Redningskvinde: Det er min pligt at hjælpe

En af de 3 redningskvinder fra en voldsom trafikulykke lørdag har meldt sig, efter at manden til den kvinde, der kom til skade, har efterlyst hjælperne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gitte Christiansen har meldt sig, efter at Søren Eilsø tirsdag aften via TV2 Øst har efterlyst de 3 kvinder, som lørdag hjalp hans kone, da hun var impliceret i en alvorlig trafikulykke ved Trønninge ved Holbæk.

Søren Eilsø vil gerne takke de 3 kvinder, og efter at have set hans efterlysning på TV2 Øst har Gitte Christiansen nu meldt sig.

- Jeg tænkte godt nok først, om jeg nu havde gjort så stor en forskel, at det var nødvendigt at takke mig, men omvendt kan jeg godt forstå, at hendes mand har brug for at sige tak, og jeg er da også rørt over det. Jeg har selvfølgelig også tænkt en del på, hvordan det mon gik hende oven på ulykken, fortæller Gitte Christiansen.

Har førstehjælpskursus

Ved 13.30-tiden lørdag kom hun kørende sammen med sin mand fra Kalundborgsiden og så pludselig en stor støvsky og en væltet lastbil. Hun skyndte sig ud af bilen for at se, om der var noget, hun kunne gøre og fik hurtigt øje på Søren Eilsøs kone.

- Der var allerede en kvinde der, som var ved at finde den tilskadekomnes mobiltelefon, så hun kunne ringe til sin mand. Jeg skyndte mig at holde hendes hoved. Hun klagede over smerter i ryggen, og så ved jeg, det er en god ide at støtte hovedet, fortæller Gitte Christiansen, der dog hverken er læge eller sygeplejerske.

- Jeg er uddannet pædagog, men har bare det der omsorgsgen, og så har jeg været på førstehjælpskursus. Jeg mener, at det er min pligt at hjælpe, siger hun.

Slap heldigt fra ulykken

Hendes nummer er nu givet videre til Søren Eilsø, der tidligere på dagen har udtalt til TV2 Øst, at han bare gerne vil se de 3 kvinder i øjnene, sige tak og give dem en buket blomster.

Hans kone er i øvrigt sluppet heldigt fra ulykken, hvor hun blev påkørt i sin bil af både en lastbil og af en personbil. Hun har fået 3 brud på bækkenet, og det skal hele af sig selv.


Nyhedsoverblik