Politisk engagement koster førtidspensionen

En borger fra Faxe kommune har fået trukket sin ansøgning om førtidspension i langdrag, fordi han er politisk aktiv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Syge borgere skal passe på med at blande sig i den offentlige debat, hvis de søger om en førtidspension.

I Faxe Kommune har en langtidssyg 61-årig mand fået trukket sin ansøgning om førtidspension i langdrag, skriver Avisen.dk.

Det har kommunen gjort med direkte henvisning til, at manden jævnligt skriver blogindlæg, er politisk aktiv og har deltaget i et par tv-debatter - hvilket ifølge kommunen kan betyde, at han også er i stand til at gå på arbejde.

Eksperter forargede

Denne sammenblanding af den langtidssyge borgers debataktivitet og behandlingen af hans ansøgning om førtidspension, får flere eksperter til at stejle.

- Ytringsfriheden gælder naturligvis også for personer, der modtager eller søger sociale ydelser. Det er en grov krænkelse af ytringsfriheden, hvis sagsbehandlingen af en borgers sag bliver påvirket negativt af borgerens kritiske ytringer, siger Oluf Jørgensen, der er lektor i mediejura ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til Avisen.dk.

Hovedpersonen, Johnny Larsen, har været sygemeldt i tre år med bl.a. depression, kræft og KOL og startede sidste år en meget populær blog på Avisen.dk  med kritiske beretninger om sine egne og andres oplevelser som syge i det kommunale system.

Det har bragt ham i pressen, blandt andet i debat med folketingsmedlem Joachim B. Olsen på TV2 News og DR's Aftenshowet, hvilket er blevet bemærket i Faxe kommune. For kan det passe, at man ikke har arbejdsevne og skal have førtidspension, hvis man kan holde til at debattere tyve minutter med Joachim B. Olsen på TV 2.

Stiftede eget parti

Tidligere på året stiftede Johnny Larsen som en ren provokation sit eget parti 'Det Populistiske Parti'. Dette fik kommunen til i marts at sende Johnny Larsen retur til et privat jobfirma, der allerede én gang havde vurderet, at hans tilstand var meget ringe. Som yderligere begrundelse for en ny vurdering konstaterede kommunen, at Johnny Larsen er i stand til at "medvirke i tv-udsendelser".

Jobfirmaet ændrede ikke vurdering af Johnny Larsen. Både Johnny Larsens psykolog og hans praktiserende læge har da også advaret om, at han vil få varige helbredsskader, hvis kommunen sender ham i forløb for at prøve hans arbejdsevne.

Alligevel bad Faxe Kommune i august så Johnny Larsens psykolog om en uddybende udtalelse på, "hvordan omfattende brug af ressourcer på politik og sociale medier er i overensstemmelse med hensynet fil Johnnys helbred".

Tør ikke sige noget

Opmærksomheden fra kommunen har medført, at Johnny Larsen ifølge eget udsagn har "givet sig selv mundkurv på" af hensyn til sin ansøgning om førtidspension.

I en skriftlig kommentar siger jobcenterchef Vibeke Dyhr fra Faxe kommune, at der i Johnny Larsens sag findes en "kompetence og fritidsinteresse", der måske kan føre til, at han kan blive selvforsørgende med et fleksjob få timer om ugen.

- Disse egenskaber kunne være en vigtig og overset ressource i forhold til Johnny Larsens arbejdsevne, skriver Vibeke Dyhr til Avisen.dk.


Nyhedsoverblik