Prædiken

Af Morten Brøgger

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jeg læste i sidste uge om en kvindelig terapeut, der havde sat sig for at blive i stand til at elske alle mennesker. Og på god terapeutisk vis, mente hun, at hun for at kunne elske andre mennesker og ikke mindst alle mennesker, da måtte hun først lære at elske sig selv. Derfor var hun gået i gang med et terapeutisk forløb, der skulle lede hende frem til det mål, hun havde sat sig.

Dette var der egentlig ikke noget nyt i. Det har vi hørt før: at man skal elske sig selv for at kunne elske andre. Om det så virkelig er sandt, er et spørgsmål, vi kan vende tilbage til. Det overraskende ved denne terapeut var, at hun havde sat dato på. Hun regnede med at være klar i 2017. Jeg ved ikke, om det er lang tid eller ikke. Det er nok individuelt. Der er vel nok nogle, der skal bruge en del tid på at lære at elske sig selv, mens det går lidt nemmere for andre. Til gengæld kan det nok være længe at skulle vente for andre mennesker. Altså vente på at hun kan elske dem.

Der er noget komisk ved hele tankegangen. Det er ligesom at komme hen til en af de små butikker, der kun har en enkelt ekspedient, og finde døren låst og se et skilt i døren: „kommer straks“. Hvis nu ekspedienten, der lige er gået et ærinde, satte et skilt i døren med teksten: „kommer tilbage i 2017“, så ville man nok finde en anden forretning at handle i.

Sådan havde den nævnte terapeut i overført forstand hængt et skilt i døren: „kom tilbage om tre år, så kan jeg elske også dig“.
Jesus fortalte som bekendt engang en lignelse om en mand, der blev overfaldet af røvere og lå halvdød i vejkanten. To mænd kom forbi, men de standsede ikke for at hjælpe ham, først den tredje, som var en samaritaner, hjalp ham. De to første mænd ligner den kvindelige terapeut. De havde ikke tid. De var ikke lige klar til at hjælpe den tilskadekomne. De havde noget andet, de skulle bringe i orden først. De havde sikkert en rigtig god undskyldning. Men hvis nu ikke samaritaneren var kommet forbi, så var den overfaldne mand måske død. Han kunne ikke vente. Der var ikke nogen undskyldning, der var god nok. Der var kun et at gøre, hvis manden ikke skulle dø, og det var at lægge sine egne planer til side, udsætte, hvad man havde sat sig for, blæse på alt det besvær, man nu ville få, og smide hvad man havde i hænderne og hjælpe den stakkels mand.

Jesus fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritaner til en mand, der havde spurgt, hvordan man skulle få evigt liv. Jesus havde først svaret med et spørgsmål: hvad siger loven. Og manden sagde: Den siger: Du skal elske Gud og din næste. Det er rigtigt, sagde Jesus, gør det, så skal du leve.

Lige netop sådan, sagde han: Gør det, så skal du leve. Han sagde ikke: Gør det, så skal du engang få noget, der hedder evigt liv. Men han sagde: Gør det, så skal du leve. Og det må jo betyde, at hvis du ikke gør det, så lever du ikke virkeligt. Så går du forbi livet. Livet ligger i at elske Gud og sin næste. Skal du først lige have lært at elske dig selv, og udsætter du af den grund det med at elske din næste i tre år, så udsætter du livet. Så trækker du dig tilbage fra livet, og lever ikke virkeligt.

Livet er i kærligheden. Og med kærlighed mente Jesus ikke forelskelsen eller romantikken, men han mente: det at være til for andre. Kærlighed er at være til for andre. At give af sig selv, at ofre sig, at sætte sit eget til side for at hjælpe. Og det gælder ikke kun, når man har et overskud, som man gerne vil dele ud af. Det gælder altid, også når man synes, at man har så lidt at give af, at man tager fra sig selv. Det gælder uanset, om man har fået fem talenter, to talenter eller kun en talent.

Lignelsen om de betroede talenter handler nemlig om det samme. At man skal investere, hvad man har. Man skal investere i livet for at leve. Man skal give af sig selv. Nogle har meget at give af, andre har lidt. Det er ikke det, som det kommer an på. Alle tjenerne havde noget at investere. Men den ene ville ikke risikere noget.

Ham med den ene talent (og det er jo penge, der er tale om) gik hen og gravede den ned. Han satte den end ikke i banken, så han kunne få renter. Nej, han gravede den ned. Han ville ikke risikere at miste den, for han vidste, at talenten tilhørte hans herre, og han ville kunne give ham tilbage, hvad han skyldte, når herren engang vendte hjem. Han ville være kvit og ikke skylde ham noget.

