Odsherred Kommune vil på UNESCO-liste

Lørdag starter Geopark Festival i Odsherred. Kommunen håber, at festivallen vil give en plads på UNESCOs liste over verdens geoparker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Odsherred sætter kommunen og borgerne nu massivt ind for at skabe opmærksomhed på områdets helt særlige natur.

Lørdag starter en 4 dages geopark-festival. Festivallen består af 200 forskellige arrangementer fra lørdag til tirsdag over hele kommunen. Festivallen tager udgangspunkt i landskabet og kan blandt andet opleves gennem kunst, mad og på vandreture i naturen.

- Vi vil gerne have, at folk skal være lige så interesseret i landskabet, som vi er, siger Paya Hauch Fenger, der er festivalleder for Geopark Festival.

Men Odsherred Kommune har også et andet mål. De har lavet festivallen i håb om at blive optaget på UNESCOs liste over internationalt anerkendte geoparker i verden.

- Vi håber selvfølgelig at komme på UNESCOs geoparkliste. Man kan godt kalde sig en geopark, selvom man ikke er på deres liste. Men i og med at man er på deres liste, så bliver man optaget i et meget fint selvskab af omkring 100 geoparker rundt omkring i verden, siger Paya Fenger.

En af de borgere, der er en del af Geopark-festivallen, er Anne-Marie Donslund. Sammen med sin familie inviterer hun til middag i sin have i Vallekilde. Maden bliver lavet af lokale råvarer for at sætte fokus på området.

- Vi skal have grillmad med friske grøntsager fra Lammefjorden, og så skal vi have kage til dessert, siger Anne-Marie Donslund.

Både søndag, mandag og tirsdag inviterer hun på middag i haven i Vallekilde.

- Det kan både blive akavet, men det kan også blive sjovt. Det kan være, at vi ikke kan finde ud af at snakke sammen. Men det kan jeg ikke forestille mig, jeg tænker, at dem, der har lyst til at komme til sådan et arrangement her, det er nogen, der har lyst til at lære nogle nyt mennesker at kende, siger Anne-Marie Donslund.

Hos 8 andre familier kan man også komme til middag. Alle steder koster det 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn at spise med. Du kan se en liste over familierne her.

I alt er der omkring 200 arrangementer i løbet af de 4 dages geopark-festival. Du kan finde hele programmet her.


Nyhedsoverblik