Torben Hjul Andersens prædiken

.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

2. søndag efter Helligtrekonger, d. 19. jan. 2014
Helligåndskirken og Havrebjerg kirke.
Salmer: 441, 308 – 582, 8

Gud, vi beder dig om at du møder os ved stedet for vores tørst og rækker os levende vand. Amen.

Kvinden havde en vandkrukke med ud til brønden. Hvad var der i krukken, da hun gik ud mod brønden? De mere nøgterne vil sige, at der var ingen ting i krukken, luft, den var tom. På det fysiske plan er det utvivlsomt rigtigt, men i en mere overført betydning kan vi ane, at der var meget i krukken, da kvinden gik ud til brønden. Krukken var fuld af tørst efter …..

Her kan vi så begynde at tolke på, hvad kvinden tørstede efter, men jeg vil i stedet spørge dig og spørge mig selv om, hvad der fylder i din og i min krukke. Hvad tørster du efter? Hvad fylder i din krukke medens du går ud mod brønden? Det kan være mange ting, og for de fleste af os er der sikkert rodet meget sammen i krukken medens vi søger efter kilden, der kan slukke tørsten. Måske er der en tørst efter fællesskab og nærhed med andre mennesker. Der hvor man kan være tryg. Der hvor et fortroligt håndtryk og et kærtegn på kinden fylder lige så meget som ordene. En tørst efter det nære, trygge fællesskab. Måske er der en tørst efter at være god nok. Er jeg god nok som menneske, på arbejdspladsen, interessant nok i vennekredsen, smuk nok, intelligent nok – og man knokler på med at læse de rigtige bøger, købe det rigtige tøj, søger at tabe 5 kg., overholder de rigtige konventioner for at leve op til ”god nok – kravet.” Måske er der også en tørst efter at have en stærk tro.

Der er meget, der kan fylde i ”tørstens krukke;” tørst skabt af skyld, af bristede drømme og knuste livsmuligheder, for nu at komme med flere eksempler. Du ved måske selv noget af det, som fylder i din krukke. 

Kvinden kom med sin krukke og mødte Jesus ved brønden. Det møde forandrede hende for altid. Og i den beretning bliver det helt tydeligt, hvad vi hører i Helligtrekongers tiden her i kirken; at Gud i den grad vil fællesskabet med sin skabning at han blev menneske i Jesus – helt menneske, så vi i dagens evangelium hører, at Jesus var træt og tørstig. Helt kropsligt. Og så viser teksterne, at Gud i Jesus vil fællesskabet med mennesker, der lever deres ikke-perfekte liv. Kvinden og Jesus mødes med hver deres træthed og hver deres tørst. De bliver begge berørt af det møde, og for kvinden resulterer det i, at hun bliver en del af det fællesskab, som Gud gennem Jesus har etableret med sin skabning.

Kvinden kom med sin krukke til brønden, og så kommer et af dagens vigtige spørgsmål: Hvor satte hun krukken, da hun begyndte at tale med Jesus – ved siden af sig, bagved eller mellem hende og Jesus? Stod hendes ”tørstens krukke” med hele indholdet af det ikke-perfekte liv ved hendes side; prøvede hun at skjule den bag sig, så Jesus ikke kunne se den eller stod den mellem kvinden og Jesus? Beretningen hos Johannes kan tyde på to placeringer medens den tredje er udelukket, når det handler om et kristent evangelium. Medens I sikkert er i gang med at gætte på, hvad jeg mener, så kan vi jo se på placeringerne. Tørstens krukke har stået ved hendes side – helt tæt på, for hun vedkender sig sin tørst. Det åbner for samtalen – og beretningen er et fantastisk eksempel på samtale på forskellige planer. Vi kender det også i dag, når man i et tillidsfuldt rum tør åbne for den gode samtale om f.eks. spørgsmålet om man er god nok. Når vi tør have vores tørstens krukke tæt på os og sætter den ved siden af os, og vedkender os det indhold, der er i krukken, så kan samtalen mellem mennesker blive ærlig og dyb. Og det gælder også vores samtale med Gud – på hverdage og søndage. Kvinden, der turde bringe sin tørst frem, er et eksempel for os. Så jeg håber, at I også har taget jeres tørstens krukke med til gudstjeneste i dag.

