Politi: Døde køer kommer formentlig fra østeuropæisk skib

Lokalpolitiet i Nakskov på Lolland efterforsker sagerne om strandede, døde køer. Her mener man, at køerne er smidt over bord fra et østeuropæisk skib.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden 30. december er der dukket ni døde køer op på strande på Lolland, Glænø ved Skælskør og i Sydsverige.

På Lolland mener politiet nu at have et gæt på, hvor køerne kommer fra:

- Det er åbenbart ganske normalt med kvægtransporter fra lande som Litauen - og det gælder også grisetransporter - at der er mange dyr, der dør under transporten. Og så smider de dem simpelthen overbord, siger vicepolitikommissær Boje Jørgensen til Sjællandske.

Obduktion kan blive nødvendigt

Køerne har ingen øremærker, og deres bagben er bundet med reb.

Ingen af de tre køer, der har ramt danske strande, er blevet undersøgt nærmere, men dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Else Enemark udtalte onsdag til TV2 ØST, at hvis flere køer bliver fundet, vil man overveje at obducere dem i håbet om at finde svar på, hvor de kommer fra og hvad der er sket med dem.

I Nakskov på Lolland vil politiet undersøge sagerne nærmere.

Skibstrafik skal undersøges

- Så nu skal vi have fat i SOK (Søværnets Operative Kommando), der kan fortælle os, hvilke skibe, der har sejlet gennem vores område. Og mig bekendt skal de skibe, som sejler gennem Kielerkanalen i Tyskland også altid have lods med ombord, så det kan være, at vi finder noget ad den vej, siger Boje Jørgensen til Sjællandske.

Vicepolitikommissæren er ikke umiddelbart klar over, hvorvidt det er ulovligt eller ej at smide døde køer overbord i internationale farvande, som der netop er tale om, når det gælder Østersøen.


Nyhedsoverblik