Prædiken

Prædiken – med indledning og læsning

Indledning
Gud er én – The one – og vi er de to, mand og kvinde, og lige siden har vi fragmenteret verden, opdelt den i mindre og mindre bider, fordi vi bedst begriber det vi kan overskue, og det som adskiller sig fra noget, der er noget andet, er anderledes. Mand og kvinde, rig og fattig, stor og lille. Alt er inddelt i kasser – men Gud er større. Han er den ene, det hele, det udelte, det ubegribelige og uindfangbare. Han er vandhanen, hvorfra hver livsdråbe strømmer til menneskene, og tilsammen udgør vi helheden. Vi kommer fra ham, han gav os livskraft. Det er hvad vi kan bruge den gammeltestamentlige læsning til. Den lægger sig op af det tekststykke I nu skal høre, som også handler om hvordan et menneske kan få liv.

Læsning
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Mark 9,14-29

Prædiken Hvor har de været henne, de fire mænd her, Jesus og hans tre nærmeste disciple og venner? Jo, de har været på bjerget og fik åbenbaringen dér, den vi kender som Forklarelsen på bjerget, derfor står der at de kom ned, underforstået til alle os andre uoplyste undermålere. Hernede befinder vi os, hvor lyset fra himmelen ikke skinner helt så klart og tydeligt, som det efter sigende gjorde for de 4 på bjerget. Hernede er det slet ikke klart at Gud er Gud, at Jesus er noget særligt og at vi skulle have noget at gøre hos ham. Hernede i det dunkle landskab, vi kalder liv, hvor en tåge kan lægge sig over motiver, over fremtid og over muligheder, der kan der være ganske langt op til den 7. himmel. Heldigvis står der jo at han kom ned. Ned til os, og det er præcis hvad er på færde.

Han er menneskesønnen Jesus som en af os – vi der er mænd og kvinder, børn og voksne og alt muligt andet – vi har fået ham fra oven ned hos os. Og så tager historien fat. Omkring en stor dreng, en ung mand, står en flok; mennesker i almindelighed og disciple især. Drengen lider, faren ønsker lidelsen fjernet, disciplene er afmægtige. De kan ikke fjerne smerten. Så langt er vi med, vi kender livets lidelse, og også vi vånder og vrider os. I smerte og i smerte over smerten. Hvorfor skal livet rumme modgang, hvorfor pines vi til tider i en grad, så vi næsten ikke kan se formålet med at holde os selv i live? Hvorfor flåes vi i stykker af krav og pligt, lyst og uvilje.

Det er svært at være menneske. Det er et vilkår at vi møder modstand, en livsmodstand, som disciplene ikke kan dulme eller fjerne. Det kan heller ikke prædiken i dag. Vi mennesker kan ikke tage livsangsten fra hinanden. Der er kun ét sted at gå hen – ud af sig selv, hen til Gud. Ham må vi rette den ængstelige henvendelse til. Og her tager historien fat igen, for faren, der har Gud i skikkelse af Jesus ved sin side, nede der i det miserable liv han lever, han beder Jesus om hjælp. Det, der flår i drengen, flår endnu mere i mødet med himmelens repræsentant, og faren siger; hvis DU kan gøre noget, så hjælp os. Og svaret? Alt er muligt for den der tror. Modgangen kan blive så massiv at man til sidst er på opgivelsens rand – det er faren her. Han har helt mistet håbet – troen – på at det kan være anderledes. At hans dreng, der fra barnsben af har lidt, at han skulle blive fri og rask og glad. Han øjner nu en mulighed, faren her, at livets brutale virkelighed kan møde modstand, kan bedres. Hvis Jesus siger det er muligt, for den der tror, jamen så tror jeg! Så siger vi det – hvis det er det der skal til. Derfor råber han sit; Jeg tror, hjælp min vantro. Vi havner bare – som altid – i et magtrum. Det ligger dybt i mennesket at erobre magt, også hvor vi ingen har. Derfor er betydningen af farens svar: Hvis det, der virker er tro, så tror jeg. Hvis det, der virker er vitaminpiller, så tager jeg dem. Hvis det, der virker er gåture, måltider uden kulhydrater og at jeg bryder mine vaner, jamen så gør jeg dét. For alt er egentlig i min hånd, magten er min. Så jeg tror – gør du så som kan. Få det til at virke! Så vidt faren.

