Røverbande løb med kirkesølvet fra Kongsted

Røvere truede med at holde bankansatte som gidsler under groft røveri mod Kongsted Sparekasse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alt blev taget med, da en bande røvere i januar 2012 slog til mod Kongsted Sparekasse i Rønnede.

Det fortæller en af de ansatte, som var på arbejde i banken under røveriet, onsdag ved Retten i Næstved, hvor tre mænd er tiltalt for det grove røveri.

Læs også: Tiltalt brugte bunke af penge efter røveri i Kongsted

- Jeg sidder i hjørnet og ser dem tømme kundeboksene. De tager alt. Også det, som ikke har værdi for dem. Det var meget forfærdeligt at se på. Billeder og videoer og den slags, fortæller den yngre kvindelige bankfunktionær fra vidneskranken.

Anklager Anne Marie Fink fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi spørger kvinden, om hun kan komme nærmere ind på detaljer om, hvad der blev taget.

- Jeg kan huske, at de fandt kirkesølvet fra Kongsted Kirke - der var blandt andet en kande og en lille opsats. Det var ret skrækkeligt, fortæller vidnet.

En anden mandlig bankfunktionær, fortæller, at han fra et andet lokale i banken, hvor han sad fanget sammen med to kolleger, kunne høre røvernes indbyrdes snak.

- Det lød, som om de var københavnere. De talte på den der kontante måde, som københavnere nogle gange gør, fortæller bankfunktionæren.

Han lagde blandt andet mærke til røvernes reaktioner, efterhånden som kundeboksene blev åbnet.

- De sagde blandt andet "bingo" og "rige svin" og sådan noget, fortæller vidnet.

Den mandlige bankfunktionær fortæller desuden, at røverne truede med at tage de ansatte som gidsler, hvis politiet skulle ankomme til banken, mens røverne stadig var til stede.

De tre mænd, som er tiltalt i sagen, nægter sig skyldige. Det drejer sig om en 26-årig Hells Angels-rocker, hans et år ældre storebror og en 33-årig mand, som i år 2000 blev dømt for at dræbe en Bandidos-rocker.

Der ventes at falde dom i sagen den 12- august.

/ritzau/


Nyhedsoverblik