Politikere undrer sig over politiets afvisning

På Christiansborg finder en række retsordførere det uacceptabelt, at politiet i Vordingborg nægtede at tage imod Nikita Klæstrups anmeldelse om dødstrusler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere politikere kræver nu, at justitsministeren skal gå nærmere ind i, hvorfor en betjent fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligere i dag afviste at optage rapport, da det 19-årige medlem af Konservativ Ungdom, Nikita Klæstrup, ville anmelde en række dødstrusler, hun i de seneste dage har modtaget på sin private Facebook-profil

Det skriver DR P4 København.

- Det her kommer justitsministeren til at spørge Lolland-Falster Politi om. Det er sådan, at politiet har pligt til at optage en sag, når man møder op på en politistation. Der er tilmed tale om trusler fremsat i offentligheden, så der har politiet en særlig forpligtelse. Det kan ikke være meningen, at unge mennesker skal være nervøse for at deltage i den offentlige debat - snarere tværtimod. Så politiet skal have mulighed for at forklare sig i denne sag. Og det kan de passende gøre over for justitsministeren, siger Venstres retsordfører Karsten Lauritzen til DR P4 København.

Forarget over behandling

Også Socialdemokraternes Christianiaordfører Mette Reissmann er forarget over den behandling, som den unge politiker har modtaget efter truslerne.

- Det skulle gerne være sådan, at vi i Danmark kan blande os i den frie debat. Det ville være uhyggeligt at forestille sig, at man skulle gå og være bange for at modtage dødstrusler, og at det så skulle være det, der gjorde, at man ikke blandede sig i debatten. Så jeg håber ikke, at det er et mønster, vi kommer til at se, at man ikke tager dødstrusler alvorligt, siger hun.

Parat til at hjælpe

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard er parat til at hjælpe Nikita Klæstrup med at få kontakt til justitsminister Karen Hækkerup, hvis ikke politiet kommer på bedre tanker.

- Jeg synes, at hun skal henvende sig til politiet igen og sige, at det her kan hun ikke leve med, og det vil hun ikke acceptere. Og vil de ikke se på sagen igen, så synes jeg, at hun skal gå til justitsministeren. Og jeg vil gerne hjælpe hende, siger Pia Kjærsgaard.


Nyhedsoverblik