Vi må vende os til drengen. Klassisk har man læst at han led af epilepsi. En jordnær forklaring. Går vi til benet er alle figurer i en historie bare elementer, der udtrykker noget, vi kender fra os selv. Og derfor må vi spørge hvad det i bibelsk sammenhæng vil sige at være ramt af sygdom? Jo, meget enkelt betyder det, at noget er gået i stykker, noget er brudt. Et brudt halleluja, en afstand til himmelen, en tro der er faldet fra hinanden, og som faren da godt kan finde frem, hvis den skulle vise sig nødvendig. Og derfor er drengen i dagens forståelse, det i os, som ikke kan stykke livet sammen til en helhed, som lider under manglende overblik og sammenhæng, som ikke kan finde mening i tilværelsen. Det i os, som vil mestre det hele selv. Menneskets sind er en kampplads. Ikke kun mellem godt og ondt, men mellem mig og de andre, mine behov og de andres råderum. Og i sidste instans også en åndelig kamp; findes der noget, som er større end mig, noget som egentlig har magten, noget som jeg kan læne mig opad i min magtesløshed. Og findes det, så kan jeg måske knytte mig tæt til det. For vi er selv brudte eksistenser, delt i mand og kvinde og andre småbidder af liv. Vi er selv dele af helheden og kan ikke overskue endsige rumme verdensaltet. Vi forsøger ellers – som faren der vil have magten og kun for en stund overlader den til Jesus når han i sin afmagt siger at han tror. I virkeligheden vil han fastholde, at han selv er den, der gør forskellen. Det er det, der flår i os, for der er ikke plads til at vi skulle være verdens Herre. I drengen kalder den tilbøjelighed for en uren ånd, det er den der er døv og stum og ingen ord har for hvordan verden egentlig hænger sammen og er hæftet på Gud. Det er drengens og derfor vores lidelse, vores pinsel, vores trakasserier. I kender det velsagtens fra jer selv; kampen mod jer selv, jeres tilbøjeligheder, jeres lyst til at ville bestemme, jeres fornemmelse af at livet beror på jer, jeres overansvar-lighed, jeres sætten sig selv i centrum. Det sker, når vi forsøger at rumme helheden i os selv. Det lader sig ikke gøre. Og vores indre går i krig. Der er kun et sted at gå hen, for at få fjernet al den vantro selvfokusering. Derfor er det vigtigt at forstå, at det at inddrage Gud i sit verdensbillede – vi kalder det at tro – det i bund og grund er en udadrettethed. Derfor må vi nu videre i teksten:

Jesus forklarer sig nemlig siden til den undrende skare af disciple. De har intet kunne stille op, ingen eksorcisme, ingen helbredelse, ingen undere. Ingen forandring. Vi kan ikke få andre til at løse de indre gordiske knuder, et menneske kan ikke løse et andet fra dets inderste pinsel. Og Jesus svarer interessant nok ikke, at her virker kun tro, til trods for at alt er muligt for den, der tror. Han svarer, at her virker kun bøn… Hvad er da bøn? For farens udsagn, hans råb om hjælp, er den første og mest umiddelbare bøn et menneske kender. Når vi er i nød, kalder vi på Gud. Vi opdager at magten ikke er vores, og så er vi i gang. Enhver bøn er derfor en anerkendelse af, at der er noget udenfor en selv. For den, der ikke tror, beder ikke. Og det betyder også; den, der beder, tror. Og selv den, der er i tvivl om han tror, beder. Men. Nu er det bare sådan at nogen gange er man så langt ude og så langt fra Gud at end ikke bønnens sprog kan rummes i munden. Det er hvad sker, når Jesus taler til det i drengen, der er ’den stumme og døve ånd’. For det er jo dét i os som undslår os Gud, og det kan ikke bede til Gud. Heldigivis er heller ikke vantroen det hele i et menneske – vantro altså som at vi fornægter at der er en Gud. Det er også kun et fragment af mennesket, der afviser at Gud er til. Og da bønnen afspejler troen, må den gives mund og mæle. Det indeni os som forsager Gud og vil os selv, må reguleres af bønnen. Så når vi beder taler vi det døve og det stumme imod. Ganske enkelt fordi vi i bøn henvender os til Gud. I bønnen genoprettes kontakten og forbindelsen til det guddommelige. Vi genopdager den navlestreng som aldrig er brudt til Gud. Og så hænger det pludselig sammen igen; vi ser hvordan skabelsesberetningen og den sygdomsramte dreng er én historie. Vi ser, hvordan det er Guds kraft, der virker et liv, og forstår derfor hvordan vi i bønnen er forbundet med ham, som en navlestreng, der overfører næring og åndedræt.

