kommune

Men ifølge formanden for Børne- og Undervisningsudvalget i Ringsted Kommune er det ikke så ligetil.

- Det er rigtig svært, fordi tingene tager tid, og vi er også meget optagede af både at få bygget, så det passer til efterspørgslen, men også at det er det rigtige, vi bygger, siger Klaus Hansen (V).

Selvom der endnu ikke er truffet en politisk beslutning om, hvad der skal ske med pladsmanglen i Jystrup, så er der gjort nogle tanker.

- På den korte bane, forventer vi at lave en løsning på matriklen på det dagtilbud, vi har i Jystrup, Børnenes Hus. Det sætter vi i gang indenfor det næste halve år, og så skal vi finde ud af, om det på længere sigt er en skovbørnehave, vi skal lave sammen med Børnenes Hus.





Nyhedsoverblik