Storbrand i Bårse: Hus brændt helt ned

Beredskabsstyrelsen måtte til morgen indsættes for at hjælpe med at slukke en løbsk storbrand i Bårse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En voldsom brand raserede tirsdag morgen et tidligere savværk i Bårse ved Tappernøje.

Slukningsarbejdet på stedet betød, at hovedvejen gennem byen var lukket i næsten 6 timer tirsdag morgen.

- Det har været en meget voldsom brand, og det har krævet et stort arbejde at få flammerne under kontrol, siger vagtchef Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

I løbet af morgenen har de lokale brandfolk blandt andet fået hjælp af Beredskabsstyrelsen til at få branden slukket.

Ammunition skabte problemer

I huset opbevarede ejeren flere våben. Ifølge øjenvidner til branden skabte det stor forsigtighed, da enkelte stykker ammunition med store smæld gik af.

Ingen er dog kommet til skade i den forbindelse, og der er heller ikke noget at komme efter politimæssigt, siger Stefan Jensen.

- Ejeren havde et våbenskab på stedet. Det var våben, der var forsvarligt opbevaret, og det er nu sikret, siger han til TV2 ØST.

Den 53-årige ejer af bygningen er indlagt til observation for røgforgiftning.


Nyhedsoverblik