Derfor er bøn samlet set og kort og godt det, der forbinder os, vi må dog affinde os med at en bøn altid bedes under overskriften fra fadervor; ske din vilje, ikke min…

Men der er mere, der er mærkeligt. Hør derfor yderligere;

Det i os, som taler mod tro og som fortaber sig i det meningsløse, er samtidig på en sær måde i vores tid blevet alt hvad vi er. Vi raser mod himmelen, fornægter det godes og Guds eksistens. Kun det onde, kun modgangen, kun det vi slås med er tilbage. Derfor bliver drengen som død. For uden bitterhedens og vredens ånd i sig, uden døvheden og stumheden, hvad er han så? Ja han virker næsten til ikke at være i live. Han er sat på pause – standby. Og da Gud er den store tænd-sluk-knap, trykker han på power igen.

Drengen, der ikke var død, men som død, bliver oprejst igen. Hans spirekraft igangsættes, han oplives, han bliver til, han heles. Hans forhold til det himmelske genoprettes…. Fordi farens bønnen afslører, at der er tro, og hvor der er tro, er der håb. Ganske enkelt fordi bøn er udtryk for et møde mellem menneske og Gud. Et stilfærdigt et af slagsen, men hvor og når det sker, genoprettes noget. Et brudt forhold heles. Bønnens kraft virker forunderligheder i et liv, ikke fordi bønnen virker det, der bedes om, men fordi den udvirker nærhed til det guddommelige bare ved at være den henvendelse, den er. Børn sender breve til julemanden, i fuld vished om at han er til, at der findes en modtager. På samme måde sender vi bønnen afsted, i håb om at den må nå frem. At der er en modtager, vi råber ikke ud i intetheden. Og derfor er enhver bøn udtryk for en kærlighedsakt.

Hvordan nu det, jo Gud er kærlighed, siger vi. Og kærlighed er en selvstændig vilje, som presser sig på for at bryde frem. Det sker, når vi lægger krop til kærligheden, almindeligvis jo overfor andre. Så går kærligheden fra at være et begreb, til at være en handling; et ord og en handling er på hebraisk det samme. Gud er kærlighedsordet, som ifører sig menneskelighed, når vi giver kærligheden udtryk. Guds kærlighed er det, der sker, når vi elsker hinanden Når der er kærlighed, er der Gud(-dommeligt at være), fordi vi ved at give kærligheden handling, giver Gud kød på. Da inkarnerer Gud sig.

Forleden snakkede jeg med konfirmanderne om kærlighed, dén man får, dén man giver, dén fra Gud - og hvad det vil sige, at man ved sig elsket og også selv kan mærke at man elsker. At kærligheden er et himmelsk sted – et sted hvor himmel og jord knytter sig sammen. Derfor er kærligheden også det tætteste vi kommer på vores opstandelsestro allerede her i livet. Kærligheden beror på at der ingen grænse er, den overskrider al fornuft og indsigt, den baner vejen til det, der er større. Kærligheden, der altså er et ord og en handling, er helt klart og i sig selv et henvendelsens rum… Et Gudsrum. En henvendelse mellem parter, hvor vi ved at elske og elskes oplever den kærlighedskraft som er Gud, som altså bliver til vores kød. Og det skal siges her til slut, fordi; den kærlighed findes også mellem Gud og mennesker og den får plads i bønnen. Bønnen, som var en kærlighedsakt. Her knyttes han og vi sammen, her er han reelt til stede. Her mærker vi ham. Helt som drengen, der blev taget ved hånden af Jesus. Her er vi genskabte som hele mennesker, koblet på vandhanen, der altid løber med nyt vand. Derfor kunne drengen rejse sig befriet fra sin egen indelukkethed, der har blændet og forstummet ham. Rejse sig og gå uden at være plaget af sine egne indre dæmoner.