Men så kommer han til at afsløre, at han burde have vidst, at det ikke var godt nok. Han siger: „Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden.“ Og hans herre bekræfter, at det er rigtigt. Han er en herre, der høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke spredt. Derfor er det ikke nok, at tjeneren kommer og giver ham den talent tilbage, som han fik betroet. Nej, han vil have den tilbage med renter. Eller endnu bedre: den burde have været investeret, så han måske have fået hele to talenter tilbage.

Gud er en sådan herre. Han høster, hvor han ikke har sået. Det ville ellers være rart at kunne sige til Gud: nu har jeg gjort, hvad jeg skulle. Nu skylder jeg dig ikke mere. Nu er kvit. Men sådan er det ikke, siger denne lignelse os. Gud samler, hvor han ikke har spredt. Vi bliver aldrig Gud kvit. Vi bliver aldrig færdig med at investere os selv i livet. Hvis vi tror, vi er færdige med det, så er vi færdige med livet. For der er ikke noget andet liv, end det liv, vi må investere os i. Det koster at leve. Vi må give af os selv. Vi skal ikke først spare op eller bringe vore psykiske økonomi i orden. Livet går, og hvis vi ikke investerer os i det nu, så går livet os forbi. Vi kan ikke vente til 2017.

        Den, som kaster sig ind i livet, som giver af sig selv og engagerer sig, får livet. Gør det, så skal du leve, sagde Jesus. Den som graver sin talent ned. Den som ikke vil risikere noget, har et liv, som ikke er et liv. „Enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.“ Den som har kærlighed, han vil få liv, vil få kærlighed, den som ikke har kærlighed, fra ham skal det liv tages, som han har. Det vil sige, det bliver ikke noget virkeligt liv.

Men det skal altså ikke forstås på den terapeutiske måde, at man først skal bringe sit eget psykiske hus i orden og på den måde med sig selv opspare en kapital af kærlighed, som man så kan begynde at investere. Kærlighed er ikke en kapital, man kan have som opsparing. Tværtimod. Det er ikke kærlighed, men selvoptagethed. Kærlighed er at give. At ofre sig, engagere sig. Kærligheden er risikabel. Den er en investering. Den kan være ren tilsætning. Så at man bruger og bruger og til sidst har brugt sig selv helt op. Det er ikke sikkert, der bliver noget tilbage til en selv. Men det er heller ikke meningen. Det eneste, der er sikkert, er, at du virkelig lever, fordi du ikke i frygt har trukket dig tilbage fra livet.

At leve er at skylde det hele væk og mere til. Livet har du fået givet, og du skylder det væk til Gud og til din næste. Altså kan du kun eje livet, hvis du hele tiden er i færd med give det bort.

Spørgsmålet bliver så, hvad der er at sige til det menneske, der i frygt trak sig tilbage fra livet, og for hvem livet gik, uden at han eller hun rigtigt kom til at leve.

Lignelsen ender med, at den uduelige tjener bliver kastet ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren. Et uhyggeligt og forstemmende billede på den uoprettelige fortabelse. Livet blev forspildt, og livet vender ikke tilbage. Det blev tabt, der er intet andet tilbage end at græde over det. Sådan ender lignelsen.

Men sådan ender evangeliet ikke. Evangeliet, altså hele historien om Jesus, hele det glædelige budskab til os, ender ikke i gråd og tænderskæren.

De fleste af os, der har levet et pænt stykke af vort menneskeliv, kan nok se tilbage på dage, der kan siges at være forspildte. Dage, hvor vi lukkede os inde med selv, hvor vi trak os tilbage fra andre mennesker og fra livet, hvor vi ikke skulle risikere noget. Forspildte dage. Tabte dage. Men vi har også oplevet, at der efter sådanne dage kom en ny dag. At solen stod op på ny. At vi fik en ny begyndelse.
Og de døre som blev lukkede for os, åbnede sig igen. At det vi forbrød, blev tilgivet. At tavlen blev vasket ren, så der kunne skrives på den igen.

Evangeliet ender med en sådan ny dag. Opstandelsens morgen. En ny begyndelse. Tilgivelse og en åben dør.

Vi kender derfor Gud – ikke kun som den hårde herre, der høster, hvor han ikke har sået – men også som den tilgivende far, der aldrig bliver færdig med os. Ikke lukker os ud i mørket udenfor, men som lader solen stå op over os og giver os en ny dag.

Amen


Nyhedsoverblik