Og dermed er jeg kommet ind på den anden placering af krukken, som kvinden forsøger i dagens evangelium; hun forsøger at gemme krukken eller noget af dens indhold for Jesus: ”Jeg har ikke nogen mand.” Jesus tager krukkens indhold helt frem i lyset: Du har ret når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; der sagde du noget sandt.” Vi kan høre befrielsen hos kvinden: Jeg er kendt; det jeg har gjort er afsløret – og Jesus fastholder alligevel fællesskabet med mig. Og dermed kan vi se, at den tredje placering af krukken – mellem kvinden og Jesus – er udelukket, når det handler om et kristent evangelium. For kvindens gerninger er ikke det, som står mellem hende og Jesus. Gerninger kan ikke adskille kvinden og Jesus, så den placering kan der ikke være tale om. Det som kan hindre fællesskabet er det som søges gemt, tørsten lukket inde bag lukkede ord og afstand til livet.

Vi kommer i dag med vore ”tørstens krukker,” og evangeliets grundpåstand er, at denne samtale mellem kvinden og Jesus også finder sted i dag mellem Jesus og dig; mellem Jesus og mig. Så når et menneske står med en tørst efter eksempelvis en stærk og sikker tro, så må denne tørst ikke gemmes væk bag sikre formuleringer, men længslen må frem i tillid til, at Jesus kan række hen over tvivlen og fastholde fællesskabet.

Er jeg god nok? Jeg oplever, at jeg kommer tættest på de mennesker, som ikke søger at gemme deres tørst og usikkerhed væk vedrørende om de er gode nok. Mennesker, som søger at gemme usikkerhedens krukke bag sig og bag en facade netop har den facade og så er det vanskeligere at etablere fællesskabet. Og derved kan ensomheden blomstre bag tilsyneladende sikre mennesker, der bærer deres krukke bag kroppen. Det kan være hårdt i vores menneskelige sammenhænge, men dagens evangelium viser, at Jesus vil have et fællesskab med os, og derfor rækker han om bagved og tager låget af vores tørstens krukke, så det kommer frem for Gud og for os. ”At tro er at stille sig ind under ordet, som myndigt får røst – og finde sig tiltalt og tåle dets sandhed og gribe dets trøst,” skal vi synge om lidt. Den tiltale giver mulighed for os, ligesom kvinden den dag, at opleve den befrielse det er at være afsløret og kendt fuldt ud – og at han alligevel vil have os med i fællesskabet nu og altid.

Og dermed er der sat ord på min bøn om, at Gud må holde fast i mig og række mig levende vand på trods af, at jeg roder rundt med min krukke.

Kvinden kom med sin krukke – og hun lod den stå ved brønden. Det skriver Johannes i direkte fortsættelsen af dagens evangelium: ”Netop da kom hans disciple tilbage, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde. Alligevel spurgte ingen, hvad han ville hende, eller hvorfor han talte med hende. Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?” Hun havde fået slukket sin tørst, så hun kunne lade krukken stå ved kilden – der hvor Jesus er. Hun var sat fri, så hun også over for mennesker kunne sætte ord på alt hvad hun havde gjort, for Jesus havde sat hende ind i fællesskab med ham den dag og til evig tid. Det satte kvinden fri til også at række fællesskabet videre til andre mennesker og kilden flød med levende vand.

Det tørster jeg efter, og derfor må jeg også denne søndag have min krukke med; knæle, sætte krukken ved siden af mig, spise lidt brød og drikke lidt druesaft for at slukke sulten og tørsten, og så må jeg stole på hans ord om, at ordene om det levende vand også er talt til mig, så jeg kan efterlade min krukke her. Derfor kan vi sige Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Søndagens tekst

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden.

Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad.

Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.

Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?«

Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«

Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!«

Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.«

Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.«

Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«

Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.«

Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«

Joh 4,5-26

 


Nyhedsoverblik